12-årig pige på løbehjul omkommer i færdselsulykke

Mandag morgen blev en pige påkørt af en bil og døde af sine kvæstelser. Føreren af bilen er anholdt.

En 12-årig pige har mandag morgen mistet livet i en færdselsulykke i Østervrå i Vendsyssel.

Pigen kom kørende på et løbehjul, da hun blev ramt af en bil.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Pigen pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, og hun blev med eskorte kørt til Aalborg Universitetshospital,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund i pressemeddelelsen.

Føreren af bilen er anholdt, da politiet mistænker, at han var påvirket. Manden, der er i 50'erne, er uskadt efter ulykken.

»Der vil blive udtaget en blodprøve, ligesom føreren vil blive afhørt,« siger Mads Hessellund.

Ulykken skete klokken 07.27 i Østervrå i Vendsyssel. Pigen døde af sine kvæstelser halvanden time senere.

Politiet foretager i øjeblikket en række undersøgelser på ulykkesstedet. En bilinspektør arbejder også på stedet.

»Vi kan ikke udtale os nærmere omkring ulykkens omstændigheder. Det er vi ved at undersøge. Derfor vil både politi og bilinspektør arbejde på stedet i længere tid for at undersøge og dokumentere alle omstændighederne omkring ulykken,« siger vagtchefen.

Pigens pårørende er underrettet.

/ritzau/