11. maj: Vore flygtninge i Sverige må vente længe

De første af mange der under krigen var flygtet til Sverige vender nu hjem til Danmark, i ugen efter befrielsen. Her er der mylder på Hovedbanegården hvor spejdere og Røde Kors hjælper med registrering. Fold sammen
Læs mere
Foto: ukendt

De mange danske flygtninge måtte vente et stykke tid i Sverige. Der var samlet tale om godt 20.000, hvoraf ca. 10.000 tilhørte modstandsbevægelsen, ca. 7.000 var danske jøder og godt 2.000 kz-fanger, der var hentet hjem med De Hvide Busser. En dansk flygtningeadministration varetog alle forhold vedrørende flygtninge og udelte penge. De svenske myndigheder lagde vægt på, at de danske flygtninge arbejdede, hvad de også kom til. Børnene gik i danske skoler i Gøteborg, Lund og Helsingborg. Forskning har afsløret, at der blandt de ikke-jødiske flygtninge herskede en tidstypisk antisemitisme, hvilket måske skyldes, at administrationen blev varetaget af jødiske flygtninge.

De jødiske flygtninge vendte hjem og opdagede til deres glæde, at i langt de fleste tilfælde kunne de overtage deres hjem igen. Jødisk ejendom var blevet varetaget af Københavns Kommune, lejen var betalt, og kun sjældent var ejendele blevet stjålet. Det var en af de store succeshistorier om besættelsestiden. Godt 200 jødiske børn var blevet efterladt i Danmark, da deres forældre flygtede, og en senere tids forskning har vist, at disse børn ikke sjældent havde traumatiske og komplicerede forhold til deres biologiske forældre efter krigen. Af de godt 500 jøder, der var blevet fanget og deporteret til Theresienstadt, vendte godt 450 tilbage. Et mindre hæderværdigt kapitel handler om de fremmede jøder, der ikke var blevet udvist af Danmark, men blev hængende og var flygtet til Sverige i oktober 1943. Det viste sig, at disse jøder ofte blev forsøgt udvist i tiden efter 1945, selv om de var blevet frataget deres borgerskab i de lande de kom fra. Der var i kølvandet på krigen i Europa tusindvis af jødiske ulykkelige skæbner uden familie og uden land, og de fremmede jøder i Danmark skulle gå en hård tid igennem, inden det lykkedes de fleste at blive hængende. Karakteristisk snakkede hverken frihedskæmpere eller jøder om fortiden. Man levede tavst med traumerne. Først sent, omkring 1990erne, brød ofrene tavshedens mur og fortalte brudstykker af, hvad der var sket.