105 gravsten udsat for omfattende hærværk: »Det er fuldstændig absurd«

Fold sammen
Læs mere
Foto: Rasmus Skaftved

I nattens mulm og mørke har ukendte gerningsmænd lavet et tilsyneladende uforklarligt hærværk på en række gravsten på kirkegården ved Visborg Kirke i det sydlige Himmerland.

Foreløbig har graver Gitte Jensen talt sig frem til, at 105 gravsten er blevet overmalet med sort og blå sprayfarve.

»Man tænker lige: Hvad i alverden sker der? Det er fuldstændig absurd, at man kan finde på at gøre sådan noget her. Kirkegården er et sted, man skal have fred,« siger hun til DR Nordjylland.

Gerningsmændene har især koncentreret sig om navne og personlige oplysninger på gravstenene, som nu kun kan ses svagt bag den markante maling.
Graver Gitte Jensen håber imidlertid ikke, at man bevidst er gået efter at ramme de afdøde og deres pårørende.

»Hvis det er drengestreger, kan det være tilfældigt. Man jeg håber virkelig ikke, man er gået efter navnene,« siger hun.

På kirkegården skal man nu i gang med et stort rengøringsarbejde, forklarer provst ved Hadsund Provsti Carsten Bøgh Pedersen.

»Vi ville selvfølgelig gerne have brugt de penge til noget liv og vækst i kirken, nu må vi så bruge en del af dem for at få gjort de her stene rene,« siger Carsten Bøgh Pedersen, der også vil undersøge om kirken har en forsikring, der kan dække nogle af udgifterne.

Politiet betragter sagen som almindeligt hærværk begået uden politisk eller religiøst motiv.