1042 borgere får brev fra politiet - mistænkes for hashkøb

Efterforskere har gennemgået et stort antal hashhandler i Esbjerg, og politiet vil nu advare køberne.

Politiet har det seneste år gået målrettet efter hashhandlen i Esbjerg. (Arkivfoto) Blair Gable/Reuters Fold sammen
Læs mere

Flere end 1000 borgere i Esbjerg og omegn vil i de kommende dage modtage et brev fra politiet i deres e-boks.

Her gør politiet opmærksom på, at de er mistænkt for at købe hash.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse på vegne af den regionale enhed Særlig Efterforskning Vest.

Efterforskningsenheden har i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi og andre myndigheder i en længere periode efterforsket salg og køb af hash via bandemiljøet i Esbjerg.

»Der er for langt de flestes vedkommende tale om helt almindelige borgere i alle aldre fra Esbjerg og omegn, som har købt hash fra den samme persongruppe.«

»På den måde har borgerne understøttet det lokale bandemiljø, der har organiseret de tusindvis af hashhandler,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Særlig Efterforskning Vest i pressemeddelelsen.

Den aktuelle indsats mod hashhandlen i Esbjerg blev sat i værk i forlængelse af 25 anholdelser i byens bandemiljø i februar 2019.

I december 2019 blev yderligere otte sigtet for salg af hash.

Derudover blev 52 købere, som alle havde købt mere end 100 gram hash, sigtet for ulovlig køb af hash i december, mens 82 personer under 18 år blev sigtet for samme lovovertrædelse i januar.

»Vores efterforskere har brugt rigtig lang tid på at gennemgå de mange tusinde hashhandler, hvor kunden har sendt en sms til en såkaldt narkotelefon og bestilt hash, som hashbuddene leverede til køberen,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

/ritzau/