100 års kvindestemmer

I dag fejrer Danmark 100-året for kvindernes stemmeret. Ti forskellige kendte piger og kvinder spredt over ti generationer fortæller historien om den ligestilling mellem kønnene, som vi i Danmark har arbejdet os hen imod de seneste 100 år.

 

»Man kan bruge sin fantasi og gøre næsten lige, hvad man vil«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Flora Ofelia Hoffmann Lindahl, f. 2006, vinder af MGP 2015

Piger er mest til tøj og sminke, og drenge er mest til fodbold. Men alle kan lege og bruge deres fantasi, siger 9-årige Flora Ofelia, vinder af MGP 2015, som selv holder af at lege i skoven og bygge opfindelser på sit værelse.

På en forårsdag i 2015 stiger 9-årige Flora Ofelia Hoffmann Lindahl ud af sin fars bil, foran huset i Bisserup på Sydvestsjælland. Hun misser med øjnene mod den skarpe sol, der udtværer silhouetterne i det sjællandske landskab og småløber så mod huset, hvorfra lyden af den krøllede hund Rumles små poter mod entrégulvet sniger sig ud gennem sprækken under hoveddøren.

Som for de fleste andre børn på hendes alder, klinger ord som “stemmeret” og “ligestilling” fjernt for Flora Ofelia. Og hun skænker det næppe heller en ikke en tanke, at det meget snart er præcist 100 år siden, at kvinder blev anerkendt som borgere med stemmeret på linje med mændene.

Adspurgt fortæller hun, at hun er glad for, at hun må stemme på et tidspunkt, men det spørgende smil, hun sender til sin far, vidner om, at det eneste, hun rigtig kan huske fra den ene gang, hun har været med sine forældre i stemmeboksen, er slikskålene.

Er der forskel på at være dreng og pige, synes du?

»Ja, det synes jeg. Drenge er måske mest til fodbold og sådan noget. Piger er mere til hår og tøj og sminke.«

Er du også mere til hår, tøj og sminke?

»Nej, ikke rigtigt. Jeg elsker, at lege med min hund, og jeg elsker, at være ude i skoven og i haven. Og så bygger jeg også nogle små opfindelser oppe på mit værelse. Det kan være en telefon af træ eller dolke, som jeg snitter. Hvis jeg sidder med benene ude, så jeg ikke rammer mig selv, må jeg godt bruge en kniv.«

Legen og fantasien fylder meget hos Flora Ofelia. Og måske er netop denne legende tilgang til tilværelsen også grund til, at hun, trods sin unge alder, turde gøre noget, som formentlig kunne give mange voksne nervøse trækninger og urolig nattesøvn: I februar stod hun nemlig helt alene foran et fyldt Forum og optrådte med en sang, som hun selv havde skrevet - tilmed om et svært emne, nemlig hendes personlige erfaringer med venskab og mobning. Sangen hedder “Du du du”, og den, og hendes naturlige og umiddelbare optræden, sikrede hende en sejr ved børnenes melodigrandprix MGP i 2015.

»Da jeg var på scenen, havde jeg sådan nogle in-ears i ørene, hvor jeg kunne høre min musik. Og gennem dem var der også nogen, der sagde “du klarer det godt!”, bare lige hurtigt i mit øre. Det hjalp, for så var jeg ikke nervøs,« fortæller hun.

Flora Ofelia har altid været glad for at synge. Sammen med storesøsteren Freja-Bella har hun ofte fået sommerdagene til at gå ved at bygge scener af paller i haven. Fra toppen af træpallerne sang og underholdte de to dem, der nu måtte lytte med - og, måske mest og vigtigst af alt, sig selv.

»Jeg synes, at det er rigtig hyggeligt at synge, og jeg har altid gået rundt og sunget små sange som “Æblemand” og sådan noget. Jeg skriver også sange. Jeg har lige skrevet en sang, der hedder “Din Fantasi”, og den handler om, at man skal bruge sin fantasi, så meget som muligt og ikke glemme den. Jeg er meget ude i skoven og lege, og der bruger jeg min fantasi og får idéer til nye sange,« fortæller Flora Ofelia.

Hvordan fik du idéen til “Du du du”?

»Henne på min gamle skole, syntes jeg ikke, at der var så rart at gå. Jeg følte ikke, at de var så søde mod mig, og de talte også grimt til mig. Det var ikke særlig hyggeligt. Det var lidt svært at skrive og synge om i starten, men så vænnede jeg mig til det, og så gik det rigtig fint. «

I dag er Flora Ofelia flyttet skole, og hun er glad for sin sin nye klasse og de mange nye venner. Hendes kammerater synes, at hun er sej og modig, at hun turde stå på scenen alene, og at hun vandt MGP. Selv er hendes største idol dog storesøsteren Freja-Bella:

»Jeg rigtig godt lide min fars band, han er nemlig musiker. Og så elsker jeg også Barbara Moleko (sangerinde, red.). Men den sejeste, jeg kender, er min storesøster. Hun er rigtig god til at synge, og jeg hører tit hendes musik på iPoden. Hun er sød, og jeg elsker hende meget højt. «

Flora Ofelia har flest pigevenner i sin nye klasse, men hun har også en god drengeven, som hedder Sofus. De leger ikke så tit sammen, fordi Sofus bor langt væk fra Flora Ofelia, men når de gør, leger de godt. Det er noget alle børn kan, både drenge og piger, siger hun.

»Piger kan lege. Og det kan drenge selvfølgelig også. Man kan være sig selv, og man kan bruge sin fantasi og gøre næsten lige, hvad man vil.«

»Der er rent faktisk nogen, der lytter«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Silke Fogelberg, f. 1998, formand for Danske Skoleelever

Når man har sagt “vi har klamme toiletter”, må man også sige “hvad kan vi så gøre ved det?”. Det mener 16-årige Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever. For hende er det nemlig motiverende at have indflydelse på sin egen hverdag.

Nutidens unge har mange navne. Navne, som vi voksne har givet dem.

16-årige Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever, er en af disse unge - en del af Generation Mig-Mig-Mig, Generation Y, Internetgenerationen og hvad vi ellers kan finde på at slå dem over en kam med. For hende er en af de mest markante forskelle på at være ung i dag og før i tiden, at unge i dag har lov at have en mening om tingene, og at den mening bliver taget seriøst.

»Jeg tror, at det, der er anderledes ved at være ung i dag, og måske især pige, er, at vi har lov til at sige vores mening - for eksempel om undervisningen og vores skoledag. Det havde man nok ikke rigtig lov til for 100 år siden. I dag er der rent faktisk nogen, der lytter til, hvad vi siger. Og det er jo netop vigtigt i et demokrati, at alle føler sig hørt. «

Silke Fogelberg siger, hvad hun mener. Hun er skolebørnenes stemme og talerør til pressen og politikerne, og hun er drevet af idéen om at have indflydelse på sin egen hverdag og at gøre noget ved problemerne selv:

»Vi brokker os jo ofte, men der er ikke mange, der faktisk gør noget ved de problemer, de ser i samfundet. Jeg synes, at det er vigtigt, at man, når man har sagt “ej, vi har nogle klamme toiletter”, også husker at sige “hvad kan vi så gøre ved det?”«.

Af samme grund mener hun også, at valgretsalderen bør sættes ned til 16 år.

»Man hører tit det der argument med, at vi ikke er modne eller ved nok om politik. Men der er jo også mange over 18, eller over 60 for den sags skyld, der ikke interesserer sig for politik. Hvis vi er gamle nok til at kunne blive straffet som 15-årige, så er vi vel også gamle nok til at kunne stemme, når vi er 16. Jeg tror også, at det vil skabe en større interesse og engagement i demokratiet blandt unge, fordi de vil føle sig inddragede - ellers er det jo bare “de voksnes verden”, hvor man ikke har noget at gøre,« siger hun.

At der er sket meget med børnenes og pigernes rolle de sidste 100 år, er Silke Fogelberg ikke i tvivl om. Hun oplever ikke, at der i dag er forskel på at være pige og at være dreng i forhold til, hvilke muligheder man har for at forfølge sine drømme og give sin mening til kende, men hun er også godt klar over, at virkeligheden var anderledes for blot et par generationer siden.

»Jeg synes ikke, at der er forskel på de muligheder, som drenge og piger på min alder har i dag. Jeg synes, at vi har lov til at gøre det, vi har lyst til, uden at tænke på om vi er drenge eller piger, eller hvad vi nu er. Og sådan bør det også være.«

Til gengæld oplever Silke Fogelberg, der går i niende klasse på Hunderupskolen i Odense, at mange unge piger i dag kæmper med at leve op til nogle urealistiske idealer, som fylder meget i deres hverdag - et problem, som ikke synes at tynge drengene lige så meget, fortæller hun:

»Jeg tror, at piger i dag er meget tilbøjelige til at lade sig styre af urealistiske skønhedsidealer, og mit indtryk er ikke, at drengene kæmper med det på helt samme måde. Pigerne skal altid lige have en lidt slankere krop eller se lidt bedre ud. Jeg kender mange piger, der har det sådan. Som skal ud at have makeup på i hvert frikvarter. Mange føler faktisk, at de skal se godt ud for at blive accepterede,« siger hun.

Piger på Silke Fogelbergs alder slår da også ud i nyere undersøgelser, som mere triste, nervøse og irriterede end drenge i samme aldersgruppe. Og lidt mere end hver anden pige på 15 år synes, at hun vejer for meget, konkluderer SFI’s Skolebørnsundersøgelse fra 2014.

»Jeg tror måske, at pigerne hurtigere bliver lidt mere pressede af, at de føler, at der er mange ting, de skal leve op til. Pigerne går mere op i, at tingene skal være perfekte end drengene - for det meste,« siger hun og tilføjer:

»Men vi er også mange, som ikke synes, at det er så afgørende. Jeg reder da mit hår, inden jeg skal ud af døren, men så bliver det heller ikke til mere end det.«

Egentlig gik Silke Fogelberg overhovedet ikke op i politik. Og især ikke skolepolitik. Det var først, da hun var til et arrangement i Danske Skoleelever og mødte nogle politisk engagerede jævnaldrende, at det gik op for hende, at hun havde en mulighed for at gøre noget ved de problemer, hun så i folkeskolen.

»Før jeg kom ind i Danske Skoleelever, gik jeg rundt med en følelse af, at det var lærerne, der bestemte det hele, og at vi elever ikke blev hørt om noget. Men pludselig kunne jeg jo se, at der faktisk var nogen, der lyttede til, hvad de her unge i Danske Skoleelever sagde. De var i medierne og havde en adgang til politikerne, som jeg slet ikke var klar over, at vi som skoleelever havde,« fortæller hun.

Det er motiverende at føle sig lyttet til, mener Silke Fogelberg, og derfor ser hun også frem til, at hun om to år er berettiget til at bruge den politiske stemme, som kvinder for mere end 100 år siden kæmpede for, at hun kunne få, siger hun.

»Jeg synes, at det er så fedt, at jeg snart kan stemme, og at jeg begynder at få mere indflydelse - ikke kun i skolen, men også på den hverdag jeg kommer til at have i samfundet. Det glæder jeg mig til.«

»Er du sur?«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Yasmin Davali, f. 1989, formand for Danske Studerendes Fællesråd

Som “politisk menneske” og formand for Danske Studerendes Fællesråd er 26-årige Yasmin Davali vant til ophedede diskussioner, hvor bølgerne går højt. Men hun er også vant til, at hun som kvinde skal tænke over at være smilende, når hun debatterer. Ellers tror folk bare, at jeg er sur, fortæller hun.

Tirsdag 13. november 2007 var en ganske særlig dag i Yasmin Davalis liv. En af de dage, hvor ryggen er lidt rankere og smilet lidt bredere, en af de sjældne dage, hvor man kan mærke, at livet slår en krølle på sig selv - et knudepunkt. Tirsdag 13. november 2007 var nemlig dagen, hvor Yasmin Davali med sin far ved sin side begav sig mod Sønderborg Bibliotek for at sætte sit helt eget kryds ved et folketingsvalg for allerførste gang.

»Det lyder måske som en kliché, men det var faktisk en helt speciel oplevelse og en følelse af, at der skete noget virkelig stort. Jeg har altid været typen, der har ment meget om mange ting. Men den der følelse af, at man nu kunne være med til at påvirke det samfund, der omgav én, og som man havde sine egne holdninger til og tanker om - det var ret stort,« fortæller hun.

 

Yasmin Davali er i dag 26 år, formand for Danske Studerendes Fællesråd siden 1. februar og, som hun selv beskriver det, “et politisk menneske”. Demokratiet er ikke bare noget hun gør, når der er valg - det er en del af hendes dagligdag, og det at debattere, diskutere og argumentere for sine holdninger falder hende lige så naturligt som at børste sine tænder.

Hvad betyder din stemmeret for dig?

»Stemmeretten er jo helt grundlæggende for det at deltage i et demokrati. Det er minimum. Men i forhold til demokratisk deltagelse i samfundet, så tænker jeg altså demokrati som noget, vi gør løbende, og noget vi hele tiden kæmper for, at der bliver mere af. For mig er demokrati mere end bare valg hver fjerde år. Valget og stemmeretten er det grundlæggende, det som skal være på plads, og så skal alt det andet bygges ovenpå.«

Ingen af Yasmin Davalis forældre er akademikere - moderen er dagplejer og faren arbejder på fabrik. Selv har Yasmin Davali har en bachelor i socialvidenskab fra RUC, og hun er dermed, hvad man med et lidt fortærsket ord kan kalde en “mønsterbryder”.

»Selvom ingen af mine forældre har en akademisk uddannelse, har uddannelse altid været noget, der blev fremhævet som vigtigt derhjemme. Mine forældre har altid opmuntret mig til at tage uddannelse alvorligt og til at huske at gøre noget ud af det, jeg synes, er spændende. Så det virkede helt naturligt for mig at tage på universitetet,« forklarer hun.

Skiftet fra gymnasium til universitet virkede muligvis naturligt for Yasmin Davali, men helt naturligt har det nu ikke altid været for danske kvinder at blive akademikere. Før 1875 havde kvinder ikke adgang til landets universiteter, og adgangen blev først givet, da kvindesagsforkæmper Nielsine Nielsen kontroversielt sendte en ansøgning til medicinstudiet på Københavns Universitet.

Efter megen diskussion blev man enige om at åbne universiteterne op for kvinder, og i de følgende årtier bare steg og steg antallet af kvindelige studerende, som i 1999 kom i overtal.

Går det ikke ret godt med ligestillingen i universitetsverdenen?

»Man skal jo huske, at selvom der er mange kvinder på universiteterne, så ved vi jo, at både jeg selv og de kvinder, jeg repræsenterer, generelt vil have sværere ved at få et fast job, når vi kommer ud som nyuddannede. Kvinder får også mindre i løn, og vil i højere grad end deres mandlige studiekammerater være udsat for et ustabilt arbejdsliv med mange projektstillinger de første par år. Så vi er jo ikke helt i mål med ligestillingen endnu. Både strukturelt i forhold til løn og arbejdsmarked, men også i forhold til, hvordan man bliver opfattet i den offentlige debat som kvinde.«

Er der da, som du ser det, forskel på at være mand og kvinde i dag, i forhold til hvordan man bliver modtaget som stemme i den offentlige debat?

»Jeg er faktisk begyndt at tænke meget mere over mit køn, efter jeg er blevet formand for DSF. Jeg har jo været i studenterpolitik i mange år efterhånden, og jeg er vant til at sige min mening og tage diskussioner, hvor jeg står i skudlinjen. Det har jeg sådan set aldrig været bange for. Men jeg har lagt mærke til, at jeg er blevet meget bevidst om, at jeg skal smile hele tiden - ellers oplever jeg, at folk tror, at jeg er sur, når jeg debatterer. Jeg har også oplevet at have haft ophedede diskussioner, som man jo har som formand, og så efterfølgende blive spurgt, om jeg var blevet ked af det. Som jeg ikke kunne klare mosten. Det tror jeg ikke på samme måde, at man oplever som mand, og det kom faktisk bag på mig, at det ville være sådan.«

For sart, det er Yasmin Davali ikke. Og selvom hun ikke har planer om en karriere i politik, har hun altid været tiltrukket af tanken om at kunne gøre noget ved de problemer, man møder i samfundet. Også selvom det kræver lidt diskussion og tovtrækkeri.

»Jeg er nok ret drevet af at ville ændre noget og holde fast i, at man ikke behøver at købe de skadelige præmisser, der bliver sat op, for eksempel for hvordan man indretter vores uddannelser. Fornemmelsen af at man faktisk kan gøre noget, og at det rent faktisk virker at gøre noget - det kan jeg godt lide. Jeg har stor respekt for mennesker, som gør noget for at løse de problemer, de møder. Sådan vil jeg også gerne selv være.«

»Jeg vil gerne være fuldt påklædt, tak«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Ellie Jokar, f. 1980, rapper og komiker

Hvorfor er det egentlig, at kvinder altid skal smide tøjet for at komme ud med et budskab? Sådan spørger komiker og rapper Ellie Jokar, som med kulturen og humoren i hånden arbejder på at nedbryde de fordomme og forventninger, der stadig klæber sig til køn, hudfarve, nationalitet og seksualitet.

»Kan du ikke smide lidt mere tøj, Ellie? Så kommer vi til at sælge flere plader, ved du.«

Den besked fik Ellie Jokar hos et pladeselskab, da de skulle til at optage hendes første musikvideo. Svaret var nej. Reaktionen var, at Ellie nu havde brudt sin kontrakt. Og resultatet var, at hun pakkede sine ting og skred.

»Jeg har altid sigtet efter at blive taget seriøst og være med til at gøre en forskel i samfundet. Og jeg vil gerne være fuldt påklædt, tak. Hvorfor er det egentlig, at kvinder altid skal smide tøjet for at komme ud med et budskab? Det lyder måske som et dumt eksempel, men det er jo derfor, at sådan en som Kim Kardashian smider tøjet hver anden måned - for at beholde sin aktualitet. Måske ville jeg sælge flere plader, hvis jeg stod i en lille bh, men hvad er det så egentlig, jeg sælger? Kroppen? Min sjæl?«

I 2007 startede den 25-årige rapper og komiker af samme grund sit eget pladeselskab, Mammi Records, hvor hun selv kunne bestemme over sin påklædning og sit offentlige udtryk.

»Inden for hiphop, som jo er en meget mandsdomineret verden, er der nogle virkelig karikerede stereotyper omkring kvindelige rappere. Hvis man vil sælge plader, skal man helst stå i små hotpants med røven op i skærmen og synge om, hvordan man godt kan lide at få den, forfra, bagfra, på hovedet. Det kan bare være så stødende, synes jeg. Især når man, som jeg, ikke er typen, der gider sådan noget,« siger hun.

Ellie Jokar er født i Iran og kom til Danmark med sine forældre som 4-årig i 1984. Som ung savnede hun ofte kvinder i den offentlige debat, medierne og kulturlivet, som hun kunne identificere sig med og spejle sig i.

»Jeg har jo egentlig altid syntes, at vi har ret fine forhold i Danmark, sammenlignet med der, hvor jeg selv kommer fra, i forhold til kvinders medbestemmelse i samfundet. Men altså, jeg har for eksempel aldrig været en rigtig pige-pige i nederdel, som spillede på min kvindelighed. Jeg var mere til baggy bukser, hue, bandana. Og i Danmark i 90’erne var der ikke nogen, jeg kunne identificere mig med i fjernsynet, ikke nogen kvindelige rollemodeller, der var som mig, eller havde en baggrund, der mindede om min egen. Men det er jo vildt interessant at se, hvor meget samfundet har ændret sig siden dengang! «

Hvordan har det ændret sig?

»Her de seneste par år synes jeg, at der er kommet mange flere forskellige kvindelige forbilleder og rollemodeller, som børn kan se op til. Både i den offentlige debat og i kulturlivet, for eksempel i bandet L.I.G.A som jo har en kvinde med irakisk baggrund som trommeslager, mens drengene synger. Det er jo en helt ny bandstruktur, og det er vildt fedt at se, synes jeg.«

Ellie Jokar er selv en af disse nye rollemodeller. I 2013 blev hun et kendt ansigt i den brede offentlighed for sin rolle i DR2-satireshowet “Det slører stadig”, og i 2015 skabte hun opmærksomhed med DR3-dokumentarserien “Hvem f…. er Ellie?”, der fulgte hende tæt i processen at acceptere sig selv som biseksuel. Hun bevæger sig hjemmevant i fag, som stadig få danske kvinder endnu har kastet sig over, og hun har gennem en årrække også arbejdet som mentor for udsatte unge. Selv tror hun på, at kultur spiller en afgørende rolle i forhold til at nedbryde fordomme og give plads til dem, der ikke har en stemme i samfundet:

»Jeg tror, at ved at lære de unge om den danske kultur og give dem en følelse af, at de også selv er med til at bidrage til den, så vil man også få en bedre integration. For så kan det godt være, at du ikke er så god til at tale dansk endnu, men du har en måde at kommunikere på alligevel. Og det er så vigtigt at føle sig lyttet til, når man som ung går rundt med en masse frustrationer,« siger hun.

Kernen i Ellie Jokars arbejde synes at være fordommene og stereotyperne. Det er dem, der skal nedbrydes med humor, med alvor og mest af alt med kærlighed.

“I “Det slører stadig” ville vi bruge humoren som redskab til at nedbryde de fordomme, der er mellem danskere og nydanskere. Og så ville vi behandle emnet med kærlighed, ikke håne eller udstille nogen. Og jeg har jo efterfølgende kunne se efterfølgende på de ting, der har været skrevet, at folk jo faktisk har følt, at det var med til at afmystificere nogle ting. Efter at man har set en kvinde danse ballet i en burka, er man pludselig ikke så bange for burkaer længere. Så ved man, at inde bag den er der en mor, kvinde, datter,” siger hun og understreger:

»Det er det, jeg gerne vil vise i mit arbejde: At hvis vi fjerner køn, seksualitet, hudfarve, nationalitet, så er der bare et menneske inde bag ved. Og det er det menneske, vi skal lære at elske, acceptere og lytte til, i stedet for at lade os bombardere med frygt, fordomme og forestillinger om det, vi ikke kender.«

»Jeg er jo heller ikke en fodkunstner, fordi jeg har fødder«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Julie Nord, f. 1970, billedkunstner

Kvinder i kunst bliver stadig set som eksotika, mener billedkunstner Julie Nord, der selv tager afstand fra prædikatet “kvindelig kunstner”.

At blive en del af en bølge er noget, mange kunstnere på et eller andet tidspunkt må forholde sig til. Nogle betragter det som en gave, andre som en gave, de helst ville have været foruden.

Billedkunstner Julie Nord placerer sig i den sidste kategori. Da hun blev færdig på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001, hoppede hun næsten direkte ud i en af disse omtalte bølger. En kvindebølge.

»Jeg kom på udstillinger sammen med for eksempel Kathrine Ærtebjerg, Lise Blomberg og Trine Boesen - udstillinger, som i første omgang handlede om narration og om det fantastiske, som jo var noget af det, vi på forskellige måder arbejdede med. Men efterhånden kom der mere og mere fokus på, at det var kvinder, der var udstillet. Det blev kurateret som kvindeudstillinger. Og på den ene side er man jo meget villig til at få en hvilken som helst platform, når man lige er kommet ud af akademiet - og jeg syntes jo, at det var nogle dygtige kunstnere, jeg skulle udstilles sammen med. Men til sidst havde jeg det bare enormt svært med, at det, der samlede os, skulle være vores køn. Man ville jo aldrig nogensinde se en udstilling, der hed “mandlige kunstnere”, ville man?« spørger hun.

I slutningen af det 20. århundrede blev kvinder i kunst i stigende grad et tema, der optog kvindesagsforkæmpere, medier og forskere - ført an af blandt andre kunsthistoriker Linda Nochlin, der i sit ikoniske, feministiske essay med den kontroversielle titel “Why Have There Been No Great Female Artists?” (1971) pegede på en række historiske forhold og sociale mekanismer, som på forhånd afskar kvinder fra en succesfuld kunstnerkarriere.

Julie Nord blev uddannet 30 år efter Nochlins essay, men ikke desto spøgte samme spørgsmål stadig i den kunstverden, hun kom ud i, og det runger stadig i baggrunden i dag, hvor danske museer kæmper med kritik for både at indkøbe og udstille markant flere værker af mandlige samtidskunstnere end af kvindelige, selvom kønsfordelingen blandt de studerende på akademierne efterhånden er lige.

Den ulige repræsentation på museerne er et udtryk for vanetænkning, mener Julie Nord, der også ser dette som grunden til, at kønnet hos de kvindelige kunstnere gerne bliver brugt i formidlingen af kunsten. Kvindelige kunstnere er en form for “eksotika” i kunstverdenen, siger hun.

»Jeg tror bestemt ikke, at det er fordi museerne ikke vil udstille kvinder. Jeg bliver jo selv udstillet. Men der er stadig nogle fastlåste forestillinger i kunstverdenen om, at centeret af kunsten ser ud på en bestemt måde og er lavet af en bestemt type. Og så foregår der sådan nogle side shows med kinesere og kvinder og andre outsiderkunstnere udenom, som så bliver sådan en slags eksotika - hvis man nu skal være helt hård,« siger Julie Nord.

Når Julie Nord går op i sit atelier, er det ikke med en bevidsthed om sit køn, fortæller hun. Hun maler ikke fra et bevidst kvindeligt udgangspunkt, og temaerne i hendes kunst er ikke kønsspecifikke, selvom de foruroligende pigefigurer med store, blanke øjne og knudrede, sorte tanker, der synes at gå igen i en del af hendes værker, måske kan aflæses som feminine. Derfor er det også en forsimplet læsning af kunsten, når den bliver udstillet eller omtalt som kvindelig kunst, mener hun.

»Jeg har jo arbejdet ret bevidst med sådan en pigeværelsesæstetik - som et virkemiddel blandt mange. Men det var ikke fordi, at jeg ville fortælle om det at være pige. Det var mere noget med at få folk med ind på pigeværelset og så brække gulvbrædderne op, og vise at der var noget andet inden under. At virkeligheden ikke er, hvad den ser ud til. Det er generelt dét, der interesserer mig i mine projekter - at tage noget vi kender rigtig godt, og så vride det af led. Og det har jeg i øvrigt gjort med mange andre fænomener end pigeværelset, for eksempel familieportrætter,« fortæller hun.

Men kan man slippe sit køn helt som kunstner?

»Selvfølgelig kan man ikke det. Jeg kan ikke slippe mit køn, jeg kan ikke slippe min opvækst, jeg kan ikke slippe mit syn på verden. Det ønsker jeg heller ikke. Men at tage en specifik ting ud, som for eksempel mit køn, og sige, at dét er min drivkraft, det er ikke bare synd for mig, det er også synd for kunsten. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at der er ret mange af mine mandlige kolleger, der ville synes, at det var meningsfuldt, at deres kunstneriske udgangspunkt blev reduceret til deres maskulinitet.«

Med tiden valgte Julie Nord at sige nej til kvindeudstillingerne. Og prædikatet “kvindelig kunstner” skurrer stadig i ørerne på billedkunstneren.

»Ja, for hvad er kvindelighed? Selvfølgelig har vi noget med os i kraft af vores køn, men der er jo også meget i “det kvindelige”, der i bund og grund bare er sociale konstruktioner. Jeg kender masser af mandlige kunstnere, der laver fine og poetiske ting, som man måske traditionelt kunne se som “kvindelige”, og jeg kender kvindelige kunstnere, der laver minimalistiske værker, som ikke typisk bliver forbundet med kvindelighed,« siger hun.

»Helt ærligt, jeg er jo heller ikke en fodkunstner, fordi jeg har fødder!«

»It ain’t over yet«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Hanne-Vibeke Holst, f. 1959, forfatter

Forfatter Hanne-Vibeke Holst så sin mormors liv forsvinde ned i køkkenvaskens afløb og besluttede sig i det øjeblik for, at sådan skulle hun ikke selv have det. Indignationen, som hun byggede op til lyden af 1970’ernes rødstrømper, der aktionerede i gaderne, ulmer stadig i hende i dag.

Forfatter Hanne-Vibeke Holst var kun en ung pige, da Rødstrømpebevægelsen groede frem i begyndelsen af 1970’erne og som ringe i vandet spredte sig fra Københavns kunstner- og universitetsmiljøer - enkelte steder helt ud til der, hvor Danmarks kyst bukker under for vandmasserne. Selv stod hun parat i Løkken i det nordligste Jylland med åbne arme, øjne og ører og lod strømningerne fra den nye venstreorienterede kvindebevægelse skylle ind over sig.

»Det er måske svært for yngre generationer i dag at forstå, hvor stor en befrielse det var,« mindes hun.

»Det var simpelthen en revolution. Dets lige var ikke set magen til før i historien, og ingen havde forestillet sig, at der var den kraft i kvinder. Derfor blev de også så berusede af det potentiale og den styrke, de rent faktisk besad. Man kunne ikke undgå at blive revet med af det, hvis man var fremme i skoene. Og det var jeg, så jeg blev selvfølgelig enormt inspireret af alt det her,« fortæller hun.

Selvom Hanne-Vibeke Holst selv var for ung til selv at deltage i 1970’ernes basisgrupper og gadeaktioner, blev hendes livslange interesse for feminisme og ligestilling vakt til live i netop disse år.

»Hvis man er et nogenlunde begavet individ, så kan man jo se, at der er noget galt, hvis man lever i en samfundsorden, hvor der er nogen, som åbenlyst er mere værd end andre. For mig blev det meget tydeligt, da jeg blev 12-13 år. Når jeg læste avis kunne jeg se, at det var mænd hele vejen igennem, og jeg kunne høre, at der blev talt nedladende til og om kvinder. Jeg kan huske, at jeg så min mormor, som ellers var en meget begavet kvinde, stå der ved køkkenvasken, og jeg kunne jo se, at hendes liv løb bare ud i den vask. Ned i afløbet. Der var der, at jeg tænkte, at 1) sådan skal jeg ikke være, og 2) det her, bliver jeg nødt til at finde ud af, hvad er.«

Hanne-Vibeke Holst begyndte at læse Doris Lessing og Suzanne Brøgger, strikkede tøj i plantefarvet garn og bagte klidbrød, som ingen kunne få ned, om så de virkeligt ønskede det. Og selv da 1980’erne ankom med individualismen, skulderpuderne og DINKs-parrene (Double Income No Kids, red.), og selv Hanne-Vibeke Holst måtte krybe til korset og anskaffe sig en læbestift og en habitjakke, holdt hun stædigt fast i den “indignation”, som hun selv kalder det, der opstod til mindet om mormoren ved køkkenvasken.

»Hvis jeg sammenligner mit liv med min mormors liv, så må jeg sige, at hold op, hvor har vi rykket os meget. Kvinder i Danmark har fået så meget frihed - der er så mange områder og domæner, vi er trådt ind på. Vi har en kvindelig statsminister. Vi har et daginstitutionssystem, der gør, at kvinder både kan have en karriere og være mødre. Mændene har fået adgang til børnepasningen. Men! It ain’t over yet! Vi lever jo stadig i et samfund, hvor vi ikke har ligeløn, hvor vi ikke har lige repræsentation af kvinder i toppen, og hvor vi ikke har barselsorlov til mænd. Og så er der jo hele spørgsmålet om vold mod kvinder og chikane mod kvinder i det offentlige rum og problemerne med unge pigers selvværd og kropsneuroser. Mange af de gamle temaer florerer jo endnu.«

Hanne-Vibeke Holst er i dag en af landets mest kendte og læste romanforfattere. Samtidig har hun ofte markeret sig som samfundsdebattør og stemme i ligestillingsdebatten - også i de år, hvor kvindekampen syntes allermest slumrende.

»Der er begyndt at komme nogle små nogle små skvulp af det i dag, og det virker egentlig som om, at der er nogle unge kvinder, der gerne vil tale om de her ting i dag. Men generelt oplever jeg, at man dengang var man langt mere offensiv, handlingsorienteret - og så at man frem for alt havde det sjovere sammen. Det var jo en bevægelse. I dag sidder vi meget i vores små soloting. Én har en blog på nettet, en laver et kunstprojekt eller en urban garden, der kan samle nogle få. Succes i dag handler om, at jeg skal have succes, det er mig, der skal op på scenen, hvor man dengang var mere optaget af, hvordan man fik “de andre” med - for eksempel dem, der tilhørte arbejderklassen,« fortæller hun og tilføjer:

»I dag kunne man for eksempel kigge på indvandrerpigerne - hvordan får vi dem med? Der var en ambition om at komme ud over sig selv. Den har jeg måske lidt sværere ved at se i dag.«

Men er en del af det ikke bare flyttet over på Internettet, hvor kvinder er begyndt at skrive sammen om for eksempel hverdagssexisme på hjemmesider og i lukkede Facebook-grupper?

»Internettet jo på sin vis er det, der sætter bevægelser i gang i dag, ja, men det er også med til, at bevægelserne hurtigt uddør, fordi det i sin natur er så overfladisk. Der mangler ligesom det her med, at man sætter sig ned sammen og taler om, hvordan man har det - laver nogle basisgrupper! Der ligger et klart potentiale for yngre generationer der.«

 

»Det er først efter 40, at livet for alvor bliver interessant«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Sonja Oppenhagen, f. 1948, skuespiller

Der skete et skift mellem Sonja Oppenhagens generation og hendes mors, fortæller skuespilleren, der modsat sin mor fik mulighed for at »realisere sig selv«.

»Fordi, fordi, fordi, fordi, jeg bare er så glad!«

Året er 1966, og 17-årige Sonja Oppenhagen danser rundt i et typisk teenagepigeværelse i A-formet Twiggy-kjole og store blomsterøreringe. En perfekt parodi på tidens selvoptagede ungdomskultur, der netop havde fået øje på sig selv i spejlet - og nød synet.

Kendere udi dansk filmhistorie vil vide, at scenen stammer fra første generation af “Min søsters børn”-filmene, hvor Sonja Oppenhagen spiller rollen som den kønne teenagestoresøster Rikke, som senere i serien i tråd med tidsånden slutter sig til rødstrømperne for at protestere mod ægteskabets diktatur.

Sonja Oppenhagen er en del af den store efterkrigstidsgeneration, som vi idag kalder babyboomerne eller 68’erne. De voksede op i et samfund i økonomisk vækst, hvor kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet til tonerne af Daimi, der satte sin hat som hun ville, og hvor det kulturradikale frigørelsesprojekt prægede alt fra seksualmoral til boligindretning. Unge Sonja lod sig fascinere af scenekunsten, og hun brugte det meste af sin ungdom på at danse ballet på Det Kongelige Teaters balletskole, spille skuespil og drømme om berømmelse og eventyr, mens dagene fløj og scenerne skiftede fra teater til filmsæt og tilbage igen.

»Når man er ung, er man så styret af det her store “jeg”. Jeg vil være en kendt skuespiller. Jeg vil gøre en forskel, jeg vil realisere mig selv! Sådan var det i hvert fald for mig dengang. Det var sådan en motor, der drev én fremad,« fortæller Sonja Oppenhagen, der også er bevidst om, at det var helt anderledes, da hendes mor var ung.

»Der skete virkelig noget mellem min mors generation og min,« siger hun.

»Min mor holdt op med at arbejde, da hun blev gift med min far. I pænere ægteskaber arbejdede konen ikke, og vi var ikke var specielt velstående, så det var en ære for min mor at gå hjemme alligevel. Sådan var det at være kvinde dengang. Der var sådan nogen som Lise Nørgaard, der var rebeller og gjorde, hvad de ville og fik deres egen karriere, men rigtig mange gjorde som min mor og blev hjemme. Og det var da synd for min mor, synes jeg, for da hun så ville skilles, sagde advokaten: “Men hvad vil De få for arbejde? De har ikke været ude på arbejdsmarkedet i mange år, og hvem skal så passe børnene?”. Så fastlåste var kvinder til hjemmet dengang. I dag er det jo nærmest lige så ofte en mand, der skal gå lidt tidligere for at hente børnene, som at det er en kvinde.«

Selv har Sonja Oppenhagen haft et langt arbejdsliv, og hun har tænkt sig at fortsætte “til hun ikke kan huske mere”. Hun føler sig som skuespiller i høj grad ligestillet med sine mandlige kollegaer, men når det gælder adgangen til roller, har hun godt kunnet mærke, at noget forandrer sig, når man som kvinde krydser 40, fortæller hun:

»Der bliver simpelthen bare ikke skrevet særlig mange roller til kvinder over 40. I Shakespeares forestillinger er det jo også mænd, mænd og mænd, og det har egentlig ikke ændret sig så meget. Jeg er kommet forbi det ved selv at have produceret nogle forestillinger i de perioder. Hvis man gerne vil arbejde, så må man jo selv skabe de jobs, man gerne vil have,« siger hun og tilføjer næsten kækt:

»Jeg ved ikke, hvorfor man ikke synes, at kvinder over 40 er interessante. Det er jo først der, livet for alvor begynder at blive interessant!«

For Sonja Oppenhagen betød det at blive voksen, at hun i højere grad åbnede sig mod verden og begyndte at interessere sig for det samfund, der omgav hende:

»Det gik op for mig, da jeg var omkring 28 år, at jeg egentlig havde levet utroligt isoleret, først som balletbarn, som danser og senere som skuespiller. Jeg var bare gået fra det ene til det andet, uden overhovedet at reflektere over samfundet omkring mig. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik lyst til at begynde at se lidt ud ad. Det var også en nødvendighed for min personlige udvikling.«

Som konsekvens af den erkendelse blev Sonja Oppenhagen aktiv i foreningen Kunstnere for Fred i 1980, som hun var formand for mellem 1984 og 2003. Hun udviklede en politisk bevidsthed, som stadig præger hende i dag, fortæller hun.

Hvad betyder stemmeretten for dig?

»Det, at have en politisk stemme og engagere mig i samfundet, betyder meget for mig. Jeg stemmer altid selv til valg, for jeg mener, at det er så afsindigt vigtigt, at vi alle tager ansvar for det land, vi bor i og for det demokrati, vi har. Det er vores pligt at stemme. Og jeg mener virkelig, at kvinder overalt i verden bør kæmpe for at få deres stemmeret, hvis de ikke har den.«

Bevidstheden om det samfund, som omgiver hende, har Sonja Oppenhagen også bragt ind i sit arbejdsliv, hvor hun bruger skuespillet til at række ud efter udsatte grupper, for eksempel som oplæser i Horserød Statsfængsel og i hendes tætte samarbejde med Alzheimerforeningen.

»Jeg synes, at det er det, kunsten også kan. Og det er en del af det, jeg holder af ved at være skuespiller i dag. Man fortæller nogle historier, men man får også historier igen, fordi man møder mennesker gennem kunsten,« siger hun.

»Jeg har jo fået lov at realisere mig selv. Nu er det noget andet, det handler om.«

 

»Jeg bliver ved, til jeg skal bæres ud«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Ida Davidsen, f. 1937

Fra sin plads i køkkenet oplevede smørrebrødsjomfru Ida Davidsen, hvordan verden omkring hende langsomt forandredes: Kvinderne fik lov at bestemme - og det fik stor betydning for, hvordan hendes 62 år lange arbejdsliv udformede sig.

Man ser hende for sig. Den stille husmor i nydeligt forklæde og med opsat hår, roligt rørende i de evige kødgryder, rundt og rundt, til livet er forbi. Udtryk som “kvinderne tilbage til kødgryderne” har gjort køkkenet til et gennemgående symbol i ligestillingsliturgien som et slags husmoderens fængsel - det sted, hvor mor hørte hjemme, mens far var på arbejde.

Billedet virker måske en anelse fjernt og falmet i dag, men da Ida Davidsen kom til verden i 1937 var det anderledes almindeligt at være hjemmegående husmor - omkring hver tredje kvinde var uden for arbejdsstyrken, og på grund af den høje arbejdsløshed under mellemkrigstidens økonomiske krise, så man skævt til de gifte kvinder, der stjal arbejdet fra mændene.

Der er imidlertid langt fra den sukkende husmor ved kødgryderne til den rappe “Dronning Ida,” som sønnen kalder hende - kvinden bag den legendariske smørrebrødsrestaurant på Store Kongensgade i København, som stadig bærer hendes navn med stolthed i dag. For unge Ida Davidsen var køkkenet lig med arbejdsliv. Et arbejdsliv, som hun ikke ville bytte for noget i verden, siger hun.

»Jeg elsker hver dag på arbejde. Jeg er 77 i dag, og jeg har arbejdet, siden jeg var 15. Så kan du jo selv begynde at tælle!«

Hun sender et trodsigt smil ud under den høje, hvide kokkehue, som med årene er blevet hendes signatur, og som af samme grund af fået flere centrale placeringer ved restaurantens indgangsparti.

»Jeg duede ikke så godt til at gå i skole, for jeg var dybt ordblind, og det vidste man ikke, hvad var dengang, så jeg dumpede og dumpede. Jeg var meget sød, men frygteligt dum - sådan sagde man, indtil der kom en ordblindelærerinde til skolen i mit sidste skoleår. Hun kunne se det med det samme. Men der var det for sent. Min far havde allerede lovet mig, at jeg måtte komme i lære, og det har jeg aldrig fortrudt, at jeg gjorde,« fortæller hun.

Ida Davidsen er fjerde generation af restauratører i sin familie. Hun har altid elsket at arbejde, og det faldt hende ganske naturligt, for hendes mor arbejdede også, selvom mange kvinder dengang forlod arbejdsstyrken, når de blev gift. Hendes lange arbejdsliv med ansvar og lederroller er ikke noget hun deler med ret mange kvinder i sin generation, men for Ida Davidsen var der ingen tvivl om, at det var den vej, hun ville gå:

»Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg skulle lave. Lige siden jeg var 5-6 år og stod på en ølkasse og smurte smør på rugbrødet i køkkenet hos Oskar Davidsen ude på Åboulevarden,« siger hun og peger på væggen, hvor hendes oldefars gamle butik på Nørrebro er skitseret.

Ida Davidsen har en aura af autoritet, der næsten virker medfødt, når hun tjept går igennem restauranten og tjekker, at alt er som det skal være. Hun er altid i fuld uniform: Hvid kittel med bælte i taljen, Dannebrog på brystet og så kokkehuen, naturligvis. “Ellers går det da helt galt,” siger hun.

Autoritet var imidlertid bestemt ikke noget, hun var sikret fra begyndelsen - dengang hun begyndte at smøre sine første rugbrødsmadder.

»Der er jo sket så meget i min tid på det område. Før i tiden var tankegangen, at kvinder var et og mænd noget andet. Og sådan var det også i restaurantkøkkenerne. Kønnene var skarpt adskilte, og der var et klart hierarki, hvor herrerne altid var i toppen. Du så aldrig en kvinde stå i spidsen for det hele. I min tid begyndte det heldigvis, at blive sådan, at vi kvinder fik noget mere indflydelse over vores dagligdag og arbejdsliv. Og det betød meget for mig,« siger hun.

Hvordan kunne du mærke det skift?

»Altså, i mit fag har man jo det varme køkken og det kolde køkken, og der var opdelingen helt klar. De to køkkener var fuldstændigt adskilte. Kokkene i det varme køkken kom ikke ind hos os, og vi kom ikke ind hos dem. Det har jeg levet i det meste af min opvækst. Men det ændrede sig jo. Jeg var i Amerika i lære og så, hvordan de havde slået køkkenerne sammen, så mænd og kvinder samarbejdede. Det var smart, at man kunne hjælpe hinanden på den måde. Og det varede jo ikke længe, før vi kvinder virkelig fik noget at skulle have sagt, for vi var jo meget ihærdige,« smiler hun.

I dag er det sønnen Oscar, der står for restauranten, men Ida Davidsen har stadig sin daglige gang i køkkenet. Og når der er tid, snupper hun sig gerne et stykke smørrebrød. Det bliver man ikke træt af, selv efter mere end 60 år med rugbrødsmadder.

»Mit yndlingssmørrebrød er nyopgravne kartofler på et stykke hjemmebagt rugbrød. Med krydderfedt, purløg, salt og peber. Det kan jeg bare blive ved med at spise, hele dagen! Og det er helt forfærdeligt, for det sætter sig jo på sidebenene. Men der er nu ikke noget så dejligt som nyopgravne kartofler.«

Selvom Ida Davidsens for længst har overskredet den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder, bliver der ikke tale om pension lige foreløbig. Dronning Ida har nemlig andre planer:

»Jeg bliver ved, til jeg skal bæres ud med fødderne først. Sådan er det! Jeg håber, at jeg falder om her og så farvel og tak!«

 

»Det krævede brutalitet at blive forfatter«

Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Hanne Marie Svendsen, f. 1933, forfatter

Som ung lovede forfatter Hanne Marie Svendsen sig selv, at når hun blev voksen, ville hun skrive bøger, hvor det var piger, der drog på eventyr.

En dag i midten af 1940erne står en ung pige med ansigtet vendt mod hjemmets store bogreol, fordybet i sine egne tanker. Reolen er fyldt med bøger - hendes mors og mormors ungpigebøger og morens yngre brors drengebøger. Den unge pige er forfatter Hanne Marie Svendsen, og den dag gør hun sig en vigtig erkendelse om litteratur: Den mangler eventyrlystne piger.

»Jeg kan tydeligt huske det,« siger hun og trækker ubesværet det godt og vel 60 år gamle minde frem fra hukommelsen.

»Jeg syntes, at ungpigebøgerne var kedelige. De handlede kun om unge kvinder, som var henvist til familielivet og den snævre hjemlige sfære. I drengebøgerne drog hovedpersonerne ud på eventyr, sejlede over de store oceaner, fandt det sunkne land Atlantis, var opdagelsesrejsende i en farefuld verden. Og jeg kan huske, at jeg stod der, foran den reol, og sagde til mig selv: Når jeg bliver voksen, vil jeg skrive bøger, hvor det er piger, der tager på eventyr!«

Det løfte kom Hanne Marie Svendsen til at holde. Men først efter mere end 30 år.

“»Jeg har altid vidst, at jeg skulle skrive skønlitteratur. Alligevel debuterede jeg først som 43-årig. Jeg havde tre forskellige bøger liggende, som jeg var begyndt på i brudstykker, men der skal en vis brutalitet til at sige til sin familie, at nu er jeg inde i min egen verden og vil ikke forstyrres,« siger hun og tilføjer:

»Det er jo anderledes nu. Det er for eksempel gået op for mange mænd, at pasningen af børn også er deres gode og givende arbejdsområde. Men de gamle mønstre er alligevel ikke sådan at afskaffe. De sidder der et eller andet sted, og de sidder godt fast. Det er jo stadigvæk mange steder sådan, at omsorgen for familien hviler på kvinden.«

Hanne Marie Svendsen bor i dag sammen med sin mand, tidligere forlægger Werner Svendsen, som hun har været gift med, siden hun var 21 år. Men i hendes opvækst var mænd i familien en mangelvare, fortæller hun.

»I min familie døde mændene tidligt: Min bedstefar var død, inden jeg blev født, og min far døde, da jeg var 8 år. Kvinderne måtte skaffe sig en uddannelse og påtage sig forsørgerrollen. Jeg voksede op i en verden, hvor mænd var en »luksus«. De var skrøbelige, og man skulle passe på dem. Det lå dybt i familiens kvinder, at det var kvindens ansvar at sørge for familien, og det er jo nok det, jeg på en eller anden måde har båret med mig. Men jeg har også haft mange diskussioner med de stærke kvinder i min barndom,« siger hun og griber ud efter sin bog »Unn fra Stjernestene« (2003), som hun har lagt frem på sofabordet foran sig.

»I den bog lader jeg nogle af de diskussioner, som jeg havde med de gamle damer i familien gå videre. Der er en scene, hvor Unn siger til sin bedstemor, at hendes største helt er en kvinden som Thordis, der trak i mandsklæder og sørgede for sin skrøbelige mand. Og til det svarer bedstemoderen, at den kvinde bryder hun sig bestemt ikke om. Hun siger: »Kvinder skal bruge deres evner, retlede mændene og ikke gøre sig lige med dem«. Det kunne min oldemor have sagt. Men ikke hendes datter, der var lærerinde. Hun arbejdede I sin ungdom for kvindernes valgret, og var forarget over, at der ikke var ligeløn.«

Hvad betyder valgretten for dig?

»Det er forpligtelse. En borgerpligt og borgerret, der giver mig en fornemmelse af trods alt at være med til at skubbe samfundet i den rigtige retning. Selv om jeg godt ved, at mange politikere, når de først er ved magten, svigter utopien til fordel for det, de kalder nødvendigheden.«

Fordi Hanne Marie Svendsens barndom var fuld af stærke kvindeskikkelser, var det også naturligt for hende at lade sin litteratur cirkle om netop disse viljestærke kvinder.

»De stærke kvinder er der, fordi det var sådan min virkelighed så ud. På det punkt har jeg nok været priviligeret,« siger hun.

Du bliver nogle gange læst som en forfatter med et kønspolitisk fokus. Er køn en vigtigt tema for dig i dine bøger?

»Jeg skriver om både mænd og kvinder. Og nu er det jo kvinderne, der læser mest, men jeg tror efterhånden, at jeg også har fået en del mandlige læsere, og det er jeg rigtig glad for. Min debutbog »Mathildes Drømmebog« (1977) har måske et mere kønsspecifikt indhold end de senere bøger. Da jeg skrev den, tror jeg nok, at jeg tænkte, at det var en sørgelig kvindeskæbne.«

Ligesom barndommens bogreol er Hanne Marie Svendsens hjem fyldt med bøger. De hober sig op i stabler uden for reoler og bogkasser, finder rum i indretningens sprækker. Og der er masser af bøger om kvinder på eventyr, skrevet af forfattere af begge køn. Meget er forandret siden barndommens første møde med litteraturen.

Hanne Marie Svendsen har aldrig følt sig behandlet eller læst anderledes, fordi hun var kvinde og forfatter. Men hun har somme tider følt at mændene havde et særligt forspring på hjemmefronten, fortæller hun med et lille smil:

»Jeg var somme tider lidt misundelig på de mandlige forfattere. De havde som regel en god kone, som sørgede for det praktiske derhjemme - en »husets engel« eller som Rainer Maria Rilke (digter, red.) sagde: En, der var »som en søster, som et venligt klima, der passede på huset«,« ler hun og lægger et lille tryk på ordet »klima«. Forestillingen om kvinden, der som en slags beskyttende atmosfære lægger sig blidt om manden, virker let komisk i nutidige, danske ører - selv dem, der har hørt lidt af hvert gennem mere end 81 år.

»Jeg talte engang med Fay Weldon (britisk forfatter, red.), som fortalte, at hun var blevet spurgt, hvad hun ønskede sig i sit forfatterskab,« siger Hanne Marie Svendsen.

»Hun svarede: »I wish I had a good wife.« Det kunne jeg godt genkende.«