10-årig dreng i fyrværkeri-ulykke: Eksperiment med hjemmelavet kanonslag gik galt

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

I alt fik 25 skadet deres øjne af fyrværkeri. Ti af dem var tilskuere. Næsten ingen bar beskyttelsesbriller.

Der blev nytårsaften og -nat registreret 25 øjenskader på landets øjenafdelinger. Heraf er der fire alvorlige øjenskader, der næsten sikkert vil give varige mén.

Det oplyser overlæge Jørgen Villumsen fra Region Hovedstadens øjenafdeling på Glostrup Hospital. Han har indsamlet tal fra øjenafdelingerne i landets fem regioner.

Blandt de 25 skadede er 12 børn.

»Stort set ingen af dem, der har fået øjenskader, har brugt beskyttelsesbriller. 23 oplyser, at de ikke havde briller på, mens to muligvis havde det,« siger Jørgen Villumsen.

En af de skadede børn er en 10-årig dreng, der mislykkedes med et eksperiment med hjemmelavet fyrværkeri. Eksperimentet gik galt, da han forsøgte at lave et kanonslag af krudt fra heksehyl.

Jørgen Villumsen hæfter sig ved, at 10 af dem, der har fået skadet deres øjne, ikke selv håndterede fyrværkeri, men blev ramt, da de stod og så på.

Ifølge Region Sjællands opgørelse i hele landet har der været 38 øjenskader. Men her er der også tale om øjenskader af mindre alvorlig karakter, hvor folk har kunnet sendes hjem uden behandling, mener Jørgen Villumsen.

Glostrup Hospital har i en årrække opgjort nytårets øjenskader. Ved den tilsvarende undersøgelse sidste år blev der registreret 10 øjenskader. Men tallene er behæftet med en del usikkerhed, understreger Jørgen Villumsen.

»Man skal passe på med at sammenligne, for det kan være forskelligt, hvad der tælles med år for år,« siger han.

I år er der imidlertid mindst fire såkaldte synstruende skader, der med stor sandsynlighed vil give varigt mén med nedsat syn eller andre alvorlige problemer.

En af de alvorlige øjenskader skete, da en person fik et nedfaldent fragment fra noget fyrværkeri i øjet.

Af øjenafdelingernes samlede tal på 25 registrerede skader handler ni om personer, der er blevet ramt af raketter eller fyrværkeribatterier, der er eksploderet, inden fyrværkeriet er kommet i luften.

/ritzau/