1. maj: Kongens Nytorv i går

Svenske greve Folke Bernadotte er i København - folk stimler sammen foran hotel D Angleterre på Kgs. Nytorv Fold sammen
Læs mere
Foto: Børge Lassen

Københavnerne stimlede sammen den 1. maj på Kongens Nytorv. Den berømte svenske grev Bernadotte var i byen og boede på Hotel d’Angleterre. Berlingske bragte et fotografi af københavnerne og skrev i billedteksten: »Der var hele dagen stærk trafik på Kongens Nytorv, og mange mennesker samlede dagen igennem foran Hotel d`Angleterre i håb om at få et glimt at se af Grev Folke Bernadotte og andre internationale personligheder, der førte gårdagens forhandlinger.«

Bernadotte var kendt som tidens måske mest berømte humanitære aktivist, der ikke mindst havde stået i spidsen for aktionen for at frelse skandinaviske og andre fanger fra tysk kz-lejre, en storstilet indsats, hvor danske og svenske myndigheder arbejdede sammen, og hvor man bragte over 10.000 fanger hjem. Fra december 1944 førtes danske politifolk hjem, og snart kom andre grupper til. I marts sendtes en større lastbilkortege af sted for at hente fanger, der var samlet i kz-lejren Neuengamme, og den 15. april evakuerede man danske jøder fra kz-lejren Theresienstadt. I de sidste dage af krigen førtes 5.000 danske og norske fanger fra Neuengamme hjem.

Den svenske greve Folke Bernadotte og hustru Estelle ankommer til Københavns lufthavn Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulf Nilsen.

De forhandlinger, som man hentydede til i Berlingske, drejede sig om en fredsaftale, for det var en del af historien, at aktionen med De Hvide Busser kun kunne gennemføres, fordi SS-lederen Heinrich Himmler gav tilladelse til den. Det var Himmlers hensigt at nå til en fredsaftale med vestmagterne uden at orientere Adolf Hitler om sine handlinger. Derfor accepterede Himmler en række aftaler om frikøb af jøder fra kz-lejre, og det var også derfor, han tillod Internationalt Røde Kors i samarbejde med Dansk Røde Kors og det danske udenrigsministerium at besøge kz-lejren Theresienstadt i 1944, hvor godt 500 danske jøder var fanger. Også aktionen med De Hvide Busser må ses i dette perspektiv.

Folke Bernadottes Hvide busser ankommer med fangerne fra de tyske kz-lejre. jubel ved ankomsten til København Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Petersen.

I krigens sidste dage rygtedes det, at Himmler stadig forsøgte at nå til en fredsordning,  og at han og grev Folke Bernadotte førte forhandlinger i Lübeck. Himmlers forsøg mislykkedes, og snart efter blev han taget til fange og begik derefter selvmord.