Så bliv dog lærer!

Til trods for omfattende lempelser i adgangen til læreruddannelsen er tilgangen til studiet for femte år i træk stærkt faldende. Alt tyder på, at en stor del af den opvoksende generation vil blive mødt af ukvalificerede under­visere i skolen.

De dage, hvor man til fulde bekræftes i alle idealforestillingerne om lærer­arbejdets velsignelser og ikke ville bytte job med nogen på denne jord. Hvor det lykkes at ramme de strømførende lag i børnenes sind, og de åbner sig og vokser for dine øjne. Nu vil de vide, kunne, se, udtrykke, spørge, udforske, kort sagt: undervises.

Og du mærker, hvordan skolens magi griber klassen. Hvordan alle børnene for en stund glemmer sig selv og deres private gøremål til fordel for et sus af optagethed, der river alle med og løfter hele flokken i én stor mental bevægelse, så man næsten kan høre højspændingen knitre ind over synapserne. I glimt oplever du, hvordan børnenes enkle og klare forståelse åbner døre og skaber afklaring i dit eget sind. Hidtil ukendte og overraskende forståelser melder sig, og pludselig er det ikke bare børnene, der lærer. Det er også dig selv. Det er ikke bare dig, der øser af din voksenviden, men det undersøgende fællesskab, der tager nyt land under plov, udrustet med barnets klarsyn og den voksnes indsigt og erfaring. Når vi går hjem fra skole den dag, er vores verden ikke helt den samme, som da vi gik hjemmefra i morges. Alle børnene mærker, at der er sket noget vigtigt. Nogle af dem glemmer det aldrig. Mange voksne kan pege på sådanne øjeblikke som vendepunkter i livet. Mon ikke alle forældre ønsker for deres børn, at de møder lærere af denne slags i skolen?

Hvad er det da, du skal kunne som lærer? Ja, du skal naturligvis først og fremmest kunne dit fag og vide præcis, hvor du vil hen med din undervisning. Det er altså ikke gjort med at være et hestehoved foran børnene. Børnene opdager måske ikke din faglige usikkerhed, men det dunkelt tænkte er og bliver det dunkelt sagte. Der kommer ikke nogen pædagogisk kvalificeret samtale i gang, hvis læreren ikke magter at vinkle stoffet fra alle verdenshjørner, men må klamre sig til et bestemt perspektiv for at fastholde sin egen skrøbelige forståelse.

Det er derfor, folkeskolens aldrig officielt knæsatte, men ikke desto mindre sejrende ledelsesprincip om, at børnene skal have så få lærere som muligt, er et alvorligt problem. Det tvinger uvægerlig læreren ud i dilettanteriet. Og det hjælper ikke, at børnene måske ikke opdager, præcis hvorfor undervisningen bliver kedelig. Hvad skal de dog med musiklærere, der ikke kan spille og synge, historielærere, der ikke kan fortælle levende og engageret om fjerne tider og steder, og idrætslærere, der knap kan slå en kolbøtte? Skal skolen have det faglige løft, mange finder påkrævet, bliver danskerne derfor nødt til at spørge sig selv, hvordan det dog kan være, at danske børn i skolen kun kan styres af en klassemor m/k. Hvad er det i vores børneopdragelse, der bevirker, at mange børn ikke møder faglærere med almindelig høflighed og respekt?

Men det er langtfra nok, at man som lærer kan sit fag. Du skal også kunne tale et fagligt sprog, som børnene forstår. Ikke et forsimplet sprog, men et enkelt, klart og sikkert sprog med fylde og dybde, der kan forstås umiddelbart på mange niveauer. H.C. Andersens eventyr står som den ultimative mestring af denne vanskelige kunst. Selv for den, der har talentet, tager den år at lære. Og kravet om lærerens sprog­beherskelse går langt videre. Det handler også om stemmeføring: hastighed, volumen og tone. Fra det sekund du træder ind i klassen, til det øjeblik du forlader den, vil du blive tolket og forstået, ikke nødvendigvis som du gerne vil forstås, men som du virker i rummet. Du skal hele tiden være foran begivenhedernes gang, have et øje på hver en finger og uafladeligt justere din stil. Sideløbende med styringen af hele rummet skal du ustandselig kommunikere med enkeltindivider. Ultrakorte, stjerneklare og præcist adresserede signaler. Et blik, en attitude, en bevægelse. Rummet svirrer af ukontrollerede energier, og ingen af dem må overses. Du skal konstant prioritere. Hvilke energier vil du bringe til udfoldelse? Og hvilke vil du søge at udslukke gennem ignorering, diskret forebyggelse, aktiv foregribelse eller direkte indgreb? Timing, proportionssans og tydelige, konsekvente tolerancetærskler er essentielle størrelser, som udvikles gennem arbejdet med klasserne i tusindvis af timer.

Som lærer for en stor gruppe børn er du med andre ord på i en grad, som folk, der aldrig har prøvet det selv, næppe helt forstår. At styre en klasse kræver derfor frem for alt åndsnærværelse. Det undersøgende, lærende fællesskab er centreret omkring et fagligt tyngdefelt, som læreren konstant skal tilføre energi. Modsat voksne ser de færreste almindelige børn det som deres opgave at strenge sig an for at fastholde koncentrationen. Bliver læreren åndsfraværende og taler forbi dem, slynges de straks ud af alle tangenter. På mindre end et minut kan fokus være opløst og grebet om klassen være væk.

Sker det, kan læreren måske nok tiltvinge sig klassens opmærksomhed, men hvis det ikke sker med den fornødne sikkerhed og empati, er det kun en stakket frist. Andre kræfter overtager rummet, og læreren reduceres til en uvedkommende biperson, som ingen tager alvorligt. En tumling, der skubbes fra alle sider og hele tiden forsøger at komme på højkant igen. Eller i værste fald et såret dyr under angreb af en stime piratfisk, der har lugtet blod. Enhver skolelærers mareridt, og det scenarium, som de fleste lærerstuderende nævner først, når de skal sætte ord på deres største karrieremæssige frygt.

Skal læreren kunne mobilisere den nødvendige åndsnærværelse, må han derfor først og fremmest ville børnene. De skal mærke, at han interesserer sig levende for dem, at deres læring er vigtigt for ham, og at han altid lægger mærke til, hvordan de har det. En lærer, der blot passer butikken i henhold til ledelsens instrukser, kan ikke nå børnene. Ej heller en lidenskabsløs elevplansbestyrer, der punkt for punkt hakker checklisten fra sidste elevsamtale af og haster videre til næste elev. Børnene skal opleve det levende menneske, de har med at gøre. Dets væsen, dets ildhu, dets følelser, dets håb og dets frygt, kort sagt: lærerens personlighed. Læreren skal naturligvis hele tiden have målet med undervisningen for øje, men han skal også være spontan, ægte og ærlig, så børnene oplever ham som troværdig og hele tiden ved, hvor de har ham. Derved kan han optræde med den fornødne tydelighed og alligevel give plads til øjeblikkets inspiration. Improvisere, opfange uventede indspark og føre klassen på opdagelse ind i ukendt land.

Men læreren skal hele tiden holde justits med flokken, og det sætter en grænse for, hvor fri og spontan læreren kan være. Med en fasthed, der signalerer ro, magt og overblik, skal læreren kunne slå om, stige ud af processen, konfrontere eleven knivskarpt på få sekunder for derefter at vende tilbage til processen og fortsætte, som om intet var hændt. Også selv om det er tiende gang i dag. Magter læreren ikke at tøjle sin vrede, taber han sin værdighed, og dermed smadrer han selv magien og sine muligheder for at fastholde klassens fokus. Eleverne må aldrig opleve, at læreren breder sin frustration ud til de sagesløse. Selv om de fleste af børnene sikkert vil bære over med læreren, vil nogle af dem ikke kunne bære uretfærdigheden og vende deres vrede imod læreren. Sker det, forestår et et større genopretningsarbejde.

Lyder det uoverkommeligt? Tja, muligvis. Det, jeg her har beskrevet, er lærerens ideale fordring. Men er det ikke netop den, der er jobbets hovedattraktion? Det er måske nok relativt let at blive lærer, men det er ikke hvem som helst forundt at kunne blive en god lærer. Kun de færreste magter jobbet fra dag ét, og end ikke den mest rutinerede lærer kommer igennem en arbejdsdag uden at begå fejl. Enhver, der har mødt en rigtig dygtig lærer på sin vej og det har de fleste ved, at dette job kan bedrives med en entusiasme og en dygtighed, der sætter det i bås med nogle af samfundets højest respekterede professioner. Her møder du hele samfundet hver dag. Her er en opgave, du kan vokse med hele dit arbejdsliv igennem. Her kan du virkelig gøre en forskel for andre mennesker, store som små. Så bliv dog lærer!