S og SF genopliver byggeplaner på Kløvermarken

Efter højlydte skænderier og hårde offentlige angreb har S og SF givet hinanden hånd på, at der skal bygges boliger på Kløvermarken, hvis sikkerheden er i orden.

Foto: Liselotte Sabroe
Først var Socialdemokraterne og SF på Københavns Rådhus enige om at bygge boliger på Kløvermarken.

Så trak SF sin støtte til projektet tilbage, fordi partiet fandt sikkerheden i forhold til kemikalie- og brændstofdepoterne på det nærliggende industriområde Prøvestenen for ringe.

Et krisemøde mellem de to ellers så gode politiske allierede fik i sidste uge ryddet uenigheden af vejen, og byggeplanerne fik nyt liv. Men da SF fredag afviste at underskrive en fælles erklæring om, at de nu rent faktisk var blevet enige om at bygge de omdiskuterede boliger på Kløvermarken, ja, så faldt aftalen til jorden endnu en gang.

Men som på en anden intensivafdeling lykkedes det i går at få genoplivet patienten, og SFs leder i København, borgmester Bo Asmus Kjeldgaard, erklærer nu, at SF gerne vil skrive under på, at der skal bygges boliger på Kløvermarken, hvis sikkerheden er i orden.

»Vi står selvfølgelig ved de aftaler, vi har indgået. Nu er der kommet et sikkerhedsproblem i forhold til Prøvestenen, som vi skal have undersøgt nærmere, og vi er blevet enige med Socialdemokraterne om, at vi godt kan skrive det ned på et stykke papir. Vi vil ikke gamble med sikkerheden, men vi har heller ikke noget ønske om at sætte processen i stå,« siger Bo Asmus Kjeldgaard med henvisning til, at SF ikke vil modsætte sig, at arbejdet med at få lavet en lokalplan, der tillader byggeri af boliger på Kløvermarken, kan fortsætte, mens et uvildigt konsulentfirma analyserer sikkerhedsforholdene på Prøvestenen, der ligger blot 200 meter fra det planlagte byggeri.

Sammen om budgettet
Aftalen mellem S og SF er den foreløbige afslutning på et kaotisk politisk forløb, der kulminerede i går, da Socialdemokraternes politiske ordfører, Anne Vang, i usædvanlig hårde vendinger anklagede SF for at være utroværdige og reelt afskrev partiet som fremtidig samarbejdspartner, herunder som deltager i budgetaftalen for næste år, der forventes på plads i næste uge.

»Jeg er glad for, at SF nu igen står bag aftalen om Kløvermarken, og det bliver nu skrevet ned på et stykke papir. Vi har været igennem et langt og mudret forløb, men nu er vi enige om, at projektet på Kløvermarken fortsætter, og der bliver lavet en analyse af sikkerheden på hele Prøvestenen. Og på den baggrund er der også grundlag for, at vi nu i fællesskab indleder forhandlinger om budgettet for 2009,« siger Anne Vang.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger har SF på Christiansborg fulgt striden mellem S og SF i København med rynket pande, og partiets finansordfører, Ole Sohn, har haft flere samtaler med partifællerne på rådhuset. Ole Sohn vil dog ikke kommentere det konkrete forløb.

»Generelt kan jeg sige, at jeg selvfølgelig går ud fra, at indgående aftaler bliver overholdt. Og jeg vil klart opfordre til, at både Socialdemokraterne og SF tager ansvar for, at samarbejdet mellem partierne fungerer,« siger Ole Sohn.

Med den genbekræftede enighed mellem S og SF om byggeplanerne på Kløvermarken er vejen nu åben for, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) kan tage fat på de afsluttende forhandlinger om Københavns Kommunes budget for næste år. Her er forventningen, at der bl.a. afsættes et betydeligt beløb til at forbedre forholdene på det sociale område.