Roms og USAs storhed og fald

Det var en presset George Bush, der tirsdag aften gav sin årlige »State of the Union« tale til den amerikanske befolkning. Bush har de dårligste meningsmålinger, nogen præsident har oplevet i næsten 30 år. Den ringe opbakning til Bush-admininistrationen fik imidlertid ikke præsidenten til at ændre kurs i forhold til den såkaldte krig mod terror. Stædigt fastholder han linien i den retorik, han også har brugt i de foregående seks taler til den amerikanske befolkning.

De fornuftige anbefalinger fra Baker/Hamilton-rapporten om at forhandle med Syrien og Iran for at finde en løsning i Irak blev fejet af bordet. Talen var med andre ord blot endnu en manifestation af Bushs magtarrogance. Hans ønske om for alt i verden ikke at vise svaghed kan ironisk nok vise sig at være hans største problem.

USAs magtfuldkommenhed og krig mod terror vil føre til, at nationens rolle i verden i fremtiden vil ændres markant. Fiaskoen i Irak kan blive begyndelsen på enden for USAs globale overherredømme.

Det giver Europa en chance. Vi skal påvirke USA til at spille en ny og anderledes rolle. Fra at føre en unilateral udenrigspolitik skal de motiveres til at bakke op om multilaterale institutioner og aftaler. I en sådan situation vil EU og USA som stærke allierede kunne sikre et verdenssamfund, der er regeret af lovens magt frem for magtens lov.

Roms krig mod terror

En af de efterhånden mange amerikanske politiske kommentatorer, der er begyndt at drage sammenligninger mellem Romerriget og USAs verdensdominans, er forfatteren og historikeren Robert Harris.

Harris sammenligner angrebet på World Trade Center med et terrorangreb, som i år 68 f.Kr rystede Rom i sin grundvold. Dengang blev den verdensberømte havn Ostia sat i brand, den romerske flåde destrueret og to fremtrædende senatorer blev kidnappet.

Den dramatiske begivenhed i hjertet af det romerske imperium førte til panik og rådvildhed. Man havde aldrig oplevet lignende angreb, der reelt set havde sat spørgsmålstegn ved romernes usårlighed. Denne terroraktion skulle hævnes. Koste hvad det koste ville.

Romerne var blevet udfordret på egen hjemmebane, hvor de altid havde følt sig sikre og urørlige. Det var heller ikke uden grund, da der i deres samtid ikke eksisterede nogen konventionel militærmagt, der kunne udfordre Rom. Til gengæld lykkedes det for en gruppe af løst organiserede pirater - datidens al-Qaeda kunne man sige - at sprede skræk og rædsler.

De skræmte romere måtte straks skride til handling, og de var villige til at ofre alt for deres fremtidige sikkerhed. I deres desperation udpegede romerne det store riges mægtigste soldat, Gnaeus Pompejus, med tilnavnet Magnus, som deres nye redningsmand.

Pompejus den Store fik rådighed over næsten alle de romerske finanser med henblik på at stoppe den nye trussel. Den romerske supermagts »krig mod terror« indbefattede oprettelsen af et militær langt større, end noget verden tidligere havde set. 500 skibe, 120.000 fodsoldater og 5.000 ryttere virker fortsat overvældende den dag i dag.

Men krigen mod terror var ikke kun militær, den var også retslig med indførelsen af den såkaldte »Lex Gabinia« lovgivning, som var et opgør med det eksisterende demokrati. Man gik bort fra et system, der hvilede på gensidig demokratisk kontrol, for i stedet at give Pompejus den Store uindskrænkende ressourcer i kampen mod terrorisme.

Det der skulle være en let kamp for den romerske helt trak i langdrag, mens han kunne iagttage sine skibe sejle Middelhavet tyndt i jagten på den diffuse fjende, der havde angrebet hans hovedstad. Pompejus opretholdt sin krig mod terror i seks år uden nogensinde at få ram på de pirater, der reelt stod bag angrebet på Ostia. Og mange historikere mener, at dette reelt blev starten på enden for Romerriget.

USAs krig mod terror

I dag er det ikke sørøvere, men muslimske fundamentalister, som den suveræne supermagt USA bruger næsten ubegrænsende ressourcer på at jagte, mens de tilsidesætter menneskerettigheder og internationale konventioner. Der er ingen tvivl om, at 11. september har skabt panik og uhelbredelige sår på den amerikanske selvforståelse. Men hvor langt er USA villig til at gå i »krigen mod terror«?

På Guantanamo bliver de terrormistænkte fanger frataget deres rettigheder, mens de bliver holdt indespærret i flere år uden sigtelse og udsættes for en behandling, vi bedst kan beskrive som tortur. Samtidig er de klassiske frihedsidealer hjemme i USA blevet skubbet til side med »The Patriot Act«, som har udvidet statens muligheder for at overvåge telefonsamtaler, internet, pengetransaktioner og bibliotekslån.

På samme tid er Irak lagt i ruiner og hænger på grænsen til borgerkrig. Samtidig med at kampen for stabilitet i Afghanistan er mere end op ad bakke. Men det afholder ikke Bush-administrationen fra at komme med trusler mod både Iran og Nordkorea. Ingen slyngelstat - som Bush kalder dem - kan vide sig sikker på, at USA ikke griber til våben mod dem.

Boblen vil briste

Den amerikanske samfundsdebattør George Soros er ligesom Robert Harris dybt kritisk over for USAs krig mod terror. Han sammenligner dog ikke situationen med Romerriget. I stedet beskriver han udviklingen på USAs regerings egne præmisser nemlig ud fra en markedslogik. Soros' argument lyder, kampen om international politisk og økonomisk dominans kan sammenlignes med kampen om dominans på Børsen. Ganske som på børsen kommer tiltro og opbakning ikke bare ud af den rene luft. En aktie eller en udenrigspolitisk handling kan kun få opbakning, hvis den reelt afspejler en værdi for andre.

Ingen tvivl om at USAs argumentation om nødvendigheden af krigen mod terror har haft stor efterspørgsel. Både i den amerikanske befolkning og blandt mange nationer i verden, som ønsker et fredeligt liv uden truslen fra terror, har angsten fostret krav om handling. Problemet er, at USA ikke har leveret. De har oversolgt varen. De har handlet arrogant og magtfuldkomment uden at lytte til omverdenen, og det har bragt dem i en situation - i overført betydning - hvor værdien af deres »aktier« rasler ned.

Soros skriver i sin bog »The Bubble of American Supremacy«, at denne udvikling kan sammenlignes med IT-boblen på aktiemarkedet. Her var oprindeligt en efterspørgsel efter det, IT industrien kunne levere, men de oversolgte varen, som ikke viste sig at være det værd de gav udtryk for. Ligeledes er krigen mod terror heller ikke nogen løsning på det, mennesker i hele verden efterspørger. Derfor er det amerikanske overherredømme også blot en boble, som vil briste.

Mod en ny verdensorden

Soros og Harris' analyser er forskellige, men alligevel ikke gensidigt udelukkende. Og jeg tror, de har ret. Overalt i verden ser man, at USAs popularitet falder, selv i USAs egen population er der stor utilfredshed og meget lidt efterspørgsel efter Bushs udenrigspolitiske kurs. Noget der er unikt i en krigssituation, hvor amerikanerne ellers plejer at bakke ubetinget op.

Spørgsmålet er, hvad vil der ske, hvis USA mister sit overherredømme som den militære magtfaktor, der gennemtrumfer sine egne regler når og hvor de vil?

Svaret blæser selvsagt i vinden. Men som europæere har vi efter min mening ingen interesse i et indadvendt USA. Vi har tværtimod behov for et USA der er lige så aktiv internationalt som i dag blot på en helt anden måde.

Derfor bør det være EUs rolle at samarbejde med USA og forhåbentlig påvirke vores venner på den anden side af dammen til at føre en mere samarbejdsorienteret udenrigspolitik, der satser på lov og ret samt hjælp til udvikling frem for nu, hvor det er den stærkeste, der bestemmer, og hvor militær tvang oftest vælges frem for økonomisk gulerod.

Helt konkret har verden brug for et bedre fungerende retssystem. Dvs. en styrket international krigsforbryderdomstol og et stærkere fredsmæglende FN. Desuden skal vi bruge langt flere ressourcer på at forebygge og afhjælpe humanitære katastrofer rundt omkring i verden. Herunder specielt i Afrika.

Hvis EU og USA som stærke partnere bruger sine ressourcer på at skabe fred og udvikling, vil det have en langt større sikkerhedspolitisk effekt end den nuværende krig mod terror.