RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Søren Espersen bliver ny vært på Deadline

RokokoPosten: Det mangeårige folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Espersen bliver ny vært på DR2-programmet Deadline, hvor han afløser journalist Steen Nørskov.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Journalisten Steen Nørskov blev vært på DR2s aktualitets- og debatprogram Deadline i november 2018.

Men nu er det slut, fremgår det af en pressemeddelelse, som DR udsendte i morges.

»Jeg er virkelig glad for det års tid, jeg har været på Deadline. Men det er vigtigt ikke at blive slidt op i samme job, så i samarbejde med ledelsen har jeg besluttet mig for at søge nye udfordringer som ledig,« udtaler Nørskov i pressemeddelelsen, hvor DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, understreger, at man har været glad for samarbejdet.

»Steen Nørskov har været en fantastisk vært for Deadline, men det skal han så ikke være mere af grunde, som overhovedet ikke har noget med politisk pres eller manglende armslængde at gøre,« skriver hun og fortsætter:

»Men hvis Dansk Folkeparti vil stemme for et medieforlig, hvor de kommende besparelser på DR bliver sløjfet, ville det godt nok være dejligt. I så fald ville vi sandsynligvis have råd til en dramadokumentarisk serie om Kaj Munk i 324 afsnit. Jeg siger det bare.«

I værtsstolen på Deadline vil seerne fremover møde Dansk Folkepartis medgrundlægger, det mangeårige folketingsmedlem Søren Espersen.

»Søren Espersen er en oplagt vært for Deadline, da han har lang tids erfaring som journalist og politiker og dermed en dyb indsigt i de problematikker, vi dagligt behandler i programmet. Derudover vil vi virkelig nødig have, at programmet bliver lukket, redaktionen fyret eller DR2 flyttet til Jylland,« siger redaktionschef Heidi Rob­drup.

»Jeg kan love, at jeg bliver garant for journalistisk redelighed, uanset om jeg skal interviewe nationalkonservative hædersmænd, som kæmper for at redde nationalstaten Danmark fra de islamistiske horder, eller røde svin, som kun er interesserede i at ødelægge landet,« udtaler Søren Espersen og understreger, at han har stor erfaring med at håndtere armslængdeprincipper.