RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Sankt Valentin: Glad for, at postkortbranchen og chokoladeproducenterne holder mit martyrium i live

RokokoPosten: Hjerteformede chokolader i Netto og lyserød kommercialisme er en glimrende måde at ære mit minde på, siger den romerske helgen, der er glad for at kunne vække rædsel blandt singlekvinder i hele den vestlige verden. Vi er næsten lige så misundelige på ham som på Sankt Nikolaus, siger de andre helgener.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Sidste uge fejrede utallige par verden over valentinsdag med røde roser, chokolade og romantiske stævnemøder. Mange har i tidens løb kritiseret den amerikansk importerede højtid for dens kommercialisering af romantisk kærlighed, men nu bliver dagen forsvaret af den mand, der har lagt navn til den:

Sankt Valentin. Den romerske præst og helgen, der i 200-tallet blev tæsket til døde og halshugget for sin kristne tro, er glad for, at postkortbranchen, chokoladeproducenterne og blomsterhandlerne holder hans martyrium i live.

»Det er superfedt, at ikke bare katolikker, men folk af alle religioner ærer mit minde gennem lyserød kommercialisme, og at mit smertefulde offer kan fungere som opmuntring til andre om at købe deres kæreste en buket blomster,« siger Sankt Valentin, der følger nøje med i, hvordan de forskellige lande fejrer ham, inklusive Danmark.

»Jeg er superglad for, at man i blandt andet Netto kan købe hjerteformede æsker med chokolade til under en halvtredser. Det havde jeg slet ikke regnet med, da jeg blev forhørt og banket af romerske soldater. Det er også sjovt at se, hvordan desperate barnløse singlekvinder i 30’erne bliver helt paniske, når dagen nærmer sig og nogle gange sender blomster til sig selv på arbejdspladsen. Så ved jeg, at min standhaftighed i Guds tjeneste ikke har været forgæves.«

Blandt andre helgener hersker udpræget misundelse over, at Sankt Valentin er blevet kendt i så mange lande.

»Det var slemt nok, at Sankt Nikolaus bliver fejret som en stor, fed og hvid rødklædt gavegiver, når han egentlig var en lidt mager mørklødet type, der gik i kjortel og altid ventede på, at vi andre skulle købe hans drinks. Men at Sankt Valentin, den arrogante nar, pludselig skal være et forbillede for elskende par verden over, det er dråben,« siger walisiske Sankt Fanchea, hvis festdag er første januar.

»Så det siger sig selv, at ingen rigtig gider fejre mig. Og jeg døde også bare af naturlige årsager, men derfor kan man jo godt have lyst til lidt opmærksomhed fra andre end en håndfuld walisere.«