RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Regeringen vil beskære den offentlige partistøtte med 50 procent

RokokoPosten: »Besparelsen vil ikke kunne mærkes på kvaliteten af dansk politik,« siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, der regner med at lukke mindst to partier, flytte ét til Jylland og oprette en pulje til Facebook-kværulanter.

ROKOKOPOSTEN Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Det er den brændende platform, der skal til. En massiv fokusering af dansk politik, så vi kan gentænke os selv som en stærk demokratisk institution, der rager op i et kæmpestort globalt hav.«

Sådan lyder statsminister Lars Løkke Rasmussens forklaring på, at regeringen vil beskære den offentlige partistøtte med 50 procent over fem år.

»Danskernes politikerbrug er under massiv forandring: Vi stemmer ikke på det samme parti hele livet, og meget få er aktive i et parti. Det øger behovet for en fast, stabil politikerkerne, som vi kalder public service-partier, og et stort udbud af små, private meningsgrupper,« siger han og forudser, at mindst to partier vil lukke.

»Jeg frygter, vi må sige farvel til SF og Enhedslisten, sådan som besparelserne er fordelt lige nu, men alt kan ske.«

Samtidig vil ét parti formentlig være nødt til at flytte til Jylland for at få del i de resterende 50 procent af partistøtten.

»Det er op til partierne at finde på løsninger, men umiddelbart vil det være oplagt at flytte Alternativet på grund af deres store fokus på miljø og natur, som der ikke er meget af i København,« siger statsministeren.

De sparede penge skal gå til en pulje, som blandt andre Facebook-kværulanter kan søge, tilføjer finansminister Kristian Jensen (V):

»Hvis du har sat mindst tre dagsordner på sociale medier inden for en måned og bruger mindst to timer dagligt på nidkært og stædigt at argumentere for dine synspunkter, selv om alle andre er gået i seng, har du gode chancer for at få del i midlerne.«

Besparelserne åbner også for, at partierne kan søge penge ad andre veje, eksempelvis via reklameindtægter.

»Nogle vil måske mene, at den type kommerciel tænkning udvander demokratiet, men der viser Venstres lødige og fornuftige samarbejde med gode kræfter inden for vestjysk fiskeri, at reklamer kan forbedre det politiske arbejde,« siger Lars Løkke Rasmussen, der ikke mener, at nedskæringerne vil skade kvaliteten af dansk politik.

»At samle arbejdet hos en lille gruppe politikere, eksempelvis fra Venstre, vil optimere den demokratiske proces. Jo færre politikere, der bestemmer, jo bedre!«

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten