RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Regering i kovending efter Trump-aflysning: Bytter Grønland for De Vestindiske Øer

RokokoPosten: Efter Trumps aflyste statsbesøg har Danmark indvilget i at sælge Grønland til USA mod at få De Vestindiske Øer tilbage. Vi bruger ikke Grønland til noget, og øen smelter alligevel snart, siger statsministeren.

22BKUBMR-114340-608.jpg
BMINTERN BMINTERN - RP Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

I en overraskende kovending har Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, alligevel indvilget i at sælge Grønland til USA, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag valgte at aflyse et planlagt statsbesøg til Danmark.

Oven i et stort engangsbeløb for Grønland modtager Danmark De Vestindiske Øer som led i handlen.

»Det er en god løsning,« siger Mette Frederiksen til RokokoPosten fra guvernørboligen i Charlotte Amalie på Sankt Thomas.

»Grønland smelter alligevel væk inden for en årrække og forsvinder som turistattraktion. Så er der mere fremtid i Dansk Vestindien,« fastslår hun.

Statsministeren peger samtidig på, at bloktilskuddene til de caribiske øer vil være meget mindre på grund af det gunstige klima, og at staten derfor kommer til at tjene mange penge på salget.

»Hernede går man alligevel mest rundt i frottéhåndklæder og klipklapper. Pengene kan bruges på øget velfærd derhjemme,« siger Mette Frederiksen.

Danske politikere har ellers nærmest stået i kø for at tage afstand fra et salg af Grønland. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har kaldt det for »en aprilsnar«, mens Dansk Folkepartis Søren Espersen har betegnet idéen om salget som »det endegyldige bevis på, at Trump er blevet vanvittig«. Kritikken af den amerikanske præsident blev om muligt endnu større, efter at han aflyste et planlagt statsbesøg.

»Til at begynde med var vi da heller ikke sikre på, at det var alvorligt ment og fastholdt derfor, at Grønland ikke var til salg. Men da amerikanerne smed Dansk Vestindien oven i handlen og samtidig tog Randers og to paller Mokaï, kunne vi ikke sige nej,« siger Mette Frederiksen.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, har protesteret over salget.

»Vi har i Grønlands regering sagt meget klart, at Grønland ikke er til salg, men at vi i øvrigt er åbne over for samarbejde og samhandel. Men den holdning har den danske regering ikke delt,« siger Kim Kielsen.

Efter RokokoPostens oplysninger meldte også Storbritannien sig på banen under forhandlingerne, men kunne kun tilbyde Nicobarerne i den østlige del af Det Indiske Ocean som nyt territorium.

»De ligger simpelthen for langt væk,« fastslår udenrigsminister Jeppe Kofod.