RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Opinion - Volden har vundet over retten til at opføre sig som en idiot

RokokoPosten: Minareter og andre typer fremmed voldskultur vil i fremtiden overdøve opmærksomhedssøgende idioter på udansk vis. Det skriver Bent Madsen, der er professor i jura samt medlem af Nye Borgerlige og tænketanken CEPOS, i dette læserbrev til RokokoPosten.

Foto: Bildlove/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Da befrielsens toner lød en forårsdag i maj 1945, troede mange, at nu blev alt som før: Gode, gamle Dannevang kunne vende tilbage til den trygge dagligdag, hvor statsborgerne kunne færdes i fred i det offentlige rum. Man forventede, at danskerne fra nu af ville holde deres stolte traditioner i hævd og aldrig mere lade sig undertrykke af en invasion af fjender fra fremmede lande.

Vi, der er så uheldige at være i live i dag, kan bevidne, at vores forventninger desværre ikke blev indfriet. En ny invasion har overtaget landet, denne gang med våben, der er langt mere skræmmende end nazisternes, nemlig infiltration og kulturødelæggelser, der foregår så langsomt, at kun de årvågne bemærker det.

Da vi i påsken så, hvordan voldsparate urostiftere skabte så megen ravage, at politiet valgte at knægte ytringsfriheden og forbyde Rasmus Paludan at demonstrere, var der blot tale om toppen af et isbjerg, som danskerne selv har ladet vokse for at kvæle de gode, danske værdier.

Bestukket med såkaldt eksotiske fødevarer som rullekebab og falafler har disse landsforrædere skabt en hær, der kun har ét eneste formål: at udslette alt, hvad der er dansk og indoktrinere nutidens unge med idéer om, at vildt kulturfremmede elementer har en plads på dansk territorium.

Det er trist, at den offentlige opinion overhovedet beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorvidt Rasmus Paludan er en idiot.

Selvfølgelig er han en idiot. Det er selve udgangspunktet, at Danmark er en nation, der sætter en ære i at beskytte idioter som ham, så de kan skabe opmærksomhed omkring sig selv uden risiko for at komme til skade.

Derfor skriver jeg disse ord med sorg i hjertet. Den fremmedomfavnende voldselite har sejret. Idiotien har tabt. Den sidste idiot er måske ikke født endnu, men det vil vi aldrig vide, for fremover vil deres stemmer blive overdøvet af minareternes kald til bøn.