RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Ny økologisk begravelsestrend: Lad dig fermentere

RokokoPosten: Fermentering genbruger naturens ressourcer og giver den afdøde en unik begravelse, hvor man blandt andet kan vælge mellem gæring, sukkerlage eller kombucha.

Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Greiner

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Da Svend Nikolajsens mormor døde, besluttede han og resten af familien sig for at sende hende af sted på den sidste rejse i et henkogningsglas.

»Hun har altid været glad for at sylte, bage surdejsbrød og lave sauerkraut. Samtidig var hun meget optaget af bæredygtighed og natur, så vi mente, at en fermentering i økologisk saltlage var det helt rigtige for hende,« siger Svend Nikolajsen, der som en af de første danskere benyttede sig af muligheden for at fermentere en afdød.

»Man kan vælge mellem mange forskellige metoder: gæring, sukkerlage, saltlage eller kombucha, som er en sød te med forskellige gær- og bakteriekulturer. Man kan også lade sig indsvøbe i en enorm gærdej. Fermentering giver virkelig mulighed for mange unikke og CO2-neutrale begravelser, der er skræddersyede til den afdøde,« forklarer Lise Nærum Sørensen, der er bedemand i Silkeborg og har arrangeret Svend Nikolajsens mormors fermenteringsbegravelse.

»Vi forventer at se mange flere af den her type begravelser, eftersom den generation, der falder bort nu, gik meget op i syltning, henkogning og lignende. Så vil der nok komme et par årtiers fald, hvor dem, der nu er midaldrende og ikke interesserer sig for den type madlavning, falder væk. Endelig har vi min generation, som har genopdaget fermentering og derfor nok også vil bruge metoden til det sidste,« fortsætter bedemanden, der sagtens selv kan forestille sig at blive lagt i kombucha-te.

»Til den tid vil der uden tvivl være gigantiske og billige vådurner, som vi allerede ser det nogle steder i USA. Gerne med en låge, så man kan kigge ind til den afdøde. Mange taler om at bryde tabuer omkring sygdom og død, men er de klar til at se på deres slægtninge i en ti år gammel sukkerlage? Det kunne virkelig flytte noget hos mange dødsangste danskere.«

Samtidig kan fermentering være en måde at forlænge livet på.

»Selvom bevidstheden forsvinder, øges kroppens holdbarhed, ligesom med balsamering, men på en økologisk og miljøvenlig måde,« slutter Lise Nærum Sørensen.