RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Nu kommer Venezuela-kuren: Tab dig mindst 10 kilo

RokokoPosten: Kan du heller ikke holde dig fra chokoladen i køleskabet? Undgå alt syndig mad - ja, faktisk al mad - med en slankekur fra Venezuela.

21BKUROKOKO-TIRSDAG-083605-.jpg
Foto: Graphic Design Resources/Bigstock Happy mature woman in old jeans pant after losing weight Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Amalie Hansen tager fat om sin buksekant og trækker ud. Der er god plads mellem maven og tøjet.

»Jeg har nok tabt mig 30 kilo og kan slet ikke være i mit gamle tøj,« siger hun glad og viser billeder fra dengang, vægten var røget op på 85 kilo.

»Det var lige inden min tur til Venezuela. Jeg havde virkelig prøvet alle slags slankekure og diæter, men ingenting virkede. Efter en uge i Caracas (hovedstaden, red.) var der røget knap to kilo, og så gik det ellers slag i slag.«

Amalie Hansen har benyttet sig af den nye og populære slankekur Venezuela-kuren, hvor man rejser til det sydamerikanske land, får stillet en papkasse under en bro til rådighed som bolig og derefter skal leve af den mad, som er til at opdrive.

»Vi sørger for en autentisk, skræddersyet slankeoplevelse, hvor kunden selv bestemmer, hvor meget han eller hun vil tabe sig. Når man er klar til at komme hjem og vise sin lækre, nye krop frem, sørger man bare for at flygte til Danmark via Colombia og USA,« siger Dayana Jiménez, der driver slankefirmaet Skinny Chávez.

»I de fleste velstående lande ser man desværre, at vægten går op, fordi der simpelthen er for mange fristelser: billigt slik i enhver kiosk, kalorierig fastfood, snacks i 7-Eleven, popcorn i biografen og så videre. For ikke at tale om supermarkedernes mange tilbud. Den slags har vi ikke noget af her i Venezuela, hvilket gør kundernes hverdag meget lettere,« fortsætter Jiménez og tilføjer, at man desuden ikke risikerer at spise hele husets chokoladebeholdning, fordi man keder sig en aften.

»Man er heldig, hvis man overhovedet kan skaffe sig kulhydrater, og hvis man endelig får fat i chokolade, er man så udsultet, at man æder det hele, inden man når at komme hjem.«

Hjemme i Danmark er Amalie Hansen glad for sit vægttab, men frygter, at det kan blive svært at opretholde.

»Min mavesæk er skrumpet betydeligt på grund af de mange ugers sult, så jeg tager nok ikke det hele på med det samme, men de fyldte hylder i butikkerne lokker allerede. Venezuelanerne aner ikke, hvor godt de har det – de skal slet ikke mønstre samme viljestyrke ved hver eneste indkøbstur og ender med nogle lækre modelkroppe. Det kan godt være, de er fattige, men de har godt nok nogle tynde lår,« siger hun.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten