RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Mette Frederiksen: Nu er det Arnes tur til at blive tvangsfjernet

RokokoPosten: Jeg tager entydigt Arnes parti, siger statsministeren, der vil gøre det nemmere at give nedslidte arbejdere et nyt hjem i ressourcestærke familier.

BMINTERN BMINTERN - ARNE SOCIALDEMOKRATIET Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Flere udsatte Arner skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte Arner skal være langt mere stabile.«

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen, der ønsker at kombinere sit fokus på tvangsfjernelser med sit ønske om at forbedre vilkårene for nedslidte arbejdere.

»Ikke kun børn skal nyde godt af velfærdsstatens hjælp og velmenende indgreb. Også de nedslidte – og her tænker jeg naturligvis særligt på Arne – skal fjernes, hvis de befinder sig i et arbejde, der er skidt for dem. Vi må træde til og finde ressourcestærke familier, der har mod på at adoptere etnisk danske mænd over 50,« siger hun til RokokoPosten og beskriver de omskiftelige forhold for en typisk Arne:

»Der kan være mange opbrud. Nye arbejdspladser. Flere kantiner. Forskellige arbejdsgivere. Ikke bare én gang. Ikke bare to gange. Men mange gange. Prøv at forestille dig, hvordan det må være. At pakke sin taske. Møde op på en ny arbejdsplads. Igen. Forsøge at lære ansigter og navne at kende. Spekulere over, om man måske finder en ven? Og være bange for, at om lidt så bliver man måske flyttet endnu en gang.«

Mette Frederiksen mener, at myndighederne tidligere har givet de uegnede arbejdspladser for mange chancer.

»I første omgang vil en Arne instinktivt forsvare sin arbejdsplads og sige, at det er den bedste i verden. Men jeg har talt med mange Arner, som er blevet ældre og fortæller, at det var det bedste for dem at blive tvangsfjernet og bortadopteret. De ville ønske, at det var sket noget før,« siger statsministeren, der fremover, ifølge hende selv, vil tage Arnes parti.

»Det er på tide, at vi lægger berøringsangsten væk og siger ligeud, at det er bedre for en Arne at være hos en sød kernefamilie, hvor far og mor går på arbejde hver dag, end at blive forsømt af en produktionsvirksomhed.«