RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Ligestillingssejr i Frankrig: Kvinde kan blive præsident

RokokoPosten: Bliver Marine Le Pen præsident, vil det være en sejr for kvindesagen og give små piger politiske forbilleder, siger flere iagttagere.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL SAGET

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

I 2007 havde et af de større franske partier for første gang en kvindelig præsidentkandidat. Imidlertid tabte socialistpartiets Ségolène Royal dengang knebent til den borgerlige Nicolas Sarkozy.

Men søndag aften lykkedes det for Marine Le Pen at sikre sig stemmer nok til at gå videre til det franske valgs anden runde. Dermed er der igen en chance for, at en kvinde kan sætte sit feminine præg på præsidentembedet.

Hos det danske center for information om kvinde- og kønsforskning, Kvinfo, har den nyudnævnte direktør, Henriette Laursen, svært ved at få armene ned.

»Det er utrolig stort, det her. Nu, hvor det ikke lykkedes Hillary Clinton at blive amerikansk præsident, er det positivt, at Frankrig for første gang nogensinde kan få en kvinde på nationens mest magtfulde post. Frankrig er et stærkt og vigtigt europæisk land, og det vil sende et markant signal om, at kvinder har samme muligheder som mænd, hvis hun flytter ind i Élysée-palæet,« siger direktøren og tilføjer:

»Jeg er sikker på, at rigtig mange små piger overalt i verden vil følge spændte med i dette præsidentvalg, og ganske som tilfældet har været med eksempelvis Pia Kjærsgaard og Margaret Thatcher få en stærk, kvindelig rollemodel. Det er selvfølgelig meget at hævde, at kvinder verden over hepper på hende, men på mit køns vegne håber jeg virkelig, at det lykkes hende at hive sejren hjem.«

Også Marianne Duchamp, der oprindeligt er fra Marseille, men nu er dansk gift og bosat i Hellerup, er stærkt begejstret for kønsperspektivet i Marine Le Pens sejr.

»Mange har en opfattelse af, at franske kvinder er rene sexobjekter, hvis primære rolle er at stå til rådighed for og tilfredsstille mænd. Marine Le Pen viser derimod, at man sagtens kan være feminin og samtidig have ben i næsen og spille det benhårde politiske spil bedre end mange mænd,« siger hun og tilføjer, at Le Pen faktisk er nået endnu længere end sin far i fransk politik.«

Hun er dog nervøs for en enkelt ting:

»Jeg kan godt være bange for, at mændene rotter sig sammen mod hende for at gennemtrumfe deres maskuline værdier hen over hovedet på hende og resten af Frankrigs kvinder.«

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten