RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Læsere raser over modeblads tema om stærke mænd

RokokoPosten: Efter en lang række artikler om stærke kvinder besluttede Eurowoman sig for at fokusere på stærke medlemmer af det andet køn. Dårlig idé, mener både historiker og Holocaust-overlever.

Foto: Library of Congress. Billedet er public domain

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Stærke mænd styrer, står der på forsiden af modebladet Eurowomans novemberudgave. Læseren kan vælge mellem tre layouts: en aktuel collage med de såkaldte power-populister Donald Trump, Victor Orbán og Jarosław Kaczyński, en retroversion med illustrationer af Hitler og Stalin samt et romersk tema, hvor man ser kejsere som Nero og Caligula.

»Vi har skrevet utrolig mange artikler om stærke kvinder inden for design, kunst og mode og haft et utal af temaer om, hvor seje kvinder er: gamle kvinder, unge kvinder, små piger, kvinder fra udviklingslande, handicappede kvinder og så videre. Nu var det på tide med noget nyt,« fortæller chefredaktør Mai Lynge, der har udvalgt mændene sammen med redaktionen ud fra strikse kriterier.

»De skulle have virkelig stor magt og popularitet samt en klar designmæssig linje, som vores grafikere kunne bygge videre på. Det kunne være Trumps MAGA-hat, Hitlers lækre sort-røde logoer eller de helt klassiske buster af Caligula.«

Desværre er temaet ikke blevet mødt helt så positivt, som Mai Lynge havde håbet.

»Det er ikke særlig fedt at se en trendy illustration af Stalin på forsiden af et modeblad – og meget respektløst over for det sovjetiske regimes ofre. Der foretrækker jeg klart en tynd, retoucheret model,« siger historieprofessor Svend Riis Pedersen fra Aarhus Universitet og bakkes op af den tysk-jødiske Holocaust-overlever Sara Goldblatt.

»Når jeg køber et modeblad til kvinder, forventer jeg, at en kvinde bliver fremhævet som stærk, hvis hun fx driver en velgørenhedsorganisation, har opfundet noget med elektronik eller laver andre ting, som mænd også kan finde ud af,« siger hun.

På Eurowomans redaktion har Mai Lynge taget kritikken til efterretning.

»Næste år kører vi en serie om kvindelige EU-politikeres hudplejerutiner og en række interviews med kvinder over 70, der stadig kan finde ud af at tage makeup på om morgenen. Jeg synes dog, det er urimeligt, at vi får så meget kritik for at have Hitler på forsiden, når historiemagasinerne gør det hele tiden.«