RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Kvinde glæder sig til igen at prøve tøj i butikker og købe det billigere på nettet

RokokoPosten: Det er så hyggeligt at prøve 100 forskellige sæt tøj i lokale butikker med veninderne og så bestille det på Zalando, siger 35-årig kvinde, der glæder sig over genåbningen.

Foto: Mangostar, Bigstock

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Hey, se lige den her!«

Anna Holst løfter en nederdel i vejret, som hendes veninde nikker billigende til, hvorefter Anna smider den over armen. Hun har samlet otte stykker tøj i en af de tøjbutikker, der har fået lov at holde åbent fra i dag, og er på vej ind i prøverummet. Hensigten er dog ikke at købe det, som hun kan lide.

»Nej, jeg går ind på Zalando eller et andet tøjsite og køber det der, ligesom jeg plejer. Det er meget smart, så ved man, om det passer eller ej,« siger den 35-årige kvinde.

Hun er begejstret for genåbningen, da besøgene i analoge tøjbutikker vil spare hende for meget bøvl.

»De sidste mange uger har jeg bestilt tøj i blinde og har måttet finde ud af på den hårde måde, om tingene passer mig. På ét tøjsite bestilte jeg en nederdel i medium, som jeg slet ikke kunne klemme mig ned i. På et andet købte jeg fem bluser i samme størrelse, der posede helt vildt. Så bliver man da superfrustreret for ikke at tale om, at det er meget tidskrævende at returnere så meget tøj flere gange om ugen. Nogle steder skal man endda selv betale returporto, så man faktisk mister penge. Jeg har nok tabt 300 kroner på den konto.«

Også ekspedienternes gode råd har Anna Holst savnet.

»Jeg plejer at gå i Magasin eller Bestseller og lige bruge en times tid på at spørge dem om pasform, farver og nye tendenser – ofte mens jeg optager dem, hvis jeg nu glemmer nogle af guldkornene. Det er meget nemmere end selv at kigge alt tøjet i butikken igennem, og som regel kan man bruge deres tips på alt mulig andet tøj, der kan skaffes meget billigere online,« siger hun og håber, at genoplukningen denne gang bliver permanent.

»Det har været uudholdeligt med alle de tomme gader og låste butiksdøre overalt. Stemningen er så trykket, og jeg har så ondt af butiksejerne, der slet ikke kan tjene penge. For nylig gik en af mine yndlingsbutikker fallit, og det blev jeg så ked af. Det var et af de bedste steder at prøve tøj, inden jeg købte det på nettet!«