RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Rokokoposten: Karen elsker sine børn – også de grimme

Rokokoposten: 41-årige Karen Høyrup fra Kolding elsker sine fire børn, selv om nogle af dem ikke er for kønne.

Foto: Denys Niezhientsev/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

De er mine børn, og jeg elsker dem. Der er bare forskel på, hvor meget jeg kan holde ud at kigge på dem.«

Karen Høyrup er mor til fire børn på henholdsvis 5, 7, 11 og 16 år. De to ældste ser ganske almindelige ud, mens de to yngste, begge drenge, er, hvad hun kalder«ret udfordrede på udseendet«. De har alle samme far, så det undrer den 41-årige laborant, at de yngste er så grimme.

»Det er, som om de bare er klasket sådan lidt tilfældigt sammen. De er søde, men de stod altså ikke forrest i køen, da der blev delt skønhed ud.«

Karen trækker på smilebåndet ved tanken om sine sønner.

»Den mindste, Julius, han ligner noget, der er løgn. Hans ører er deforme, hans tænder ligner noget, der er kastet ind i munden på ham af en blind mand, og så har han sådan nogle stikkende, men i øvrigt fuldstændig udtryksløse øjne,« siger hun.

Julius’ tandlæge mener, at drengens tænder kan blive rettet til med nakkebøjle og togskinner, når han bliver ældre. Det, tror Karen, vil dog ikke være hensigtsmæssigt:

»Hvis Julius får pæne tænder, vil det bare se underligt ud, for resten af ham er jo så ufattelig grimt.«

Markus, derimod, har forholdsvis pæne tænder. Til gengæld sidder hans øjne helt skævt i forhold til hinanden, hans næse er virkelig bred og samtidig meget skæv, og så er hans læber så tynde, at de næsten er usynlige.

»Når man ser de to sammen, kommer man til at tænke på fugleskræmsler – eller gyserfilm,« siger Karen kærligt.

Karen fortæller, at både Julius og Markus er sunde, raske og glade børn. Alligevel møder hun kritik fra omgivelserne, når hun taler om deres lidet tiltalende ydre.

»Folk mener, at jeg burde pakke det lidt pænere ind og fortælle dem, at de er smukke, fordi skønhed kommer indefra og alt sådan noget,« siger hun og slutter:

»Jeg synes dog ikke, at det kan svare sig at lyve. For det første er der da ingen, der har sagt, at man absolut skal være pæn at se på. For det andet er de bare så grimme, at det gør helt ondt i øjnene at kigge på dem, og de bliver jo ikke kønnere af, at jeg lyver.«