RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Jens meldte sig til Fremmedlegionen efter datterens pigefødselsdag: Trængte til et frikvarter

RokokoPosten: 120 kilometers march i Pyrenæerne med 45 kilos oppakning var det, der skulle til, for at Jens Mortensen fra Horsens kunne sænke skuldrene efter strabadserne med sin syvårige datters fødselsdag for klassens piger.

Foto: Supervector/Bigstock
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Det var ikke min mening at flygte, jeg trængte bare sådan til et frikvarter.«

38-årige Jens Mortensen læner sig tilbage. Han kigger på en tegning, som hans nu snart otteårige datter tegnede, lige før hun fyldte syv år. I dag kan han se på den med et smil, men sådan har det ikke altid været.

»Julie gik i første klasse, og vi havde lovet hende, at hun måtte få pigerne hjem til fødselsdagsfest,« fortæller Jens, der ikke helt kan forhindre en mørk sky i at glide hen foran sine øjne.

Han synker og trækker vejret dybt. Han kan stadig ikke lide at tale om den dag, hvor 11 piger invaderede hans hjem.
Langsomt, hakkende og med flere pauser får Jens fortalt historien. Om de hvinende lyde, som overdøvede alt. Der var sanglege, og flere gange var der skrig og hyl.

»Victoria havde taget Emilies hårspænde. Tror jeg. Eller også kunne de ikke lide den samme YouTuber.«

Mange ting husker Jens kun i glimt. Smertefulde glimt. Han ved dog, at der gik næsten tre timer, før pigerne blev hentet af deres forældre.

»Kaos. Legetøj overalt. Væltede stole. Lyden af gråd og skingre skrig, der hang i stuen længe efter …«

Nogle dage senere erkendte Jens, at han var nødt til at komme væk. Langt væk. Finde en oase, hvor han kunne komme sig og glemme det hele.

Svaret fandt han i Fremmedlegionen. Han meldte sig under fanerne og drog til Pyrenæerne for at lade sig indlemme. Han underskrev en femårig kontrakt.

»På det tidspunkt troede jeg, at jeg ville få brug for længere tid,« siger Jens, der dog heldigvis hurtigt kom til hægterne:

»Allerede på den første march i det barske bjerglandskab, hvor vi gik 60 kilometer med oppakning, der vejer 45 kg, kunne jeg endelig begynde at sænke skuldrene. Artilleriøvelserne hjalp også rigtig meget, og så skete det endelig en dag, hvor jeg strøg mine skjorter med de 15 velgørende pressefolder, at jeg følte, at jeg havde styrken til atter at tænke på dem derhjemme.«

I dag sover Jens roligt de fleste nætter. Men når mareridtene trænger sig på, har han en mental oase:

»Så tænker jeg på dagene i det brandvarme ørkensand og følelsen af sult, tørst og lyden af min øverstbefalende, der ydmyger mig foran alle de andre. Det gør, at jeg kan slappe af og holde ud at tænke på, at Julie gerne vil holde pigefødselsdag igen i år.«