RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Horoskop: Stenbukke vil opleve øget klimabevidsthed i 2020

RokokoPosten: Øget klimabevidsthed, smerter i maveregionen og ustadigt vejr er nogle af de ting, som danskere født i Stenbukkens tegn vil opleve i 2020, mens Jupiters position i forhold til Merkur betyder, at stenbukke ikke bør opsøge strudsefarme.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Vanen tro begynder året midt i Stenbukkens tegn. Derfor indleder vi vores nye, videnskabeligt funderede astrologi-serie med en gennemgang af, hvad mennesker født mellem 22. december og 19. januar kan vente sig af året, der kommer.

Det er RokokoPostens spritnye chefastrolog, Henny Agerbæk, der har analyseret himmellegemerne og tolket deres betydning for danske stenbukke.

»Det bliver et år, hvor stenbukke kan forvente rigtig mange ting. Nogle af dem gode, andre mindre gode. Den enkelte stenbuk vil selvfølgelig ikke opleve det hele, for selv om stenbukke har mange ting tilfælles, er de trods alt født på forskellige dage i forskellige årstal og ikke mindst på forskellige tidspunkter, og derfor vil de opleve forskellige ting,« siger hun.

Langt de fleste stenbukke vil, særligt i perioden frem til maj, døje med smerter forskellige steder i kroppen. For personer født før 1970 vil især ledsmerter være udtalte, mens alle stenbukke kan forvente at få mavepine i april måned.

Ligeledes vil stenbukke opleve, at april bliver en måned med ustadigt vejr, hvilket stenbukken med sin medfødte dorske facon vil tage med ophøjet ro.

Til gengæld vil flere stenbukke opleve at blive revet ud af deres comfort zone, når de flere gange i løbet af året konfronteres med, at deres livsstil belaster klimaet mere end nødvendigt. Som de vanedyr, de er, vil de ikke nødvendigvis ændre på noget, men de vil gå ud af 2020 med en øget klimabevidsthed.

Er du født i Stenbukkens tegn, kan du se frem til et år, der i det store og hele bliver stille og roligt. Dog bør du ikke, hvis du kan undgå det, opsøge strudsefarme – særligt ikke i februar og oktober.

Det skyldes, at Jupiters bane befinder sig i en position i forhold til Merkur, der gør det uhensigtsmæssigt for personer født i Stenbukkens tegn at nærme sig slagtefugle, der er større end kalkuner.

Til gengæld vil stenbukke have stor gavn af at ride på islandske heste, og skal en stenbuk nogensinde købe en stavblender på tilbud, er 2020 et rigtig godt tidspunkt at gøre det på.