RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Forvirret mand forladt af konen: Bekræftede, hun så lidt tyk ud i den kjole

RokokoPosten: Dennis Leonhardts kone vil skilles fra ham, fordi han bekræftede, at hun så tyk ud i en kjole. »Umuligt at vide, hvornår hun vil bekræftes, og hvornår hun vil siges imod,« udtaler Dennis.

Foto: Krakenimages.com/Bigstock
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Dennis Leonhardt havde som de fleste andre ægtemænd forestillet sig, at han skulle leve med sin kone til sine dages ende. Dennis, der er 42 år og arbejder som kølemontør, havde været gift med den fire år yngre Jannie i 11 år. Indtil det hele pludselig sluttede fredag i sidste uge, hvor Dennis, Jannie og deres to børn havde bestilt bord på en lokal restaurant.

»Jannie havde købt en ny kjole på nettet, og den ville hun gerne have på. Da hun så tog den på, spurgte hun mig, om ikke jeg syntes, hun så lidt tyk ud i den. Og så kiggede jeg lidt på hende og tænkte, at det kunne der måske nok være noget om. Hun så da sådan lidt bred ud over hofterne, sådan som den kjole sad. Og nu vil hun så skilles,« sukker Dennis Leonhardt.

Ifølge Dennis Leonhardt er hans ekskone Jannie ikke tyk i al almindelighed. Men han mener, at hun i lige præcis den kjole så lidt tyk ud.

»Altså, man kan da godt se, der er røget lidt ekstra fredagsslik i indkøbsposen her under corona. Det kan man da. Men nej, decideret tyk vil jeg ikke kalde hende. Slet ikke,« afviser Dennis Leonhardt.

Dennis Leonhardt er desuden meget forvirret over, at Jannie blev så vred, da han bekræftede hende i, at hun så lidt tyk ud. I andre situationer vil Jannie nemlig gerne have, at Dennis Leonhardt bekræfter hende i de ting, hun siger.

»Som regel når hun siger et eller andet og spørger, om ikke jeg er enig, er det bedst at sige ja,« siger Dennis Leonhardt, der også nævner et konkret eksempel på, hvornår det har været bedst at give sin kone ret.

»For eksempel har hun en kollega, som hun virkelig ikke kan lide. Så siger hun et eller andet og spørger, om ikke jeg er enig i, at hende Sonja er en so. Og så har jeg altid sagt ja, selvom jeg jo egentlig ikke kender Sonja. Det har virket som det rigtige, men det er det så åbenbart ikke, når hun spørger, om ikke jeg er enig i, at hun er lidt tyk,« siger Dennis og trækker på skuldrene.

Dennis Leonhardt fortæller, at han prøver at se positivt på fremtiden på trods af den forestående skilsmisse. For eksempel er prisen på deres bolig steget pænt, og renterne på et lån til en ny bolig er fortsat meget lave. Til gengæld ærgrer det ham, at han aldrig nået at bygge carporten færdig.