RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Folketinget vedtager krisehjælp til hjemløse mænd, men ikke kvinder

RokokoPosten: Når socialminister Astrid Krag (S) kun vil hjælpe hjemløse mænd og ikke hjemløse kvinder, skyldes det, at langt flere mænd mangler tag over hovedet. »Det har intet med ligestilling at gøre,« mener hun.

Foto: Steen Brogaard, Ft.dk Steen Brog

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Jeg forstår slet ikke, hvorfor I vil gøre det til et spørgsmål om ligestilling. Det er en god lov, som hjemløse mænd vil få stor glæde af, så jeg kan ikke se problemet.«

Socialminister Astrid Krag (S) er ét stort spørgsmålstegn over kritikken af den nye lov, der giver hjemløse mænd ret til ti timers gratis psykologhjælp. Kritikken lyder på, at der også findes hjemløse kvinder, men at disse ikke er omfattet af loven.

»Det er direkte i strid med ligebehandlingsloven,« mener Rådet for Socialt Udsatte og andre organisationer, der har hjemløse som deres målgruppe.

Astrid Krag fastholder dog, at der ikke er et problem med manglende ligebehandling.

»Det er som at sammenligne æbler og pærer – ja, ikke engang æbler og pærer, men æbler og møtrikker. Det har jo slet ikke noget med sagen at gøre, at der også findes hjemløse kvinder. Hvis jeg skal lave æblekage, køber jeg æbler. Ja, så findes der også møtrikker, men det har jo ikke noget med æblekage at gøre. Det er præcis det samme her,« siger hun.

Hun erkender dog, at det godt kan være, at hjemløse kvinder kan have brug for hjælp.

»Når vi laver den her lov, som hjælper hjemløse mænd, så er det ikke ensbetydende med, at hjemløse kvinder ikke har brug for hjælp. Det har bare ikke noget med den her lov at gøre, så det må vi se på en anden gang,« siger hun.

Hvis socialministerens udtalelser virker forvirrende, skyldes det, ifølge ministeren selv, at der er tale om kompliceret lovstof. I et forsøg på at gøre det tilgængeligt for den almindelige dansker siger hun:

»Man skal huske på, at en lov gerne skal komme flest mulige til gavn. Og der er flere hjemløse mænd end hjemløse kvinder, så derfor giver det mening med en lov, der hjælper hjemløse mænd. Hvis den havde hjulpet hjemløse kvinder, ville den jo ikke have hjulpet nær så mange. Altså, fordi der er flest mænd.«

Men kunne man ikke have lavet en lov, der hjalp hjemløse og ikke enten hjemløse mænd eller hjemløse kvinder?

»Gud jo, det kan da egentlig godt være. Det havde jeg slet ikke tænkt over,« slutter ministeren, der dog ikke garanterer en ændring.

»Nu har vi jo vedtaget loven, nu er der andre ting at koncentrere sig om,« slutter hun.