RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Fireårig klimaaktivist kritiserer Greta Thunberg: Din generation svigter klimaet

RokokoPosten: Den 16-årige Greta Thunberg burde have opfordret til grøn omstilling for mindst ti år siden, mener Gustav Johansson, der er gået i børnehavestrejke for at protestere mod politikernes nølen i forhold til klimakrisen.

05BKUbmr-Angry-boy-110927-6.jpg
Foto: Blue Orange Studio/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Siden august 2018 har svenske Greta Thunberg strejket, demonstreret og holdt taler for at gøre primært politikere opmærksomme på, at der skal handles hurtigt, hvis konsekvenserne af global opvarmning ikke skal blive alt for voldsomme og uoverskuelige. Siden er Thunberg blevet anerkendt som en vigtig og indflydelsesrig person i den offentlige debat og er endda blevet nomineret til Nobels fredspris. Ikke alle er dog lige imponerede.

»Din generation har svigtet klimaet, Greta! Hvor var I for ti år siden, da FNs klimapanel også advarede mod oversvømmelser, tørke og voldsomt vejr som følge af vores ekstravagante forbrug og CO2-udslip?« spørger Gustav Johansson, et svensk barn på fire år, der siden påsken har strejket fra børnehaven for at sætte fokus på klimaet.

»De voksne – og teenagerne – må se at vågne op! Det kan ikke passe, at vi, der knap nok har lært at gå på toilettet, skal fortælle resten af verden, hvor slemt det står til,« siger han og forklarer, at den mest rationelle reaktion på klimaforandringerne er at lægge sig på gulvet og skrige højt, hvilket Gustav derfor ofte gør, når hans forældre tager ham med ud at handle.

Siden Gustav startede sin strejke, har mange undret sig over, hvordan en lille dreng kan udvise så imponerende talefærdigheder, stor indsigt i klimaet og standhaftighed.

»Det er fordi, jeg er fire år gammel og derfor endnu ikke helt klar over, om det, jeg siger og gør, er socialt acceptabelt. Mange ville betragte det som en ulempe i den offentlige debat, men så længe jeg ikke kan greje, om folk kan lide mig eller ej, har jeg en kæmpe fordel, fordi jeg siger sandheden råt for usødet,« siger den fireårige, inden han tager en avis, slår op på en side med en debattør, der kritiserer ham, river siden ud, krøller den sammen og rækker tunge ad den.

»Sådan gør jeg med mine kritikere. De har ikke fattet alvoren, dumme idioter!«