RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: EU vil indføre to måneders øremærket graviditet til mænd

RokokoPosten: Fremover skal fædre også have mulighed for at tilbringe tid sammen med deres ufødte barn, lyder det fra EU-parlamentet. Supergod idé, mener Ø, Å og SF.

06BKUROKOKO-130019-856.jpg
Foto: Prasit Rodphan/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Uden øremærket graviditet træder sociale konventioner, uskrevne regler på arbejdspladsen og gammeldags naturlove i kraft, og de tilsiger, at manden ikke skal tage noget af graviditeten. På den måde forhindres kommende fædre i at få det fulde udbytte af tiden, hvor deres barn endnu ikke er kommet til verden.«

Sådan lyder det i en udtalelse fra EU-Parlamentet, som sammen med EUs medlemslande sidste uge besluttede at øremærke to måneder af graviditeten til mænd.

Det betyder, at alle kommende fædre vil få ret til otte ugers graviditet, og at denne periode er øremærket. De kommende mødre kan derfor ikke overtage faderens graviditet, hvis han frasiger sig den, og de to måneder bortfalder.

»Vi mener, at tiltaget er en supergod idé, fordi undersøgelser viser, at lande, der allerede har indført øremærket graviditet – som Sverige og Island – oplever et langt større engagement i graviditeten fra fædrenes side. Det fører til øget ligestilling både i hjemmene og på arbejdspladsen,« siger Astrid Carøe, der er ligestillingsordfører for SF og bakkes op af Mai Villadsen, der er Enhedslistens ligestillingsordfører:

»Der er en tydelig sammenhæng mellem graviditet og fald i løn hos kvinder, hvilket påvirker deres karriere resten af livet. Hvis manden tog otte uger af tiden med det ufødte barn, ville de to desuden få mulighed for at skabe et helt særligt bånd, eksempelvis i sjette og syvende måned, hvor barnet er meget aktivt, og hvor manden kan aflaste kvinden i en fysisk krævende del af graviditeten.«

Mens de to partier er enige med EU om, at selve fødslen med fordel kan overlades til moderen, vil Alternativet gerne gå endnu længere.

»I Island forsøgte man at øremærke fødslen til mændene i en toårig periode, hvilket både øgede faderens tilknytning til barnet og satte gang i 32 nye forskningsprojekter, der skulle undersøge mulighederne for 100 procents smertelindring af veer,« lyder det fra folketingsmedlem Rasmus Nordqvist, der selv er åben over for at tage både flere måneder af graviditeten og selv føde et eventuelt barn.

»Det skal selvfølgelig foregå i fuld narkose og med rigelig morfin. Den måde, fødslerne håndteres på nu, er under al kritik. Det gør jo sindssygt ondt, og kroppen er helt smadret bagefter. Hvis vi kan sende en mand til Månen, kan vi også få ham til at føde uden det store besvær.«