RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: DSB: Vores nedbrud skyldes faktisk også hacking

RokokoPosten: Efter et digitalt angreb på TV-udbyderen YouSee erklærer DSB, at også deres nedbrud og fejl skyldes omfattende hacking af både togsæt og ledelse.

Foto: Leif Jørgensen Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

DSB har i over et årti været ramt af et ondsindet hackerangreb, der har fået et stort antal splinternye togsæt til slet ikke at kunne køre og desuden fået mange ledere til at træffe meningsløse og absurde beslutninger. Det erklærede statsbanerne fredag eftermiddag ved en pressekonference.

»Efter omfattende undersøgelser kan vi konstatere, at DSB siden 1996 har været udsat for et fortløbende hackerangreb, der har ført til gentagne ned- og sammenbrud inden for den danske togdrift,« udtaler pressetalsmand Søren Madsen.

Ikke alene har angrebet lammet mange spritnye togsæt, der ganske enkelt er ude af stand til at bevæge sig. Det har også fået en lang række af statsbanens ledere til at underminere den virksomhed, de arbejder for, siger Madsen.

»Arbejdshypotesen er, at diabolske IT-genier har haft held til at inficere regneark og interne e-mails med skadelig kode, som via komplekse kolonner af tal og floskuløse managementbesværgelser har hypnotiseret folk til at gøre ting, som ikke giver nogen mening,« siger han og fortsætter:

»Helt ærligt, det er den eneste meningsfulde forklaring på, at man nedlægger en salgsvogn, der sælger vulgært overprissat kaffe og chips i bittesmå poser til folk, der er spærret inde i et metalrør i op til fem timer.«

Søren Madsen fortæller, at hackingen også forklarer, hvorfor indførelsen af et nyt elektronisk signalsystem, der på sigt skulle dække hele landet og give kortere ventetid, i stedet har givet massive forsinkelser på blot en kort teststrækning mellem Hillerød og Jægersborg.

»Jeg håber virkelig ikke, at nogen tror, at DSBs ledere er så stupide, at de ville gøre den slags, hvis ikke ondsindede datamatkyndige havde manipuleret deres frontallapper digitalt.«

Adspurgt om, hvem der kan tænkes at stå bag hackingen, svarer han:

»Vi ved det ikke. Vi har en mistanke om, at hackingen kan være udført af enten Vladimir Putin eller et italiensk togkonsortium. Men de foreløbige undersøgelser af vores IT-systemers sikkerhedsniveau udelukker heller ikke, at gerningsmanden er en 15-årig dreng fra Køge med en Amiga 500, der er sur over at have fået en bøde i foråret 2014.«

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten