RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Direktør: Jeg drømmer om udkørthed og tidlig død

RokokoPosten: Årslønnen på seks millioner kroner har aldrig været drivkraften for Jens-Erik Ohms, der håber på at dø af en stressrelateret sygdom, før han fylder 60, ligesom hans far gjorde

Foto: Ocus Focus/Bigstock
Læs mere
Fold sammen

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Jens-Erik Ohms har egentlig ikke tid til at lade sig interviewe. Bunkerne hober sig op på hans skrivebord, og han når ikke at blive færdig med dagens arbejde på denne side af midnat. Alligevel har han takket ja til, at RokokoPosten besøger ham på kontoret, for i morgen er det ikke anderledes, og det bliver det nok aldrig.

»Det er lige præcis det liv, jeg altid har drømt om,« siger Jens-Erik Ohms, der er direktør for en større dansk virksomhed med en betydelig international eksport.

Lige fra han var lille, har Ohms drømt om at gå i sin fars fodspor:

»Det er ikke så meget pengene, men mere en hverdag præget af manglende overskud, dårlig nattesøvn og udsigten til en alt for tidlig død,« siger han.

Hans far, Poul-Erik Ohms, var næsten aldrig hjemme, fortæller Jens-Erik Ohms. Når han endelig indfandt sig i villaen i Ordrup, var han i dårligt humør, og børnene måtte ikke forstyrre ham.

»Han var mit helt store forbillede. Jeg har altid drømt om at blive som ham, og jeg er derfor meget tilfreds med, at jeg selv ofte bliver på kontoret til langt ud på natten, så min kone mistænker mig for at have en affære, og mine børn næsten har glemt, hvordan jeg ser ud,« siger han.

Da Poul-Erik Ohms var 59 år, døde han af en blodprop i hjertet. Lægerne mente, at det skyldtes den stress, hans travle karrierelivsstil gav ham.

Jens-Erik Ohms har allerede et blodtryk, der er så højt, at hans læge udtrykker bekymring for ham, og de seneste par år har han lidt af kronisk hovedpine.

»Jeg er kun 47 år, så jeg er godt på vej til at gå min far i bedene, også hvad dårligt helbred og tidlig død angår,« siger han stolt og tilføjer, at han selvfølgelig ikke hviler på laurbærrene.

»Den slags kommer man ikke sovende til. Man må hele tiden overhøre sin krops signaler om, at den har brug for en pause. Selv om jeg sover dårligt – hvis jeg overhovedet får sovet – overvejer jeg ikke et sekund at holde fri.«

Hans største skræk er, at hans livsdrøm falder til jorden.

»Når jeg en sjælden gang kommer til at sove over fem timer, eller jeg er nødt til at holde fri, fordi min kone truer med skilsmisse, gør jeg ekstra meget ud af at skabe travlhed omkring mig bag­efter, for eksempel ved at sige ja til et interview.«