RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: CEPOS: Det kan ikke betale sig at redde Jorden fra kæmpe asteroide (fra fremtidsarkivet, 2117)

RokokoPosten: De økonomiske omkostninger ved at sende en rumfærge med atomvåben til asteroiden Vespa 2412 er så store, at vi burde lade den udslette planeten, siger cheføkonom Martin Ågerup IV.

Foto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vi kan regne med negativ vækst resten af årtiet, og over 80 procent af alle frisører vil formentlig gå konkurs.

Så hård er tænketanken CEPOS’ økonomiske dom over regeringens beslutning om at bidrage med et trecifret milliardbeløb til en international rumfærge, der skal sendes til asteroiden Vespa 2412. Formålet er at sprænge himmellegemet i stykker med atomvåben og dermed hindre dets mulige sammenstød med Jorden.

»Risikoen for, at Vespa 2412 rammer Jorden og udsletter alt liv er på mellem 60 og 70 procent, mens den økonomiske nedtur er 100 procent sikker. Selv hvis planeten skulle blive udslettet, ender vi med et overskud,« siger cheføkonom i CEPOS Martin Ågerup IV og tilføjer, at han er klar over, at den type beregninger er tabu.

»Ingen taler om, hvad en planet må koste, men vi laver jo den slags beregninger hver dag, når vi tillader CO2-udledning eller forgifter Jorden med sprøjtegifte. Det er en rent politisk beslutning, at en asteroide, der kun ifølge visse statistiske modeller vil lægge Jorden øde, skal have så meget opmærksomhed.«

Martin Ågerup IV henviser her til statminister Carina Diez’ nylige pressemøde, hvor himmellegemet blev kaldt for »den største trussel for menneskeheden nogensinde«.

»Hvad med alle de små erhvervsdrivende, der skal betale eksorbitante skatter for at finansiere rumfærgen? Eller de børnehaver, der må bryde med minimumsnormeringen på én pædagogcyborg pr. 13 børn? Jeg er ret sikker på, at de også føler sig truet,« siger cheføkonomen.

Hvis Vespa 2412 rammer Jorden, forventer de fleste astronomer, at det vil ske i Stillehavet; endnu en grund til at tænke på dansk økonomi, mener Martin Ågerup IV.

»Jeg er ikke geolog, men når jeg kigger på et kort, ligger Stillehavet temmelig langt fra Danmark. Til gengæld vil Storrusland, Japan, Australien og hele Amerikas vestkyst få det svært, så hvis vi skal forrykke den magtbalance til vores fordel, nytter det ikke, at vi roder med negativ økonomisk vækst,« siger han.