RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Brevkasse: Er mine somaliske naboer helte eller skurke?

RokokoPosten: Dagens læserspørgsmål kommer fra en DF-vælger, hvis naboer er et somalisk ægtepar, der begge er læger. Da læger, som arbejder med coronapatienter, er helte, mens somaliere er skurke, er hun kommet i tvivl om, hvilken kategori naboerne hører til.

Foto: Rido81/Bigstock

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Kære RokokoPosten

Nu kan jeg altså ikke finde ud af det mere. Kan I ikke fortælle mig, hvad der er op og ned? Jeg har siden marts gået og tænkt om mine naboer, at de er helte, fordi de er læger og har sat deres liv på spil for at behandle coronapatienter. Det har ikke været let, for de kommer fra Somalia, og jeg er vokset op med, at sådan nogle skal man ikke stole på. Men så var Dansk Folkeparti, som jeg har stemt på, siden partiet blev stiftet, ude for at sige, at hospitalspersonale og andre, der arbejder i frontlinjen for at kurere syge mennesker, er helte.

Efter det begyndte jeg at hilse på mine naboer. Og på et tidspunkt faldt vi ligefrem i snak. De insisterede dog altid på at stå flere meter fra mig, når vi talte sammen. De sagde, at de ikke kunne vide, om de var blevet smittet på hospitalet, og derfor ville de beskytte mig. Det passer meget godt med de ting, de siger i fjernsynet om, hvad man skal gøre for at passe på, så efterhånden blev jeg helt overbevist om, at de faktisk er gode nok.

Så for nylig er der jo begyndt at komme corona igen her i Aarhus, og nu siger alle, at det er somaliernes skyld, fordi de er ligeglad med reglerne og kun tænker på deres egne. Jeg har talt med andre DF-vælgere, og de siger også, at somalierne burde rejse hjem og smitte deres egne i stedet for at sprede smitte i Danmark. Det har jeg tænkt meget over, for godt nok er de læger, men de spiser ikke svinekød, og kvinden går somme tider med tørklæde. De har også seks børn, og manden taler ikke flydende dansk.

I det hele taget er det bare svært at blive klog på dem. Deres ældste datter går med tørklæde, men hun studerer på universitetet og har en dansk kæreste, som ikke er muslim, og han må gerne komme hjemme hos dem. Det er noget rod det hele, så I kan nok forstå, at jeg er forvirret. Er mine naboer helte eller skurke? Jeg kan virkelig ikke finde ud af det.

Kærlig hilsen
Bente, Viby J

Kære Bente

Det kan vi heller ikke. Vi synes derfor, at du skal lade være med at tænke på dem som enten helte eller skurke. Det mest enkle vil for os at se være, at du ganske enkelt tænker på dem som »naboerne«.

Kærlig hilsen
RokokoPosten