RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Anders Fogh chokerer: Vedkender sig ansvar for Irak-krigen og boligboblen

Scanpix Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

»Irak-krigen var katastrofalt dårligt planlagt og satte gang i en blodig voldsspiral, der bare fortsætter og fortsætter, og som indtil videre har skabt Islamisk Stat.«

Ordene kommer langsomt, men taktfast fra den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen. For første gang har han valgt at tale ærligt om de svære beslutninger, han som regeringsleder fra 2001-2009 var hovedansvarlig for.

»Jeg sendte danske soldater af sted til en konflikt, som vi ikke forstod, og som de ikke var udrustede til. Alt sammen for at gøre mig gode venner med George Bush og Donald Rumsfeld. Kort tid efter gjorde jeg det samme i Afghanistan.«

Inden RokokoPosten får formuleret et spørgsmål, holder Anders Fogh afvisende håndfladen frem og fortsætter:

»Jeg har nok manglet det, man kalder tvivlens nådegave. I den periode var det, som om alting bare lykkedes for mig. Jeg slog tre socialdemokratiske partiformænd i streg. Jeg havde et bundsolidt flertal bag mig. Medierne dyrkede mig som en gud, og pengene fossede ind i statskassen. Hvis jeg så et problem, kunne jeg bare udskrive en check – eller starte en krig.«

Anders Fogh sukker og tager en slurk af sin kaffekop. Han stirrer eftertænksomt ud i luften et øjeblik og tilføjer:

»I dag kan jeg godt se, at bare fordi jeg fik ret, betød det ikke, at jeg havde ret.«

Det var ellers Anders Fogh Rasmussen, der i 2007, året før finanskrisen, sagde, at de økonomiske lærebøger skulle skrives om. En udtalelse, han i dag fortryder bittert. Det er især boligboblen, der piner den forhenværende statsminister.

»Vi lod os lokke af pengeinstitutterne til at åbne op for en række ekstremt risikable lånetyper. Samtidig fastholdt vi et skattestop, der favoriserede ejere af privatboliger i de store byer. Set i bakspejlet var resultatet forventeligt.«

Det er dog ikke alle, der kan genkende Foghs selvkritik; eksempelvis er forskningsminister Søren Pind (V) mere positiv.

»Ud over væksten i den offentlige sektor, destabiliseringen af Mellemøsten, alliancen med Bush og finanskrisen, ja, så klarede Venstre-regeringen det faktisk ret godt.«

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten