RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: 32-årig mand skuffet over nyt årti

RokokoPosten: Vi er fire dage inde i 2020erne, men Bjarke Jensen fra Silkeborg erklærer allerede årtiet for kedeligt og opreklameret. Folk fylder stadig op i midtersporet på motorvejene og skriver irriterende statusopdateringer på Facebook.

Foto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Bjarke Jensen havde en dejlig nytårsaften med gode venner. Festen fortsatte til den lyse morgen, og han gik hjem med en god følelse i maven: 2020erne ville blive hans årti. Det skulle være noget helt andet end 2010erne. Men indtil videre er han ikke imponeret.​

»Hvorfor holder folk ikke til højre på motorvejen? Der er helt frit derinde, men de fylder alligevel op i midtersporet og tøffer afsted med 105 kilometer i timen. Det giver ingen mening,« sukker den 32-årige mand desillusioneret efter en køretur.

Men det er ikke kun trafikken, den er gal med.

Bjarke Jensen har også set alle film og serier på Netflix: The Witcher, The Irishman, Stranger Things.

»I går var jeg så desperat, at jeg streamede Masterchef Jul, men det var afsnit, jeg allerede havde set. Og jeg kunne ikke engang lide dem første gang. Vi er i et helt nyt årti, og der er intet nyt at streame. Hvor skuffende.«

Bjarke Jensen er også skuffet over sig selv.

»Jeg havde lavet et nytårsforsæt om at løbe en tur hver tredje dag. Men det har jeg ikke fået gjort endnu, og der er gået fire dage af året. Sådan var det også i 2010erne.«

»Og prøv så at se her,« siger Bjarke Jensen forarget.

»Min kusine skriver på Facebook: »Åh nej, det skete bare ikke, det der«. Og så er det meningen, man skal spørge ind til, hvad der er sket. Det er så irriterende. Skriv da bare, hvad der er sket. Sådan nogle opdateringer lavede hun også konstant i 2010erne.«

Dagene efter nytår har Bjarke Jensen brugt på at bytte de sidste julegaver, men også her blev han skuffet. Herretøjsbutikken ville nemlig ikke refundere pengene for den pullover, han havde fået af sin moster, men kun give ham et tilgodebevis, som »han sikkert aldrig får brugt,« siger Bjarke Jensen.

»Og nu skal jeg på arbejde igen på mandag efter to ugers ferie. Det er uoverskueligt,« tilføjer han.

Bjarke Jensen har dog stadig overskud til at se de lyse sider af tilværelsen.

»Man skal også prøve at tænke positivt. Det kan være, at 2030erne bliver sjove.«