RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoGuide: Fem sikre tegn på, at du snart skal dø

RokokoPosten: Det er bare en mild forkølelse. Eller er det? Tjek her, hvilke tegn der tyder på, at du er døden nær.

RokokoGuiden
Læs mere
Fold sammen

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

1. Du har det virkelig, virkelig dårligt

Det er ikke bare en almindelig influenza. Du har det virkelig, virkelig dårligt. Du kaster op og har diarré på samme tid, din hals hæver op, så du dårligt kan trække vejret, og det føles, som om dine indre organer forsøger at flygte fra din feberplagede krop. Se det i øjnene: Selvom du måske fejler noget, som kan kureres, må du hellere forberede dig på, at du ikke slipper levende fra sådan en omgang.

 

2. Du har været syg i flere dage

Du blev nødt til at melde dig syg fra arbejde og ligger nu i sengen. Du orker dårligt nok at se serier eller være på Facebook, så syg er du. Det har varet flere dage, og du føler ikke, at der er bedring på vej. Det er der nok heller ikke. Hvem ved – måske dør du, før natten er omme.

 

3. Du føler dig ikke helt rask

Du er ikke ligefrem syg, men du har det ikke så godt. Der skal ikke meget til, før du får hovedpine, og lyset og dine kollegers sniksnak generer dig – mere end det plejer. Måske hoster du også lidt og har øm hals. »Du er nok ved at blive forkølet,« siger folk, når du klager din nød. Men sandheden er, at dine symptomer også kan være tegn på en aggressiv kræftsygdom, der vil tage livet af dig, før måneden er omme.

 

4. Du er lidt træt

Måske har du ikke sovet så godt på det seneste. Eller lider du måske af allergi over for pollen eller andet? Træthed kan være tegn på mange forholdsvis uskyldige ting, men den kan også skyldes, at kroppen arbejder forgæves, men på højtryk, for at bekæmpe en ondartet virus, som der ikke findes en kur imod. Sandsynligheden for det er særligt høj, hvis du inden for det seneste år har været sammen med nogen, der har opholdt sig i Afrika, Sydamerika, Asien eller Australien.

5. Du har det rigtig godt

Du er frisk som en havørn og synes faktisk, at dine sanser fungerer bedre, end de plejer. Skønt – endelig mærker du effekten af den store mængde dagslys. Det kan selvfølgelig også være, at du oplever den forbedring af alle kroppens funktioner, som ofte forekommer, umiddelbart inden man dør.

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten