RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Qvortrup i nyt program på Radio24syv: Inden for Murene

RokokoPosten: »Qvortrup er et hæderligt, journalistisk fyrtårn, og desuden får han Milena Penkowa med som faktatjekker,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ramskov.

Foto: BillionPhotos.com, Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Hvad foregår der egentlig inden for murene i et dansk fængsel? Det spørgsmål stiller Henrik Qvortrup skarpt på i sit nye radioprogram på Radio24syv, »Inden for Murene«, der er planlagt til at køre i en periode på tre måneder, hvorefter det fortsætter endnu et år under navnet »På Én Betingelse«.

Ansvarshavende chefredaktør for Radio24syv, Jørgen Ramskov, fortæller, at man har besluttet sig for at give Qvortrup en halv times sendetid hver dag. Selve indholdet vil Radio24syv dog ikke blande sig i.

»Vi har lagt op til, at Henrik Qvortrup så vidt som muligt frit kan tilrettelægge udsendelserne. Vi mener nemlig, at det er vigtigt at give en mand, der i så høj grad har forbrudt sig mod grundlæggende, journalistiske principper, så frie tøjler som muligt – og selvfølgelig mest mulig sendetid på licensbetalernes regning,« siger han.

Desuden er det besluttet, at Milena Penkowa skal være fast videnskabelig ekspert og faktatjekker i udsendelserne.

»Milena Penkowa er veltalende med en livlig retorik, og jeg er sikker på, at hun og Qvortrup sammen vil kunne skabe en god og dynamisk lytteroplevelse. Det er jo i bund og grund det, public service-radio handler om,« siger Jørgen Ramskov.

Qvortrup selv bekræfter, at han har takket ja til at lave udsendelserne. Han regner med, at han vil bruge en del tid på at reflektere over begrebet »uskyld«, men har endnu ikke lagt sig fast på en bestemt dagsorden.

»Jeg kan kun garantere, at det bliver godt. For jeg står for hæderlighed og respektfuld omgang med mine kilder, og når de to ting kombineres, kan det ikke gå galt,« siger han.

Det er allerede nu planen, at »Inden for Murene« afløses af »På Én Betingelse«. Men Ramskov og Qvortrup har taget højde for, at »Inden for Murene« bliver så stor en succes, at det vil være en fordel at fortsætte programmet uden ændringer i rammerne.

»Det har vi allerede nu haft mange drøftelser om. Hvis »Inden for Murene« bliver en succes, er jeg sikker på, at vi finder en løsning, så det kan fortsætte i mange år fremover. Jeg er ikke bleg for at tage kreative metoder i brug for at give folk det, de vil have,« slutter Henrik Qvortrup.

Rokokoposten logo

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten