Røverier og kup var vejen til revolutionen

Bøger: Peter Øvig Knudsen. Blekingegadenbanden. Den hårde kerne. Øvig Knudsen har skrevet en vellykket beretning om Blekingegadebandens røverier og kup. Det er bare ikke nok. Øvigs andet bind er glimrende spændingslitteratur, men den mangler den dybde, som emnet påkalder sig.

Bevismateriale. Illustration fra bogen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligesom i 1790erne og i årene efter den russiske revolution i 1917 greb en eufori dele af generationen i 1970erne. Den blev opfyldt af håbet om grundlæggende at forandre verden med et snuptag og endda skabe et nyt menneske i en ny tidsalder. For at opnå sit mål var den parat til at bruge radikale metoder, og selvom den hårde kerne af revolutionære var relativt få, så havde deres »idealisme« rod i tidsånden, så deres betydning var langt større end deres antal antyder.

I Tyskland røvede og myrdede Rote Armee Fraktion, i Italien skabte De Røde Brigader terror og frygt og i Danmark sprang Blekingegadebanden ud af 1960ernes idealisme og udviklede sig gennem 1970erne til en hensynløs, professionel samling fanatikere, for hvem målet helligede midlerne. Banden var den palæstinensiske, marxistiske gruppe PFLPs forlængede arm i Europa, og deres hovedmål var at bekæmpe zionismen – altså den jødiske nationale bevægelse – som både PFLP og dets danske håndlangere så som et verdensomspændende verdenskomplot i tæt samarbejde med den amerikanske imperialisme.

Fra 1980 til i dag
Peter Øvig Knudsen har i sine to bøger, brillant og med dramatisk nerve, beskrevet Blekingadebandens aktiviteter. I første bind fik vi fortalt om oprindelsen til gruppen, og i forrygende afsnit blev bandens indre konflikter afdækket, når ideologiske brud medførte skærmydsler, ydmygelser og febrilsk iver efter at finde den rette ideologiske tro.

Her i andet bind om tiden fra 1980 og op til nutiden er vægten forskubbet fra det gruppepsykologiske til detaljerede beskrivelser af røverier, kup, planlægning af kidnapping, samarbejdet med PFLP og indsamling af oplysninger i kampen mod zionismen. Der er mindre om, hvad der foregik i selve gruppen, tilsyneladende fordi kilderne har været mindre udførlige, og det kun er lykkedes at få et enkelt og anonymt tidligere medlem til at fortælle sin historie.

Det er en godt fortalt journalistisk beretning, der dirrer af dramatik og nye oplysninger. Øvig lægger vægt på hændelsesforløbet og analyserer stort set ikke udsagn og begivenheder. De fleste generelle vurderinger og beretninger om gruppens holdninger og mål er hentet fra gamle interviews eller fra udtalelser fra det anonyme bandemedlem, der har fået øgenavnet Stemmen.

Det vigtige spor
Som læserne kan forstå, er der tale om en bog, der spændingsmæssigt fuldt ud lever op til forventningen efter første bind. Peter Øvrig Knudsen har tillige fat i det vigtige spor, der synes at vise, at både PET og Justitsministeriet ikke ønskede en afdækning af Blekingegadebandens samarbejde med terrororganisationen PFLP for ikke at påkalde sig palæstinensisk terrorisme på dansk grund. Hvor fristende denne tese end er, så kræver den dog mere dokumentation, end Peter Øvig Knudsen fremlægger ... men han påstår heller ikke, at han kender hele sandheden.

Alligevel er der tale om en bog, som virker som et stykke afskåret virkelighed og ikke yder det bidrag til dansk historie, som emnets vægtighed påkalder sig. Blekingegadebanden fungerede ikke i et tomrum, men var en del af den danske venstrefløjsbevægelse. Det lægger Peter Øvig Knudsen heller ikke skjul på, men det uddybes slet ikke i bogen. Mange af bandens holdninger og aktiviteter, herunder det tætte samarbejde med PFLP, delte den med andre grupperinger. Det var således lederen af Venstresocialisternes Internationale Udvalg, Anne Grete Holmsgaard, der i 1983 lavede en egentlig samarbejdsaftale med PFLP og i øvrigt havde samme kontaktperson i PFLP som Blekingegadebanden. Brugen af voldsretorik og skydeøvelser samt træningsophold hos PFLP var ikke begrænset til Blekingegadebandens medlemmer. Banden nød bred sympati ud over en snæver kreds, og da den således blev afsløret i 1989, vakte det bestyrtelse og vrede i brede socialistiske og journalistiske kredse. Uden beskrivelse af denne tidsånd forsvinder betydningen af Blekingegadebanden, og får den til at se unik ud og ikke som et produkt af tiden – som om de var faldet ned fra en revolutionær himmel.

Jødelisten
Bandens hovedmål var at arbejde for verdensrevolutionen gennem støtte til PFLP og samtidig bekæmpe zionismen. Også her delte banden opfattelse med store dele af den radikale venstrefløj. Zionismen var ifølge disse »idealister« en reaktionær, imperialistisk bevægelse, der udnyttede og rekrutterede jøderne, der dermed automatisk var en del af den imperialistiske bevægelse, der skulle bekæmpes. Derfor gik venstreradikale organisationer i fælles demonstration til Mosaisk Trossamfunds boliger i Ny Kongensgade og ikke til den israelske ambassade for at demonstrere mod Israel og afbrænde en dukke af general Moshe Dayan.

I praksis blev gruppernes fanatiske antizionisme til antisemitisme, og præcis samme forskydning skete med Blekingegadebanden. Man samlede oplysninger ind om medlemmer af Mosaisk Trossamfund, og man placerede en sygeplejerske i det jødiske plejehjem, hvor hun skulle holde øje med mistænkte »zionister«.

I begyndelsen samlede man oplysninger ind til en såkaldt z-file, hvis navne hovedsagelig var jødiske, men som også i mindre grad omfattede ikke-jødiske pro-israelere. Men snart fik Bo Weimann den ide at lave en egentlig jødeliste, og medlemmerne var da også udsendt til jødiske arrangementer for at indsamle oplysninger.

Men i Peter Øvig Knudsens bog synes der ikke at være en dybere forståelse af dette fænomen. Han citerer blot ukommenteret et par bandemedlemmer for at sige, at de skam ikke var antisemitter. Listen over »zionister« skulle sendes til Damaskus, men et bandemedlem beroliger Peter Øvig Knudsen med bemærkningen om, at det skam ikke betød nogen fare for de pågældende.

Selvfølgelig var der fare på færde.

Peter Øvig Knudsen burde have forklaret en ung generation, at antisemitisme gennem historien har vist sig i forklædninger af netop den type, som blev resultatet hos banden. Da kommunisterne således i Sovjetunionen og senere i Østeuropa lod jødehadet bryde frem, var man officielt ikke ude efter jøder, men efter netop »zionister« og »kosmopolitter«, men i virkeligheden var det jøder, der blev hængt.

Peter Øvig Knudsen lader bandemedlemmerne slippe godt fra deres bortforklaringer, og han forstår tilsyneladende ikke selv dybden af den dæmoni, som gruppen slap løs.

Læsernes bogpris 2008 Stem på din favorit

Hvad mener du om bogen?



Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger


Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.

Med venlig hilsen Berlingske Tidendes netredaktion