Røgen fra den allersidste cigaret

Den nye rygelov er stort set fornuftig, selv om tendensen bag den udfordrer liberale værdier

På onsdag træder den nye rygelov i kraft, og herefter er der indendørs rygeforbud alle offentlige steder, bortset fra serveringssteder på under 40 kvadratmeter, enkeltmandskontorer og i særligt indrettede rygerum. Man må stadig ryge udendørs til forskel fra visse områder i USA, hvor nu også parker og strande er omfattet af rygeforbud.

Rygning er nok det enkeltområde, hvor samfundsmoralen har ændret sig mest dramatisk i nyere tid. Da nutidens midaldrende var børn og unge, blev der pulset på livet løs overalt, og ikke-rygerne fandt sig i det, næsten ude at kny. I dag er alt forandret, og rygere er en truet art.

Borgerligt-liberale mennesker kan på det principielle plan have det svært med ikke blot rygeloven, men hele den tendens, som den er en del af. Er der ikke tale om en voldsom indskrænkning af den personlige frihed, om statsligt formynderi og moralisme, om en slags totalitær perfektionisme på livsførelsens gebet?

Rygning udgør et af vor tids dilemmaer. For det er ikke bare et liberalt ideal, men simpelthen grundsætningen i den almindeligt accepterede moderne moral, at det enkelte individ har udstrakt frihed til at gøre, hvad det vil, hvis det bare ikke generer andre derved. Derfor er argumentet om passiv rygning helt uomgængeligt. Rygning er ikke en privatsag, fordi man undergraver andres helbred med det.

Hvis der blev argumenteret primært ud fra hensynet til den enkelte rygers sundhed og fremtidige belastning af sundhedsbudgetterne, ville en bestemt formynderisk glidebane aftegne sig tydeligere. For burde man så ikke med forbud og anden adfærdsregulering blæse jagten ind på enhver form for uhensigtsmæssig livsstil? Der er ingen grund til at være naiv. Det frie og åbne samfund kan også blive truet indefra af ny-puritanske strømninger, sanktioneret af medicinsk viden og promoveret af initiativrige politikere.

Det er dog oplagt, at den nye rygelov er til gavn for de »ufrivillige« rygere. Det er ganske svært at holde op. Motivationen stiger gevaldigt, når de helbredsmæssige konsekvenser viser sig, men da er det måske for sent. Derfor kan det være en hjælp, at det praktisk bliver mere besværligt at ryge, og at der kommer et lidt forhutlet skær over uvanen. Så skal man nemlig ikke længere vælge mellem en ublandet, sanselig nydelse og en meget abstrakt helbredsgevinst.

Men som enhver frelst eks-ryger ved, var rygning, når den var bedst, en meget social aktivitet, det stik modsatte af fanatisme, i pagt med de pragmatiske værdier i dansk tradition. De værdier bør ikke sættes over styr af klapjagt og stigmatisering. Og dér mangler den nye rygelov måske et lille, undskyld udtrykket, åndehul. F.eks. en mulighed for at beværtninger og caféer kunne vælge at være med fuld røg. Og at mennesker så i frihed kunne vælge til og fra.