Ritt: En god løsning

Ritt Bjerregaard (S) glæder sig over, at der efter et langstrakt forhandlingsforløb nu ligger en aftale om et nyt ungdomshus på Dortheavej 61. PDF: Læs aftaleteksten om det ny ungdomshus

Dortheavej 61 skal fremover huse de unge fra Jagtvej Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix/Michael Bothager
”Jeg mener, at vi har fundet en god løsning, som både et politisk flertal og de unge kan se perspektiver i,” siger overborgmester Ritt Bjerregaard, der understreger, at aftalen skal sende i høring i lokalområdet.

Aftalen indebærer, at det nuværende kulturhus på Dortheavej deles op i to. Den ene halvdel af huset, incl. en koncertsal, udlejes til Fonden Jagtvej 69, der repræsenterer de unges interesser.

Den resterende halvdel af huset skal fortsat fungere som kulturhus, og netop kulturhuset og ungdomshuset kan have gavn af at blive naboer, mener Ritt Bjerregaard.

”Der vil være grundlag for et meget spændende samarbejde mellem de unge og kulturhuset, hvor de hver især kan få glæde af hinandens aktiviteter,” siger Ritt Bjerregaard.

Overborgmesteren skal senere i eftermiddag drøfte aftalen med Kulturhusets formandskab. Efter planen skal aftalen, hvis den godkendes i bl.a. Bispebjerg Lokalråd, vedtages i Borgerrepræsentationen den 11. juni.