Ritt - den lille forskel

Det skulle have været så godt, og så er det faktisk skidt. Overborgmester Ritt Bjerregaards storstilede valgløfte, der skulle have udmøntet sig i 5.000 billige boliger til københavnere med mellemindkomster, ligner allerede en storstilet fiasko. Grunden er, at juraen ikke holder. Som omtalt i dagens avis er overborgmesteren nu afhængig af enten indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Eller - endnu mere tvivlsomt - af at der kan dannes et alternativt flertal i Folketinget for at kunne forskelsbehandle danskerne, sådan som Ritt Bjerregaard gerne vil ud fra devisen: Hvad ikke alle kan få, skal kun sygeplejersker, skolelærere og politibetjente have.

Ritt Bjerregaards planøkonomiske boligplan var kritisabel fra første øjeblik, fordi den lider af den formidable illusion, at hun i majestætisk ophøjethed skal sidde på borgmesterkontoret og bestemme, hvem der skal bo hvor og til hvilken pris - uden den mindste respekt for såvel landets love som den almindelige markedsmekanisme. Det er ren populisme, for nu at sige det mildt. Derfor er det også forventeligt, at tilsynsmyndigheden i form af Statsforvaltningen nu sætter en stopper for forskelsbehandlingen og erklærer boligplanen ulovlig. Ritt Bjerregaard er ramlet hovedkulds ind i retsstaten, og forhåbentlig vil hendes politiske krumspring lide skibbrud nok en gang. Hvis indenrigsministeren skal sikre de unaturligt billige boliger, så må man håbe, at denne er sin opgave voksen og nægter at blive spændt for Ritt Bjerregaards populistiske vogn, der - lad os ikke lukke øjnene mere end højst nødvendigt - skal sikre hende stemmer fra den del af befolkningen, hun med vanlig kynisme vil begunstige.

Metoden er velkendt. Ritt vil gerne være mæcen. Ikke for kunsten, naturligvis, men for den offentlige sektor. Uden den var hun ingenting. Uden Ritt og hendes parti ville den offentlige sektor være gevaldigt slankere og mere adræt; måske endda bedre. Hvad hun gør nu, er blot at indføre den socialdemokratiske tankegang om, at stort er godt, til også at gælde i hovedstadens bystyre.

Indtil videre har hendes boligplan fået overordentlig god presse; givetvis var den medvirkende til at sikre hende posten som overborgmester. Og man må tage hatten af for det politiske spin, der skjuler, hvordan hun agter at bruge københavnernes penge på at forkæle bestemte erhvervsgrupper med boliger til en politisk korrekt pris. Boligplanen lyder menneskekær, men realiteten bagved er ren og skær magtpolitik. Ritt går som altid efter vælgerne, ikke principperne. De principper, hun havde i 70erne, er således for længst skiftet ud med mere moderne af slagsen. Nu skal der være billige boliger i det centrale København til alle dem, Ritt har udset sig som rigtig gode kammerater, der næsten ikke kan gøre andet end at takke mæcenen ved at stemme på hende ved næste valg. Medmindre boligplanen bliver skrottet helt.