Rio de Janeiro får OL i 2016

Rio de Janeiro blev tildelt OL i 2016 ved den olympiske kongres i København. På trods af præsident Obamas besøg stemte IOC-medlemmerne sensationelt Chicago først ud af opløbet.

Festen er begyndt i Rio de Janeiro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Antonio Lacerda
Rio de Janeiro får lov til at afholde OL 2016.

Det har IOC-formand Jaques Rogge netop afsløret ved en ceremoni under den olympiske kongres i København.

Til sidst stod valget mellem Rio de Janeiro og Madrid. Inden da var Tokyo og Chicago blevet stemt ud af medlemmerne af Den internationale olympiske Komité.

Chicago blev sensationelt stemt først ud, selvom præsident Obama havde besøgt København for at tale byens sag. Det tidligere danske IOC-medlem Kai Holm siger til Berlingske, at han mener, at det skyldes mangel på respekt.

Afgørelsen skabte vild jubel hos folkemasserne på den berømte badestrand Copacabana.

På forhånd var de fleste eksperter enige om, at Rio så absolut var at regne blandt de varmeste favoritter, netop fordi OL aldrig har været i Sydamerika.

Men ikke mange havde reelt troet på, at det allerede i første stemmerunde skulle blive på bekostning af Chicago efter det amerikanske præsidentpars glødende taler.

Men IOC-medlemmerne stemte altså Chicago hjem tidligt, og Tokyo, som ingen regnede med, fik marchordre i anden omgang. Den sidste afgørelse messede IOCs præsident Jacques Rogge få minutter før klokken 19

- Rio de Janeiro, sagde han, da han lod hele verden kende resultatet af IOCs afstemning.