Requiem for en drøm

Musik: »Underwater Dancehall« og »Untrue« Den britiske mørkegenre Dubstep kan opfattes som en slags gravskrift over 1990ernes ravekultur. Men tungsind har aldrig været et dårligt udgangspunkt for god musik, og her et år efter dubsteps britiske gennembrud spiller to af musikkens spidser ud med hver deres formidable omgang bybesyngelse.

Manden bag kunstnernavnet Burial viser aldrig sit ansigt, og kun 4-5 mennesker ved, hvem der er mennesket bag den feterede britiske kunstner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Georgina Cook
Af Janus Køster-Rasmussen

I 1987 eksploderede ravekulturen på Ibiza og i London. I 1990erne blev den megabusiness med millionhonorarer til de mest populære house-, trance- og techno-DJs. Og i dette årti taler mange om rave som en utopisk drøm, der brast. Den britiske genre dubstep, der fik en slags gennembrud sidste år, kaldes ofte et requiem for den drøm: En næsten rugende mørkemandsmusik, der dvæler ved to årtiers forkullede klubbeats. Stenrig på kuldslået stemning, men fattig på ansigter og personligheder – en musik, hvis sky udøvere synes at være lykkedes med at lade musikken tale for sig selv. Og det gør den i dén grad på to nye dubstep-plader fra debutanten Pinch og genrens mystiske stjerne, Burial.

Først Pinch: Dubstep er et barn af det uglamourøse Sydlondon, og det lykkes kun sjældent folk som Bristol-DJen Rob Ellis at mænge sig. Men Pinch har på debuten »Underwater Dancehall« vendt sin främling-status til en styrke: Han formår at se genren udefra og kradse sig helt ind til dens rygrad: Rumlende dubbet dybhavsbas jordfæstes med nøgterne trommepæle som fundament for melodisk retlinede og ildevarslende dramaer af harmonika, percussion og kælderkolde synthesizere. Pladen lyder egentlig ikke som om den er optaget under vandet, snarere mellem to affolkede betonblokke, hvor knivene glimter i mørket. Det er psykologisk dybt pirrende og kropsligt gribende. »Underwater Dancehall« – der kommer med en ekstra-CD, hvor numrene har vokaler på – er ikke deprimerende, men en plade, der dykker helt ind i den profane, grå virkelighed og forvandler den til slukøret kunst.

Hemmelig stjerne
Hvor Pinch forfiner en kendt formel, tager Burial dubstep til næste niveau. Hans selvbetitlede debut fra sidste år var et betagende, apokalyptisk sørgekvad, måske på ravekulturens vegne, måske bare på kulturens. Burial ville være endt på forsiden af mangt et musikblad, hvis nogen bare vidste, hvem han var: Der findes kun ganske få, slørede, fotos af ham, og som han sagde for nylig til The Guardian: »Kun fire-fem mennesker ud over min familie ved, at jeg laver musik.«

Han forsøger, siger han, at ramme den drømmende stemning af musik, der runger i baghovedet, når man står i kø uden for en larmende natklub, eller går hjem fra den igen gennem de mørke gader. Og det er jo heldigt, for det er præcis den fornemmelse, der spreder sig fra »Untrue«, der i modsætning til Burials debut pulserer af liv, tempo og varme. Samplede og tvistede r&b-vokaler lyder som minder fra for fem minutter siden, eller fra et andet liv. Hvor Pinch skærer kagen skarpt, ælter Burial alting sammen i en længselsfuld og sammenfiltret helhed, der holdes oppe i tempo af svimmelt opstemte beats med fjerne rødder i den gejle klubgenre UK garage. Ligesom »Burial« er »Untrue« en natlig vandring gennem byen, men denne gang er det med ulmende, dunkende minder bag pandeskallen og en let festtinnitus i øret snarere end med tordenskyer over hovedet.

Burial er en af musikscenens allermest personlige og visionære kunstnere lige nu: På dubsteps gustne fundament har han bygget en nærmest romantisk bybesyngelse, der ikke står tilbage for kolleger som Charles Baudelaire, Woody Allen eller Tom Waits. Må han gå hen og blive vores alle sammens hemmelighed.

Pinch.»Underwater Dancehall«. Producer: R. Ellis. Tectonic/import.

Burial. »Untrue«. Produer: Burial. Hyperdub/import. .