Weekendtur på mountainbike

Fra Nordsjælland til Varde – Rejseliv satte sig for at angribe ni af naturstyrelsens 10 mountainbike-spir på en weekend.

I et bakket terræn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Fra Hareskoven udenfor København til Slettestrand nord for Limfjorden og Blåbjerg Klitplantage ved Varde.

Målet er at kører ni af Naturstyrelsens ti fedeste mountainbikespor på en forlænget weekend. Med vanlig dansk sans for at dramatisere det udramatiske, har Naturstyrelsen døbt sporende de 10 spir. Det tiende spir ligger på Bornholm, så det gemmer vi til en anden gang. Sporerne er hver på mellem fem og 50 kilometer, så foran os venter 1.200 kilometer i bil og omkring 12 timer i sadlen. Tidspresset er til at tage at føle på.

Rejseliv kører turen med en erfaren mountainbiker, der er i fremragende form. Min situation er lidt anderledes. For lidt træning i benene (små 300 km) og kun et minimum af erfaring fra regulære singletrack mountainbikespor gør projektet spirende uoverskueligt. På den anden side – det er som oftest muligheden for at fejle, der adskiller en almindelig weekendtur fra eventyret.

33 timer senere går det galt

Den lille Garmin GPS-enhed siger, at på de 33 timer, der er gået, siden vi forlod København, har vi klaret seks spor, tilbagelagt omkring 102 kilometer og siddet i sadlen i lidt over ni timer.

Ganske langsomt tipper cyklen til højre. Med hoved og hænder først vælter jeg lige ned i sandet. Stedet er Slettestrand i Nordjylland. Solen går ned om et kvarters tid, og GPS’en siger, at der er tre kilometer tilbage af det snørklede spor i klitterne.

Træthed og det snigende mørke har eroderet koncentrationsevnen. Efter over fem timer i sadlen på tre forskellige spor i Jylland siden morgenmaden, er der tomt i både ben og hoved.

Og så sker det, der ikke må ske. Forsøger at komme ud af klikpedalen, men mangler rutinen. Klikpedaler er en interessant mekanisk detalje, der sikrer, at cykelsko og pedal sidder sammen, og cyklisten både kan trække og skubbe i pedalerne, og dermed overføre mere kraft til underlaget.

I både Rold Skov og Nordskoven har de været en bonus, men mens cyklen langsomt tipper, og foden ikke har lært rygraden, hvordan man instinktivt klikker sig ud, er det hoved og hænder, der rammer sandet først.

Nyd den danske natur på turen

Der er langt fra Nordsjællands gamle bøgeskove til Vestjyllands klitplantager. Både i kilometer og naturindtryk.

Selvom mountainbiking først og fremmest handler om at holde snuden i sporet, og koncentrere sig om de 2-4 meter lige foran fordækket, gør naturen et snigende indtryk.

For hvert spir, der krydses af på listen, står det klarere, at Danmarks natur er langt mere alsidig end forventet. En overraskende og kærkommen bonus på vejen mod målet.

Ideen om at køre ni ud af Naturstyrelsen ti mountainbike-spir på en weekend, opstod over en nytårsmiddag. De 10 Spir lød imponerende, og en forlænget weekend i sadlen kompatibelt med et travlt familieliv.

Altså mere overkommeligt rent logistisk end at løbe maraton på Den Kinesiske Mur, men med samme tiltalende aura af ekstremsport på begynderniveau.

De 10 Spir er Naturstyrelsens eget bud på de ti bedste mountainbikespor i Danmark – på Naturstyrelsens arealer. De er udvalgt blandt flere end 40 spor for deres forskellighed og deres spektakulære natur. De varierer i sværhedsgrad – både teknisk og fysisk – men fælles for dem er, at de er afmærkede, udarbejdet specielt til mountainbiking og hovedsageligt består af singletrack.

Det sidste betyder, at de som oftest blot er en halv meter brede og konstant snor sig mellem træerne på løst og rodfyldt underlag.

Hvor man på landevej sidder stille i sadlen, mens benene kværner kilometer efter kilometer, er man på et singletrack konstant i bevægelse. Overkroppen kastes fra side til side, mens man navigerer de mange sving, og den affjedrede forgaffel pumper op og ned som svar på sten, rødder og ujævn skovbund.

Det er lidt ligesom at køre på ski, hvor man hele tiden skal reagere på underlag og forhindringer – bare med den forskel, at her er det lårmusklerne og ikke tyngdekræften, der skaber fremdrift.

En tur, der tar på kræfterne 

Det er udmarvende. Både fysisk og mentalt. Hjernen skal hele tiden registrere de mange små udfordringer og omsætte dem til handling. Og jo trættere kroppen bliver, desto sværere bliver det. Både at holde koncentrationen og få fysikken til at lystre.

Og så er vi tilbage ved Slettestrand. Efter et halvfemsgraders venstresving går det stejlt op ad en lille bakke med mange rødder. Kommer ned i gear og træder til. Toppen er blind, så først da baghjulet er oppe, går det op for mig, at nedkørslen er stejl, og de to alternative spor ser lige håbløse ud.

Tøver, går i stå og mister balancen. Det må have set halvpatetisk ud. Det langsomme styrt til siden.

Sandet står op, og fødderne klikker endeligt ud, da jeg lander et par meter nede ad skrænten. Til alt held var det sand, og til alt held stod der ingen træstubbe.

Kommer i sadlen og triller resignerende de sidste kilometer. Christ! Har tre spor og omtrent 60 kilometer mere på programmet næste dag, men er helt færdig.

Et af landets allerlængste spor

Næste morgen er humøret bedre. Benene føles gode, og styrtet har ikke sat sig. Hverken fysisk eller psykisk.

Klosterheden Plantage byder på et af landets allerlængste spor, der strækker sig over 50 km. Men det er samtidig et af de kedeligste, så efter 25 kilometer pakker vi cyklerne og kører mod Blåbjerg Klitplantage udenfor Varde. Et stykke regulært mountainbikehimmel med perfekt vedligeholdte spor, perfekt rutemarkering og teknisk eminent udlagte spor.

Lidt over middag er vi færdige. Vi mangler egentlig Møns klint. Men min fysik kan ikke mere, og klinten ligger geografisk, så det kræver et par timer ekstra i bil. Det må blive en anden gang.

Sidder alligevel med en fornemmelse af familiefartriumf på vej hjem. Otte spor indenfor 52 timer. Over 12 timer og 140 km i sadlen – inklusiv 10 km på landevej da vi kørte tør for benzin i Midtjylland. Uden at skader eller styrt satte en stopper for eskapaderne. Det har været en god weekend.