Weekend ved Indlandsisen

Kangerlussuaq er essensen af verdens største ø: Her er indlandsis, moskusokser, rensdyr og polarræve. Falke og ørne.

I denne del af verden er hundeslæde en vigtig del af tilværelsen, og noget af det, mange af de lokale lever af – at vise turisterne deres land fra slæden bag et spand ivrige hunde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Annelise Mølvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et flystop fra København. Med en firehjulstrukken terrængående vogn i halvanden time, ti minutter til fods op over en bunke grus og sten. Så er man der. 30 kilometer fra lufthavnen og seks timer efter flyet lettede fra København kan man stå og stampe på Indlandsisen. Godt nok i yderkanten, hvor isen kun er 300 meter tyk, men der er is, så langt øjet rækker mod øst, nord og syd. 

Læs også: Grønland for begyndere

Helt ude på Kangerlussuaq-kanten er der ikke meget sne, men ren is, lidt nopret med små luftbobler i.

Farverne varierer mellem de grålige og blå-grønne nuancer. Lidt som vand. Og det giver en helt stille dump lyd at stampe på isen – og føles lige så hårdt som beton.

Det er det fascinerende ved Kangerlussuaq, på dansk Søndre Strømfjord. Det er det eneste sted i Grønland, hvor man kan køre direkte ind til indlandsisen.

Selve byen består af en landingsbane og nogle barakker. Stort set.

Det er 70 år siden, Kangerlussuaq blev anlagt – og kun fordi det var et ideelt sted at anlægge en militær landingsbane. Det har siden vist sig, at lufthavnen er blandt de lufthavne i verden, hvor flyene uden problemer kan starte og lande flest dage om år. 

Op omkring lufthavnen voksede en ucharmerende by med barakker og lejligheder. Byen bærer stadig præg af, at den indtil for 20 år siden var en militærbase for mænd, og man skal ned til overgangen mellem elven og fjorden på den anden side af lufthavnen og forbi den lille kirke for at finde de grønne, blå, røde, gule og orange træhuse, Grønland er kendt for.

Men hvor byen måske ikke er den store charmetrold i sig selv, har Kangerlussuaq noget andet: Naturen. Undervejs til indlandsisen kommer man forbi fjelde og dale, moskusokser og rensdyr, polarræve og –harer, falke og ørne. Og så er Kangerlussuaq tilmed et af de steder i verden, hvor nordlyset oftest ruller hen over himlen. 

 

Gastronomiens Grønland 

Mange vælger en pakkerejse, hvor man fra torsdag til mandag eller fra fredag til tirsdag kan opleve essensen af Grønland. Som ikke kun er naturen, Grønland kan bestemt også være med, når det handler om gastronomi.

Et af de kulinariske højdepunkter i Kangerlussuaq foregår i noget så egentlig ueksotisk som i den lokale roklub. Her serverer kokken Kim Ernst moskusbøffer, rensdyrgryde eller lækker hellefisk, nok den mest spiste fisk i Grønland. Alt sammen i veltillavede og i rigelige portioner.

Søndag aften er der grønlandsk buffet. En oplevelse. Røget laks og dampet laks, hellefisk, enebærsdampet ørred med blåmuslinger, store grønlandske rejer i rigt mål, og for kødspiserne både vildtfrikadeller, rensdyrsteg og moskussteg. Den grønlandske kulde gør, at både dyr og planter vokser langsomt, alt har levet og vokset vildt, og smagen bliver meget intens. 

Den helt ekstraordinære kulinariske oplevelse, smagen af Grønland, den kommer dog først for alvor, hvis man tør at sætte tænderne i en hvalcarpassio med grønlandske krydderier eller matak (hvalhud, udtales madak med hårdt d og korte a’er).

Den almindeligste matak kommer fra sildehajen. Den er billig og sej, nærmest bruskagtig. Den finder man ikke i Kim Ernsts buffet. Den ultimative matak kommer fra en pukkelhval. Ikke mere gummiagtig end en gennemsnitlig rullepølse og meget delikat i smagen, nærmest nøddeagtig. Hvidhval-matak er også god, lidt i retning af valnødder.

Bagefter kan man nyde stegt hval og slutte af med for eksempel sortebærtærte med limecreme. Eller noget af alt det andet. Der er som regel mindst 25 retter, alt, hvad man kan forestille sig serveret så langt mod nord, det eneste, der ikke er på buffeten, er sæl.

»Det har jeg ikke, fordi det lugter forfærdeligt, og de fleste synes, at det smager forfærdeligt,« forklarer Kim Ernst. Smagen af sæl er en koncentreret vildtsmag, men meget sødt.«

 

Afdøde sjæles polarlys  

Turisterne bliver efter måltidet kørt tilbage til deres sovesteder i busser. Der er ikke mange steder at vælge imellem, Polar Lodge ved flypladsen eller Old Camp to kilometer væk fra byen, men med en pragtfuld udsigt ud over Søndre Strømfjord. De andre, de lokale, kører i egen bil eller taxa.

På den fem kilometer lange tur tilbage kan man om vinteren ofte se de afdødes sjæle spille fodbold med et hvalroskranie hen over himmelhvælvingen. De gamle inuitter troede, at det var det, der gav nordlys. Dette mærkværdige naturfænomen, som enten kan vise sig som en geyser ude i horisonten, der udspyr grønne farver, eller som florlette, lange grønlige silke-stofbaner, der flagrer hen over himlen og indimellem næsten rører jorden.

Tager man på en arrangeret nordlys-tur, kører man op i fjeldene, langt væk fra al elektrisk lys. Tre-fire dage efter, at der har været store elektriske udladninger og kraftigere solvind end ellers, rammer de elektriske ladede partikler jorden og giver såvel nordlys som sydlys – eller polarlys, som det hedder tilsammen.

 

 Ud i naturen

Der er ganske få turister, der kommer til Grønland uden også at tage på dagsture ud i naturen. Blandt andet med World of Greenland – Arctic Circle, Wogac, som er et af de bureauer, der arrangerer det, de gerne vil opleve: overnatning på Indlandsisen, moskus- og rensdyrsafarier, snescooter- og, især, hundeslædeture. 

For i denne del af verden er hundeslæde en vigtig del af tilværelsen, og noget af det, mange af de lokale lever af – at vise turisterne deres land fra slæden bag et spand ivrige hunde.

Så hvert år i februar spænder 10-13 fangere hver et kobbel hunde for deres hundeslæder og kører den tre dage lange tur ind til Kangerlussuaq, hvor de i weekenderne kører med turister og midt på ugen tager på jagt. Når hundene er i topform, klarer de at køre tre ture om dagen med turister.

Det betyder, at der om vinteren er mere end 200 slædehunde i Kangerlussuaq. Og dermed temmelig meget hundeglammen. Det ødelægger dog ikke oplevelsen ved naturen. Ved at kunne stå på Indlandsisen. 

 

Rejseliv blev inviteret af Grønlands Turist- og Erhvervsråd og wogac.

 

Læs også: Guide: 5 rejser med nordlys