Washingtons sorte rødder

Barack Obama har for længst forladt Det Hvide Hus, men Washington har i århundreder været en udpræget sort by. Tag med på opdagelse i den afroamerikanske befolknings historie og kultur.

National Mall er sammen med Det Hvide Hus den mest populære turistattraktion i Washington. Fotos: Jan Aagaard og PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man står på trappen på Lincoln Memorial i Washington, D.C. og nyder det storslåede syn op ad National Mall mod Washington Monument og Capitol Hill, kan man næsten mærke suset fra folkemængden. For det var netop her på trappen op til salen med statuen af tidligere præsident Abraham Lincoln, at Martin Luther King i 1963 holdt sin berømte ’I have a dream’-tale.

Den sorte borgerrettighedsforkæmper talte til 250.000 tilhørere, og folkemængden fyldte hele pladsen op til Washington Monument en kilometer borte. I talen gav Martin Luther King udtryk for sine drømme om et USA uden racisme og med lige rettigheder for alle borgere. Talen regnes for en af de mest betydningsfulde politiske taler nogensinde, og den var med til at bane vej for, at raceadskillelsen blev ophævet i USA, og for den afroamerikanske befolknings ret til at stemme.

I dag er det turister i tusindvis, der fylder Lincoln Memorial og flokkes om det 39. trappetrin, hvor ordene ’I have a dream’ siden 2003 har været indgraveret i granitten. Over 24 millioner turister besøger hvert år National Mall, for den tre kilometer lange strækning med mindesmærker og museer er sammen med Det Hvide Hus den største turistattraktion i Washington, D.C.

Slaver og frihedskæmpere

Når man besøger den amerikanske hovedstad, er det slående, hvor mange sorte amerikanere der er i bybilledet. Indtil for seks år siden var hovedparten af indbyggerne i Washington, D.C. sorte, og afroamerikanere udgør fortsat næsten halvdelen af indbyggerne. Washington, D.C. har også mange monumenter, statuer og museer, der hylder det sorte USA, og det er oplagt at gå på opdagelse i den afroamerikanske historie og kultur i hovedstaden.

Det nye National Museum of African American History & Culture imponerer med sin særprægede arkitektur midt på National Mall. Chuck Berrys røde Cadillac Eldorado til højre er en af de mange interessante genstande, man kan opleve på museet, Fold sammen
Læs mere

Det blot et år gamle National Museum of African American History & Culture midt på National Mall er et perfekt sted at begynde. Museet er det senest tilkomne i rækken af de store museer med gratis adgang på National Mall.

Museumsbygningen imponerer allerede udefra med sit særprægede eksteriør, der står som en kontrast til de klassiske hvide marmorbygninger i området – heriblandt Det Hvide Hus, som ses blot få hundrede meter borte. Facaden på det nye museum er opbygget af 3.600 bronzefarvede paneler med mønstre i samme stil som det smedejern, slaver fremstillede i New Orleans i 1800-tallet.

Facadens tredelte kroneform er inspireret af traditionelle afrikanske træsøjler og rækker op mod himlen – ifølge museets designere som et symbol på tro, håb og heling. Men arkitekturen kan også minde om et skib, og man kommer til at tænke på de sejlskibe, der i sin tid fragtede slaverne – de sorte amerikaneres forfædre – over Atlanten fra Afrika.

Symbolikken fortsætter inde i museet, hvor udstillingerne spreder sig over tre etager over jorden og tre etager under jorden. Man begynder i den underjordiske del og følger de sorte amerikaneres historie – fra slavehandlens begyndelse i 1400-tallet og sydens slaveplantager til slaveriets ophævelse i slutningen af 1800-tallet, raceadskillelsen og borgerrettighedskamp i 1900-tallet – og hele vejen op til vor tid og indsættelsen af Obama som præsident i 2009.

Chuck Berrys røde Cadillac Eldorado er en af de mange interessante genstande, man kan opleve på National Museum of African American History & Culture. Fold sammen
Læs mere

En stor elevator bringer gæsterne ned i bunden af museet, mens årstallene på væggen udenfor tæller ned til 1400-tallet. Hernede bevæger man sig gennem udstillingsrum, der er mørke og trange, ja, næsten klaustrofobiske, som der må have været på de slaveskibe, udstillingen beretter om.

Man får den forfærdelige og fascinerende historie om slaveriets sociale, økonomiske og kulturelle betydning og den sorte befolknings langvarige kamp for frihed. Der er masser af detaljer om slavernes vilkår på skibene og dagliglivet i sukker- og bomuldsplantagerne (hvor en slave i gennemsnit overlevede i syv år!) og interessante historiske genstande – fra jernlænker og piske til en oprindelig hytte fra en slaveplantage i South Carolina.

Slaveriets afskaffelse i 1865 og genforeningen af nord og syd markerer overgangen til næste etage, hvor rummene åbner mere op. Man følger udviklingen de næste 100 år, da USA blev et raceadskilt samfund, mens de sorte fortsatte kampen for friheds- og borgerrettigheder. Her er masser af fotos, film og tv-optagelser, ligesom man gå på opdagelse i en raceadskilt jernbanevogn fra 1920ernes Southern Railway og se den kiste, som 14-årige Emmett Till blev begravet i efter at være blevet lynchet i Mississippi i 1955.

Fra King til Obama

Den sidste af de underjordiske etager fortæller om begivenhederne i 1968, hvor Martin Luther King blev myrdet, og ser på afroamerikanernes liv i USA i de følgende årtier – fra De Sorte Pantere over hiphopkultur og narkoproblemer i de sorte ghettoer i 70erne og 80erne til ’Black is Beautiful’ og Obama-kampagnens ’Yes We Can’.

Man bruger snildt to-tre timer på at udforske de mange fint fortalte historier og når overvældet af indtryk op i stueplan igen. De tre øverste etager af museet bør man dog ikke gå glip af. De rummer blandt andet en interaktiv udstilling og store tematiske områder, hvor der sættes fokus på afroamerikanernes indflydelse inden for f.eks. sport, musik og kunst i USA.

En række af de historiske begivenheder, som museet fortæller om, udspillede sig i Washington, D.C., og man er derfor lidt bedre klædt på til at opleve hovedstaden efter turen gennem museet. Et par kilometer derfra i West Potomac Park blev der i 2011 opført et mindesmærke for Martin Luther King.

Den ni meter høje statue af borgerrettighedsforkæmperen er udformet af et stort stykke granit og placeret, som var den skåret ud af et ’bjerg’ af granit i baggrunden. Det er en henvisning til ’I have a dream’-talen, hvor Martin Luther King sagde: »Out of the mountain of despair, a stone of hope.« Mindesmærket rummer også en 140 meter lang mur, hvor nogle af Dr. Kings mest berømte citater er indgraveret. Det enkelt udformede mindesmærke er et sted, der maner til stilhed og refleksion, selv om der oftest er mange besøgende.

Det sorte Broadway

Den sorte befolknings historie i Washington, D.C. går flere hundrede år tilbage. Allerede under slaveriets ’storhedstid’ i begyndelsen af 1800-tallet var over en fjerdedel af byens indbyggere sorte, og mange af dem levede som frie borgere efter at være flygtet fra sydstaternes slaveplantager.

I Shaw er der et mylder af indtryk med farverige bygninger og grafittimalerier samt restauranter og klubber. Foto: Ted Eytan Fold sammen
Læs mere

Som centrum for det sorte Washington står Shaw-kvarteret og området omkring U Street i den nordlige del af byen. Her bosatte mange tidligere slaver sig efter den amerikanske borgerkrig, og kvarteret udviklede sig til et samfund, hvor afroamerikanerne – særligt under tiden med raceadskillelse – havde deres egne butikker, hospitaler, skoler, universiteter, sportsklubber og andre institutioner.

Kvarteret blev også et fristed for sorte kunstnere, og mange af de musikere, der senere slog igennem i Harlem i New York, begyndte her. F.eks. voksede jazzmusikeren Duke Ellington op i Shaw og spillede sine første koncerter på kvarterets klubber. U Street blev i begyndelsen af 1900-tallet kendt som Black Broadway, hvor det myldrede af liv på barer, restauranter og klubber, mens kunstnere som Billie Holiday, Louis Armstrong og Ella Fitzgerald optrådte.

Mange sorte ledere inden for kunst, kultur, videnskab og politik blev også formet af kvarteret, hvor man lagde stor vægt på uddannelse, blandt andet på Howard University, der fortsat er et af de største og vigtigste afroamerikanske universiteter i USA.

Forfald og genoplivning

Efter mordet på Martin Luther King i 1968 udbrød der voldsomme raceuroligheder, og store dele af Shaw og U Street blev brændt ned. Det blev starten på en langvarig nedtur for kvarteret – en deroute, der tog til i 1980erne, hvor arbejdsløshed, narkotika og kriminalitet hærgede. Først de seneste 10-15 år er kvarteret begyndt at blomstre igen, og det i så høj grad, at mange af de oprindelige beboere paradoksalt nok ikke har råd til at bo her længere.

Den nye statue af Duke Ellington i Shaw hylder jazzlegenden, som voksede op i kvarteret. Fold sammen
Læs mere

Til gengæld er kvarteret igen blevet attraktivt for turister, da man her finder en mere upoleret og mangfoldig side af Washington end omkring The Mall eller i det mondæne Georgetown. I Shaw kan man både gå på opdagelse i historien og suge til sig af indtryk i et af byens mest farverige kvarterer, hvor der ikke mindst er gang i barer, restauranter og klubber om aftenen.

Om dagen er det hyggeligt bare at slentre rundt i kvarteret, og et af de steder, man ikke må gå glip af, er Ben’s Chili Bowl. Den simple grillbar midt på U Street er et vartegn i Washington, D.C., som adskillige berømtheder gennem tiden har besøgt – fra Miles Davis og Bono til Hillary Clinton og Barack Obama. De er alle kommet for at smage stedets berømte ’chili half-smoke’ – en hotdog, der serveres med en heftig, tyk chilisovs.

Ben’s blev startet af en sort indvandrer fra Trinidad og hans hustru – Ben og Virginia Ali – i 1958, og i dag er det parrets tre sønner, der står i spidsen for stedet, selv om 84-årige Virginia stadig tager sin daglige tørn i restauranten.

At Ben’s er blevet så populær og berømt (den har blandt andet optrådt i flere tv-shows fra Oprah til The Daily Show), hænger sammen med, at restauranten gennem næsten 60 år har været en urokkelig del af kvarteret.

»Vi har altid været her og har åbent fra tidlig morgen til sen nat. Generation efter generation er kommet her, og vi har overlevet alt fra raceoptøjer til kriminalitet og økonomisk nedtur,« fortæller en af de tre sønner, 48-årige Nizam Ali.

Moderne bygninger blander sig med traditionelt byggeri i Washington. Fold sammen
Læs mere

Som nabo til Ben’s Chili Bowl ligger Lincoln Theatre fra 1922 – en anden Shaw-institution, som nu er restaureret til fordums storhed. Teatret var i sin tid en af byens fineste sorte klubber, hvor kunstnere som Ella Fitzgerald, Nat King Cole og Sarah Vaughn optrådte, mens det i dag byder på koncerter, film og musicals.

Et kvarter under forandring

På U Street blander butikker med modetøj, sko, vinylplader og vin sig med caféer, kunstgallerier, frisører og tatovører. Når man slentrer hen ad gaden, fornemmer man tydeligt, at kvarteret er under forandring. Nogle af de traditionelle 3-etagers murstenshuse er stærkt forfaldne, mens andre er nyrestaurerede, og indimellem er der små sektioner med helt nye huse og butikker.

På turen kan man tage et kig på mindesmærket for de over 200.000 sorte amerikanere, der kæmpede for nordstaterne i den amerikanske borgerkrig. På det tilhørende museum kan man lære mere om den betydning, de sorte soldater havde for krigens udfald. Museet står dog i dag lidt i skyggen af det nye museum på National Mall.

7th Street er en anden central gade i Shaw. Den var engang områdets førende handelsgade med købmandsbutikker, bagerier, apoteker og banker. I dag blomstrer den på ny, men nu især med trendy restauranter, kaffebarer og cocktaillounges.

Howard Theatre i Shaw var kun for ’farvede’, da det åbnede i 1910. Teatret genåbnede i 2012 efter at have været lukket i årtier. Fold sammen
Læs mere

I en sidegade ligger Howard Theatre, der åbnede i 1910 som ’verdens største teater for farvede’. Blandt de mange kunstnere, der gennem årene har optrådt her, er Duke Ellington, Billie Holliday, Marvin Gaye, Aretha Franklin, Dizzy Gilespie, The Supremes, Otis Redding og James Brown. Optøjerne i 1968 og kvarterets efterfølgende nedtur tvang Howard til at lukke, og det genåbnede først i 2012 efter en totalrenovering. I dag et teatret et populært spillested med koncerter inden for mange forskellige rytmiske genrer.

Lige uden for Howard blev der i 2012 opstillet en seks meter høj statue i rustfrit stål af en smilende Duke Ellington ved pianoet. Måske smiler jazzlegenden ved tanken om, at hans barndomskvarter nu blomstrer på ny. Det kan man passende fundere over, mens man nyder en drink på en af de nærliggende fortovsrestauranter med udsigt til statuen på Ellington Plaza.