Vulkanø med fængslende historie

Den tidligere fængselsø Capraia ud for Toscanas kyst er 20 kvadratkilometer barsk vulkanø med perfekte hiking- og dykkerforhold. Og stadig herligt fri for masseturisme.

Rejseliv imported photo
Efter fængslet på Capraia blev lukket, blev størstedelen af øen udlagt som nationalpark, hvorfor man ikke finder bebyggelse eller anden form for »turismekultivering« uden for øens to små byer. Fold sammen
Læs mere

Indsejlingen skjuler Capraias dramatiske historie godt. Selv om de stejle klippevægge vidner om en barsk og relativ gold natur, som blev grundlagt dengang, øen stadig var en aktiv og sprudlende vulkan, er de to eneste byer på øen – Porto og Paese, som sammenlagt har omkring 250 indbyggere – arketypen på det drømmebillede, de fleste har, når de tænker lille hengemt middelhavsø. 

Læs også: Guide: 10 billige sommerferier i 2012

Det robuste fæstningstårn yderst på klippeafsatserne hilser gæster velkommen, herefter træder de milde pastelfarver på de tidligere fiskerboliger frem lidt efter lidt.

I lighed med de populære destinationer ved Amalfikysten og Cinque Terre på det italienske fastland fordeler boligerne sig i niveauer op ad kystens dramatiske bjergside. Alt sammen oser det af romantik og middelhavsidyl. 

På overfladen. 

For siden Capraia blev bosat for omkring 4000 år siden, har øen haft en ganske dramatisk historie.

Først som græsk koloni dengang Grækenland var den dominerende spiller i Middelhavet, derefter som evigt stridspunkt blandt diverse søfarende nationer, og efter Romerrigets fald blev øens udsatte geografiske position gang på gang udnyttet af Middelhavets pirater.

Efter Italiens samling i midten af 1800-tallet blev Capraia udnævnt til fængselsø – en status, øen vedblev at have helt op til 1986. 

Capraia, den nu udslukte vulkanø i det Tyrrhenske Hav, har med andre ord prøvet lidt af hvert.

At øen har fungeret som fængsel i over 100 år er ikke vanskeligt at forstå. Med sine stejle klippeafsatser og sin afsidesliggende placering – der er 64 kilometer til det italienske fastland – er den oplagt til det formål.

Mere vanskeligt at begribe er det, at flugt fra fængslet og øen overhovedet kunne opstå som en tanke eller udgøre en reel mulighed. 

I dag fungerer ruinerne fra fængselsbygningerne mest som udgangspunkt for skyggefulde pauser på hikingture på øen.

Bygningerne er højt beliggende i landskabet og giver dermed hikeren ikke bare en pause fra den bagende sol og en fysisk historielektion i øens fortid, men også en fabelagtig udsigt over Middelhavet og flere af de øvrige øer i gruppen af vulkanøer i det toscanske hav.

 

Og netop hiking er en af de primære årsager til at vælge den bare 20 kvadratkilometer lille Capraia fremfor de større og langt mere kendte øer i øgruppen som Korsika eller Elba

På Capraia er stierne, man hiker ad, hverken så stejle eller teknisk komplicerede, at det udelukker grupper eller familier, hvor ikke alle er med på de mest udfordrende strækninger.

Heller ikke selv om man bevæger sig væk fra de afmærkede ruter. Som man generelt ikke skal være bange for at gøre på en ø så lille som Capraia. Selv hvis den umærkede sti skulle ende blindt, er det sjældent, at det ikke er umagen værd at tage en afstikker. 

Uanset om man følger den slagne vej eller går sine egne, vil man undervejs på turen støde på adskillige oplagte steder at holde en hiking-pause. Terrænet er tørt på øen, men med mange træer og høje buske i hvis skygge, det er oplagt at holde en siesta eller forlænget frokostpause. 

Og endelig er Capraia så langt fra masseturisme, som man næsten kan komme her midt i Middelhavet.

For efter fængslet på Capraia blev lukket, blev størstedelen af øen udlagt som nationalpark, hvorfor man ikke finder bebyggelse eller anden form for »turismekultivering« uden for øens to små byer.

Vilde geder og slanger af den ufarlige Coluber-slags er den eneste form for andet liv, man støder ind i. 

Capraia er populært sagt en miniature-udgave af den sydligere beliggende ø Elba. Og øens mål er da også ganske ydmyge.

Capraia har i alt cirka 30 kilometer kystlinje, måler 4 kilometer på det bredeste sted, og 8 kilometer på det længste. 

Lyder det, som om Capraia let kan overstås med et par timers hiking, tager man imidlertidig fejl. 

Med den barske og bjergrige natur og de dertilhørende snoede veje udgør øen et godt grundlag for substantielle hikes, man sagtens kan bruge et par dage på uden at komme i nærheden af at kede sig.

Hvadenten man er til den milde østside med kort vej til de to byer, Porto og Paese, eller den barske vestside med de stejle klipper ned mod havet. Som man ikke skal forsøge at bevæge sig ned ad for en dukkert i Middelhavet – dertil er de for stejle. 

Capraia er ikke kun hikers paradise. Øen er også et af de bedste steder på italiensk grund at dykke.

Øen har to selvstændige dykkeragenturer (de findes på kajen, hvor færgen ligger til), som arrangerer ture til de områder, hvor dykningen er bedst.

I vandet omkring Capraia er det eksempelvis muligt at spotte røde skorpionfisk og store blæksprutter, og oven vande kan man tillige være heldig at se legende delfiner og munkesæler. 

Dykkermulighederne er dog dybt afhængige af vejrliget – ganske som det generelt er tilfældet, når man befinder sig på havet.

For selv om Capraia ligger i Middelhavet med et dertil hørende mildt klima, er øen placeret langt ude i Middelhavet, hvor klimaet kan være barskere end kyststrækningerne langs selvsamme Middelhav. 

Derfor er årstiderne værd at tage i betragtning, hvis man overvejer et besøg på Capraia.

Somrene er voldsomt hede, og egner sig i virkeligheden ikke til udendørsaktiviteter som hiking, specielt ikke for nordeuropæere, som er vant til koldere himmelstrøg.

Forår og efterår er til gengæld nærmest perfekte årstider – også for vandhunde, der selv hen i november kan opleve lune havtemperaturer i havet omkring Capraia. 

Et hav, man i øvrigt ikke skal regne med at vade ud i fra en strand, for Capraias klippelandskab er så barskt, at det kun levner rum til en enkelt egentlig sandstrand – og den skal man sejles til.

Bademulighederne er der dog mange steder på øen i form af trapper og stier ned ad klippevæggene (nogle mere barske end andre), og de fleste er også tilgængelige for børn, hvis bølgerne ikke er for høje. 

At naturen på den måde bestemmer, skal man som turist fra lande med en mild natur ofte lige vænne sig til. Som lokalbefolkning på Capraia er det et livsvilkår, man for længst har vænnet sig til.

Og som på de fleste øer, hvor lokalbefolkningen er selvforsynende, og hvor den ene daglige færge nogle gange må opgive grundet vind og vejr, er tempoet på Capraia afpasset herefter. 

Da vi stod på kajen, parat til afrejse samme aften, som vi ankom, og afventede, hvorvidt færgen ville vinde kampen mod de høje bølger og dermed kunne lægge til – den kæmpede en time og gav til sidst op og returnerede til fastlandet med uforrettet sag – var lokalbefolkningens reaktion et skuldertræk, et skævt smil og et »forse domani«. Måske i morgen. 

 

Læs også: Fodrejse til dit indre