Voldsomt drama på savannen

Lige nu udspiller sig et af de store dramaer på den østafrikanske savanne. Tusindvis af gnuer skal krydse den krokodille-fyldte Mara-flod - og turisterne står klar på bredden.

Efter en tids tøven begiver gnuflokken sig ud på den farefulde færd over Mara-floden. I vandet venter krokodillerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Både Rejseliv.dk og en hob sultne krokodiller var klar, da de første gnuer tumlede ud i vandet.

Læs også: 10 steder du kan blive spist af dyr

De står nølende på flodbredden. Skraber lidt i den støvede, afrikanske jord, der på dette tidspunkt burde være dækket af et saftigt, grønt græslag.

Der bliver flere og flere, og den karakteristiske nasale brølen, der har givet dem navnet – gnuer – bliver højere og højere.

Pludselig sætter den første af. Ned over flodbrinken, ud i det lave vand. I store spring krydser den floden. En følger, så to – og snart vrimler hele gnuflokken over Mara-floden. Men det er den forkerte vej!

Lige nu burde gnuerne krydse floden sydfra, fra Serengeti-sletten i Tanzania ind i Masai Mara i Kenya for at græsse på grønne sletter i en tre måneders tid. Og derefter i løbet af november krydse tilbage over floden og atter vandre sydpå, hvor regnen så er faldet og har fået højlandet græsklædt igen. Sådan er den normale cyklus.

Gnuerne har da også tidligere krydset den rigtige vej, men Kenya har været plaget af den værste tørke i årevis, og den smule græs, der var, er væk nu. Og de næsten daglige regnskyl, der på denne årstid ellers falder sidst på eftermiddagen eller om natten, har ikke vist sig endnu.

Derfor er gnuerne i vildrede. De vejrer mere fugt i luften sydpå, og når én løber, ja, så løber alle.

Men for os tilskuere, og vi er mange – begge flodbreder er spækket med safaribiler, turisthoveder under skyggende hatte samt blinkende kameralinser – betyder det mindre, hvilken vej der krydses.

»Crossing« er navnet
»Crossing«  er kodeordet for chaufførerne for det store spektakulære syn, når en flok sætter i gang og gungrer, så vibrationerne forplanter sig helt op i bilerne, ned mod floden og kampen mod liv og død.

Når der er normal vandstand, må gnuerne svømme over, og man kan opleve, hvordan nogle fanges og trækkes ned af krokodiller.

De er der også nu, krokodillerne. De ligger som »træstammer« i det lave vand. Det ser ud, som om gnuerne næsten træder på dem, når de kommer styrtende. Og sultne er de. Det siges, at mange krokodiller kun spiser på denne årstid.

Pludselig springer en gnu højere og vildere, end de øvrige, og vi ser et sæt krokodillekæber klappe sammen om den følgende gnus ene lår.

En drabelig kamp begynder. Krokodillen forsøger at dreje gnuen rundt, så den får hovedet under vand og drukner.

Men den nedarvede taktik duer ikke i år. Gnuerne svømmer ikke, men står med alle fire ben på bunden og er ikke sådan at få bugt med. Men vi kan høre gnuens rædselsbrøl.

Til sidst må krokodillen slippe. Den har ikke flere kræfter. Men det har gnuen næsten heller ikke. Den slæber sig med sit kvæstede bagparti hen mod bredden.

Krokodillen følger stille efter, og to andre kommer til. Gnuen er dødsmærket. Nu er det bare et spørgsmål om krokodille-tålmodighed.

Vi synker berørte. Med kikkerter har vi haft dramaet helt i nærbillede. Men følelsespåvirkningen er anderledes her, hvor alle sanser er i brug, end hjemme med Animal Planet på skærmen.

»Frokost?« spørger chaufføren.

Hvem kan tænke på mad nu? Men der er faktisk lidt »hul« i maven, og krokodiller skal jo også leve.

Den enes død, den andens brød
Livet på den afrikanske savanne er én lang fødekæde. Den enes død, den andens brød. Nogle år dør store dyreflokke af sult, når græsningen svigter. Så er der heller ikke mad nok til rovdyrene. Bestandene synes truet. Næste år er der rigeligt med mad, og både græs- og kødædere føder masser af unger, og der rettes op på ubalancen.

Sådan er naturen så viselig indrettet – bare vi mennesker ikke blander os for meget.

Det taler vi om, mens vi spiser den medbragte frokost i skyggen af et træ.

Derefter er vi rustet til endnu et møde med livets drabelige gang på den afrikanske savanne.

Første række til endnu et drama
Vi kører ned til floden igen, og ser et par safaribiler, hvor turisterne holder øje med noget tumult i vandet noget borte.

Da lyder meldingen »crossing«, og de andre biler sætter kursen mod det sted, hvor gnuerne nu krydser floden.

Men vi beder vores chauffør om at forsøge at komme tættere på det oprørte vand. I kikkerterne kan vi se krokodiller rulle rundt i vandet.

Sammen med flere af flodens krokodiller søger vi mod stedet. De i vandet, og vi på bredden, hvor vi nu sidder alene på første række til endnu et drama.

Her er vandet dybere, og krokodillerne er på normal vis i færd med at fortære en gnu. De slynger byttet rundt i vandet og »vrider« på den måde lunser af, som de fortærer »smaskende« med kæberne lodret op af vandet.

I deres iver tager de sig ikke af flodhestene lidt længere oppe ad floden. Men her er en unge, og flodhestene vil ikke have de »vilde diller« i deres bassin.

Flodheste er om ikke det farligste, så et af de farligste dyr i Afrika. I et hug kan de bide en mand midt over, hedder det.

Frygtløse nærmer de sig krokodillerne – vi har på det tidspunkt talt mindst en snes i myldret om byttet – og går til angreb.

Vi ser en flodhest med en krokodille på tværs i munden. Men vi kan ikke se, om de dræber dem, eller det »kun« er et kraftigt signal: Væk med jer!

Krokodillerne ser imidlertid ud til at forstå budskabet. De stopper ikke ædegildet, men trækker væk fra flodhestene, som står vagt og ser efter dem. Krokodillerne kommer tættere på os. Så tæt, at vi næsten kan mærke vandsprøjtene, når de vender rundt med gnukroppen.

»The Big Five«
Det er en forrygende oplevelse – og hvor enestående, fornemmer vi, da vores danske afrika-ekspert sammen med den kenyanske chauffør ikke er til at rive fra synet og igen og igen udveksler: »Fantastisk!«

Sådan er det på savannen. På safari ved man aldrig, hvad man kommer til at opleve. Måske alt, måske ikke ret meget.

Vi når i løbet af nogle dage at se »alle« dyrene. »The Big Five« – de fem, som kolonitidens jægere yndede at nedlægge, bare fordi de var »big«: Elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard.

Og »The Big Nine«, som ifølge vores chauffør er de ni, som turisterne helst vil »skyde« med deres kameraer. Det er de første fem plus vortesvin, zebra, giraf og gepard.

Vi ser også grimme hyæner, der sover middagssøvn i de bløde hjulspor, masser af antiloper – Thomsom, Grant, Dik-Dik – sammen med impalaer og vandbukke, små gnavere, stribede mangustaer, store svævende rovfugle og »rød-øjede« sekretærfugle, der spankulerer rundt på jorden.

Og vi ser skyerne trække sammen, og aftensolen som en laser bryde dem i stråler, der giver træerene siluet. Vi tager »National Geographic«-billeder, som vi kalder dem. Og inden vi når tilbage til campen regner det...