Vinterferie uden ski

Er pister og løjper ikke dine foretrukne vinterrejseveje, så prøv kræfter med isklatring eller fræs ud ad sneglatte øde veje på ATV.

Lej en ATV og få lov til at gi’ den gas udenfor pisterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sus Falch

Kvitfjells snesikkerhed er næsten legendarisk og derfor er området i det store Lillehammer Ski Resorts perfekt at rette vinterferie-GPS’en imod, hvis man vil bruge sne og is til andet end skiløb.

Læs også: Vildmarkens snemekka i billeder

Det var præcis, hvad vi havde i tankerne, da vi tunede ind på destinationen, som takkede for valget med rigelige snemængder, nysne og en frossen foss i gåafstand fra hytter og højfjeldshotel. Og netop fossen var ugens første udfordring uden for pister og løjper, som vi spændte satte kurs mod en morgen, så snart mørket havde sluppet sit tag i dagen.

Kun yngste og næstældste gruppemedlem havde lovet at gøre hinanden selskab i swimmingpoolen, mens vi andre satsede på at besejre fossen med isøkser og steigeisen på støvlesnuderne.

Vel vidende, at temperaturen nærmede sig minus 10 grader og vi ville komme til at stå en del stille, havde vi klædt os varmt på fra inderst til yderst, og taget skihjelme og støvler med stive såler på som anbefalet, før vi gik instruktørerne fra Naturoplevninger i møde ved Gudbrandsgard Hotel.

God motion og grinefremkaldende snubleture
Isklatring er aldrig en aktivitet, man kan være 100 procent sikker på, for den er afhængig af en vis frostperiode, så vandfaldene fryser til is og lader sig bruge som klatrevægge. Heldigvis var forholdene optimale, så vi kunne bare komme an.

Efter et par støvleudlån til deltagere uden de nødvendige vinter-/vandrestøvler og ditto udlån af hjelme gik turen til fossen ind mellem granerne på snesko. I sig selv en herlig transportform, der findes som selvstændigt programpunkt i Kvitfjells brede aktivitetsudbud.
Snesko er et fantastisk transportmiddel, som giver god motion og grinefremkaldende snubleture de første minutter, til man får teknikken med platfødderne ind under huden. Og præcis sådan ormede vi os op, ned og rundt mellem træerne med kurs mod fossen, som efter et kvarters tramp og latter rejste sig i en lysning.

Mens Bjørn Åge Jenssen og makker fra Naturopplevingar gik i gang med at rigge topankre og sikringstove til, holdt vi andre varmen ved at spænde steigeisen på støvlerne uden at spidde hinandens skinneben eller skvatte ud over kanten. Også den øvelse afstedkom megen moro og grin, og sneskoene blev fornuftigt plantet lodret side om side som autoværn mod skrænten. Ikke at vi ville have slået os halvt fordærvet ved at skvatte et par meter ned på næste fjeldhylde, men der var jo ingen grund til at friste skæbnen. Så hellere gå derned ved egen kraft, når det var på tide at tage de første klatreres anstrengelser i øjesyn.

Det varede heler ikke længe, så var to par klar til at besejre fossen på henholdsvis et meget lodret og et mindre stejlt sted. Godt tænkt af de garvede instruktører, for det skulle vise sig, at lodret trak langt flere tænder ud, end det noget blidere tilbagelænede klatrested. Når isvæggen skråner indad, er det nemlig noget nemmere at navigere og få plads til bryster, knæ og andre fremstikkende kropsdele, der synes at være meget i vejen, jo mere lodret klatrevæggen er.

Men ikke desto mindre var de første to makkerpar – en klatrer og en sikrer – hurtigt klar til at tage udfordringerne op. Efter en instruktion i at spidde isen med støvlernes pigge, hugge isøkserne i, til man kan høre, de har fat, og koordinere flytningen af hænder og fødder, går det langsomt op, mens makkeren, som har fat i den lange ende, agtpågivende giver mere og mere line i takt med klatrerens opadstigende kurve.

Muskler, vi ikke troede, vi havde
Tovholderen skal først og fremmest holde igen, hvis klatreren skulle falde, men samtidig give langsomt los og fire ned, når toppen er nået. Og så langt er det ikke alle, der når. Selv om de fleste af os er i rimelig fysisk form, finder vi ikke blot ud af senere på dagen, at vi har muskler, vi ikke troede, vi havde. Allerede på isvæggen erfarer vi, at vi troede, at vi havde muskler, som vi altså ikke har.

Alligevel slår og sparker alle fra yngste teenager til alderspræsidenten på tres det bedste, vi har lært, for at negle os fast til fossen med isøkser i hænderne og pigge på støvlerne. For pigernes vedkommende bliver isøkserne mærkbart tungere at svinge, som tiden går, og ingen når helt til toppen. Til gengæld er det alle anstrengelserne og sveden på panden værd at få lov at læne sig bagud og rappelle ned igen.

De kraftigste anerkendelsesråb lyder op til feltets ældste, da han efter indædt klatring når et lille fremspring - og fortsætter helt til toppen. Alder er altså ingen hindring, heller ikke i modsatte retning, hvor det lykkes yngstemanden at krappe sin langlemmede drengekrop virkelig langt op, mens kinderne blusser. Det her er rigtignok noget andet end hverdagens fod- og håndbold, men skægt er det, især når man med et stort smil om munden kan rappelle ned igen.

Klar til at drøne ud i sneen
Efter en smule startbesvær er samtlige ATV’er klar til at drøne os ud i sneen på en måde, vi aldrig har prøvet det før. Nemlig med gashåndtaget drejet god bagover og fire højtprofilerede dæk i fremdrift. Varmt tøj og kørekort er ingen betingelse, man kan også være bagsædepassager og hvine eller gyse, som man nu har mod til, når makkeren får benzin i blodet og ATV’en slår med enden.

Risikoen for at køretøjet vælter er minimal, og det skægge ved ATV-kørsel på sneglatte norske småveje er i modsætning til bilkørsel, at man kan give den meget mere gas uden frygt for skader af materiel eller personlig karakter. Og så er det jo også noget andet at suse af sted med vinden om ørerne, selv om det kræver tøj og sko af varmeste slags.

Da alle er klar og har slået om, hvem der først skal køre på ATV’erne, som vi deler to og to, trækker vores lokalkendte flokfører kortegen ud på offentlig vej. I begyndelsen går det kvikt, men dog behersket af sted i behørig afstand til forankørende, men i takt med, at vi når længere og længere væk fra alfarvej, bliver der leget lidt med køretøjerne, kørt til, bremset op, drejet og givet gas til – må vi indrømme – provokerede udskridninger.

Det her er skægt, og selv de mest tøvende på spindesiden begejstres af fart og førermulighed, da de får tur ved gashåndtaget. Naturligvis, tænker jeg, der selv er vild med fart og ikke har tillidsproblemer, når jeg sidder bagpå, men afgjort synes, det er fedest selv at styre.

Bandens teenager må i mangel af kørekort nøjes med et bagsæde. Til gengæld er han altid forrest i feltet og hurtigst fremme bag på tur-lederen, der kører ATV året rundt med al den rutine, det afstedkommer. Vi kommer vidt omkring ad snoede fjeldveje, gennem skov og over åbne vidder, og møder rent faktisk ikke en eneste modkørende de to timer, fra vi letter anker til hotellets parkeringsplads tager imod os igen. Vi mest fartglade fryser mindst, for vi er helt bogstaveligt mest oppe at køre, men alle synes, det var pengene værd at lege med farten og komme ud i naturen på en helt anden måde.

Svinge pisken over sit eget slædehundespand
Har man ikke prøvet at svinge pisken over sit eget slædehundespand, er det virkelig en anbefaling værd. I Kvitfjell kan man enten køre alene eller dele en slæde med en rejsefælle og skiftes til at blive kørt eller stå bag på og styre.

Begge dele er sjovt, men der kan hurtigt blive rift om førerpladsen, for der går sport i at få ekvipagen til at køre optimalt i sving, gennem grøfter og op over bakker. Det kræver, at man springer af og springer på for at lette opfarten, flytter sin vægt fra mede til mede og side til side, så slæden bliver så let som mulig for hundene at trække.

Vil man hellere af sted med mindre fart, mere tid til refleksion og helt ved egen kraft, er en to timers tur på snesko ud i terrænet med guide en hyggelig oplevelse. Det spændende er blandt andet, at man kan søge ind i skov og områder, hvor man ikke kan komme på anden vis, og dermed være heldig at finde både dyr og spor. Hvis man da altså ikke klumrer for meget rundt i sin iver for at komme frem. Men sneskoene får nu hurtigt ben at gå på, når først man har fået en lynintro. Og følger der skistave med, er fremdriften nærmest toptunet.

Læs også: Aktiv ferie i Sveriges sydligste vildmark