Vinrejse i det franske Toscana

Det ligner Toscana, men det er det ikke. Det er Beaujolais i Frankrig og et helt særligt sted i vin-regionen Pierres Dorées, der kaldes "de gyldne sten".

Chapelle de Brouilly – mere pittoresk bliver det næsten ikke: En lille kirke med udsigt over bløde bakker med vinstokke i sirlige rækker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hervé Hugues, Ageneau Patrick , Elsebeth Mouritzen m.fl.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Solen kærtegner de gamle, gule sten, som reflekterer de varme kaskader af lys og får hele egnen til at gløde i en honninggylden tone mellem alt det grønne. Huse, gårde, kirker og slotte, ikke en bygning går ram forbi. 

Læs også: Tapas, vin og dans i Málagas gader

Jeg må knibe mig i armen. Jeg ved, at jeg er i det sydlige Frankrig, men dette ligner italienske Toscana til forveksling. 

Det er det ikke; det er Beaujolais og et helt særligt sted i vin-regionen – Pierres Dorées, der betyder »de gyldne sten«. 

Når man siger Beaujolais, vil de fleste straks sige Fleurie, Brouilly, Juliénas og Morgon, de kendte cru’er og lige så kendte byer og vinmarker i nord. Hernede sydpå er det »bare« vin, som bærer fabrikanternes egne navne. Men det er stadig Beaujolais, siger de med stolthed. 

Selv om det ikke umiddelbart sælger vinen, kan de prale af det mest pittoreske område på godt 40 landsbyer, som går under fællesbetegnelsen Villages des Pierres Dorées, og én af dem, Oingt, har oven i købet fået titlen som  Frankrigs smukkeste landsby.

Forklaringen på de usædvanlige Toscana-gule bygninger skal hentes i jorden under dem. Det er en jernholdig og kalkrig jordart, hvor rester af muslingeskaller fra fortidens køkkenmøddinger har arbejdet sig ind i lagene, og da man i middelalderen fremstillede mursten til at bygge hjem og forsamlingssteder, var det denne jords særlige sammensætning, som gav den gyldne glans. 

Når solen rammer overfladen, får den ikke kun det okkergule frem, de mange små facetter af knuste skaller reflekterer også  dens stråler. Det er derfor, at det kan se næsten kunstigt ud – som om der var spotlight på..

 

De gyldne landsbyer

Området med de gyldne landsbyer ligger cirka 25 km nordvest for Lyon, afgrænset af  floden l’Azergues, der løber parallelt et stykke med Saône, inden dén går ind og bliver forenet med Rhône i syd, mens det lokale vandløb slår en bue og flyder videre vestpå. 

Vi kommer  væk fra alfarvej ved at dreje ind på D385 og kører gennem historien, da vi passerer landsbyerne Chatîllon og Chessy, hvor kobberminedrift og bomuldsvævning gennem århundreder var den store industri, ofte ejet og styret af købmænd fra Lyon.

Det er først, da vi kommer op til Ternand, at det rigtig begynder at ligne et vinområde af bløde bakker med vinstokke i sirlige rækker omgivet af oaser med cypresser og løvtræer.

Vi gør holdt oppe på en bakke ved Chapelle de St.Laurent d’Oingt; en lille kirke, hvorfra der er et fantastisk vue ud over egnens vinmarker  og  ikke mindst perlen i rækken af landsbyerne, Oingt.

Jeg er i selskab med lokalkendte, og inden vi forlader udsigtspladsen, udøver vi »la grapelle« – den uskrevne ret til at smage på de druer, der sidder tilbage på stokkene efter høsten. Uhm, gamay smager nu ikke så tosset på denne måde. 

Da vi kører videre ad »Route fleurie de Beaujolais«, vinområdets svar på Marguerite-ruten, kommer vi forbi et beskedent  landsted, hvor ejeren har valgt at lade lamaer græsse i stedet for får. De lokale er meget stolte af at have ham som nabo – det er Monsieur Guerlain, efterkommer fra det store parfumehus i Paris.

Vi kommer igennem flere små, pittoreske landsbyer, de fleste af dem med bygninger tilbage fra det 11.-13. århundrede. Nogle steder må vi lade bilen stå og vandre gennem de snoede gader, som er pyntede med farverige blomster i potter, der står godt til det gule murværk. 

Her er ikke meget forretningsliv, men der er som regel også kun nogle få hundrede indbyggere i de fleste af byerne.  Til gengæld er der  rigtig mange små kunstner-atelierer. De er det store trækplaster, når der kommer turister – og der, hvor der kommer flest, er i Oingt (udtales »Oænt«, red.). 

Den har knap 600 indbyggere og vil rigtig gerne have flere, men da vi hører, at huset på hjørnet ved byporten koster en million euro, forstår vi godt, at der ikke ligefrem er befolkningseksplosion. 

Vi  tager en »chemin de ronde«, som der står på skiltet ved rådhuset, en rundtur, og ser fangehullet, museet for lirekasser – den store begivenhed er lirekasse-festivalen først i september hvert år – og ikke mindst den smukt restaurerede kirke fra det 12. århundrede, hvor man mod betaling kan blive gift, hvis man er udensogns.

Her er flere fine, små restauranter, en marskandiser med servering torsdag-søndag  og et creperie. 

Bilen triller videre mod Charnay. Det er nemt at finde vej. Når man kommer ind i en by, står navnet sort på hvidt, og når man forlader byen, er skiltningen i negativ. Vil man besøge vingårde og have smagsprøver, står deres navne på mørkerøde skilte med en drueklase. 

Vi spiser på Auberge la Broc’Asiette. Her serverer Maya og Sylvie hver dag tre retter til frokost for 14 euro på ukurante tallerkener. 

Det er stedets image – kom med en tallerken, du får en gratis drink, og tallerkenen indgår i samlingen.  

Her kommer de lokale vinbønder næsten dagligt, og ved fællesbordet giver de en forklaring på, hvorfor vi undervejs har set flere marker ligge brak.

»Verdensmarkedet er blevet oversvømmet af vin. Der er stor konkurrence, og for mange små producenter kan det ikke betale sig at være med mere. Derfor har de gravet vinstokkene op og lader markerne ligge,« siger de med et sigende fransk skuldertræk.

 

Hvidvin fra rødvinsland 

Et par kilometer derfra møder vi Alain og  Danièle Germain, som ikke har opgivet ævred. Tværtimod. 

Han fører som  tredje generation vingården Moulin Blanc videre sammen med mælkebondens datter, og det går rigtig godt. Måske fordi de er selvstændige i stedet for at levere druerne til en storproducent. De er meget stolte af at kunne sætte eget navn på etiketten, når de hvert år  hælder vin på 50.000 flasker.

Vi sidder i kælderen omgivet af 10.000 af dem og nyder et 10 grader køligt glas hvidvin fra den produktion, som fik Medalje d’Or 2011 i Paris.

»Vi har lavet hvidvin siden 1992, men vi har, ligesom de fleste andre, som gør det, holdt lav profil. Måske fordi vi var bange for at forvirre kunderne. De fleste forbinder Beaujolais med rødvine, især dem fra vores distrikt, som ikke er cru’er. For otte år siden begyndte vi at markedsføre de hvide aktivt, og de sidste par år har der været positiv respons på dem,« siger Danièle Germain og lader os smage på den præmierede lette, frugtrige vin lavet på chardonnay-druen, som vokser lige uden for havegærdet.

Så selv om vinene ikke er lige så kendte som dem oppe nordpå, klager man ikke og er faktisk stolt af at være en del af traditionen i det gyldne område her i syd. 

 

Rejseliv var inviteret af SAS, Office du Tourisme de Lyon og Rhone-Alpes Tourisme

 

Læs også: Stor guide: På vin-tur i udkants-EU