Vilde dage i smukke Namibia

Tag med til landet, som måske er mest kendt for, at det var her, filmstjernen Angelina Jolie valgte at føde et barn.

Vi er landet på en stribe grus i midten af intetheden. Ørken og ingenting. Kun to tønder brændstof, så piloten kan tanke op. Stilheden larmer. Lidt borte holder en stor safarijeep med en sort mand indeni. Det er ham, der skal fragte mig over vidderne hen til den camp, hvor jeg skal overnatte. Vi kører ingen steder, før flyet er lettet. Dem på landjorden skal sikre sig, at det kommer godt af sted.

Se også: Afrika set fra oven

Hvem skal sikre sig, at jeg kommer godt af sted? Videre ud i det øde med denne mand, jeg ikke kender.
»Vi har ca. 40 minutters kørsel til lejren,« siger han

Og jeg, som troede, at næsehorn og løver skulle være det mest skræmmende ved at være på safari.
Tillid, det er vejen frem, når man rejser alene i Namibia. Tillid til, at de små flyvemaskiner – der hernede bruges som taxier i de barske, ufremkommelige landskaber - holder sig på vingerne. Tillid til »den fremmede«. Og tillid til, at der venter et trygt logi i den anden ende af de bumpede ørkenveje.

Voksende turistindustri
Det gør der, for det store land lige nord for Sydafrika har en voksende turistindustri. Alene safari-arrangøren Wilderness Safaris har 25 camps i landet. På min rejse besøger jeg tre af dem: To dage hvert sted, før det lille en-motorers Cessna-fly fragter mig videre. Mange af lejrene er ren luksus, som fire- og femstjernede hoteller – tilsat natlige løvebrøl.

Namibia er alt det, man kan ønske sig, hvis man vil nyde en af jordens sidste uberørte pletter. Man kører i dagevis uden at møde andre, og man kan komme så langt uden for civilisationen, at man begynder at drømme om heavy metal og baggrundsstøj.

Den tidligere tyske koloni, Tysk Sydvestafrika  – som først fik revet sig løs fra Sydafrika i 1990 - er cirka 20 gange større end Danmark. Kun omkring to millioner indbyggere på al den plads og tilpas mange vilde dyr til, at Namibia regnes for en af de mere eksotiske safaridestinationer. Ikke helt så dyrerigt som eksempelvis Kenya, til gengæld naturmæssigt så storslået, at få andre lande kan være med.

Oase med bløde lædersofaer
Landskabernes skønhed tager pusten fra én, og det er ikke kun, fordi man i forvejen er ved at dø af skræk oppe i den lille flyvemaskine. I timevis overflyver man sandørken, den berømte Namib-ørken, derefter kystlinjen med ruiner af gamle minelandsbyer, videre hen over månelandskaber af vulkanske bjerge og sådan bliver det ved.

Helt umuligt at forestille sig en oase med bløde lædersofaer, elektricitet, pengeskab knitrende hvidt sengetøj og designerhåndvaske midt i vildskaben. Men så peger piloten ud ad vinduet (skulle han ikke bare passe sine instrumenter?):
»That is Desert Rhino Camp.«

Og dernede, som et lidt for kantet indslag til at være naturens værk, ligger mit logi for de næste to dage. En plet i det store vilde ingenmandsland. Ufatteligt. Ufatteligt skræmmende. I hvert fald for storbymennesker, der er vant til nul giftslanger og hospitaler lige om hjørnet. Her er slanger og timevis til nærmeste læge.
»Der er ingen grund til at være bange, bare læn dig tilbage og tag den med ro,« siger de søde mennesker, der modtager mig i lejren med en drink og en klud til at tørre den værste sved af panden.

Sjældne sorte næsehorn
Alle ansatte er namibiere – som det er tilfældet i de fleste af Wilderness Safaris camps. Den veletablerede safariarrangør er indbegrebet af øko-turisme og arbejder blandt andet for, at turismen skal komme lokalsamfundet til gode. Wilderness Safaris er også engageret i større naturfredningsprojekter og beskyttelse af dyrelivet.

Det er blandt andre det sjældne sorte næsehorn, som nyder godt af omtanken. En aggressiv, tæt sag på op til 1,5 tons, som lever frit lige uden for teltdøren. Lejren er ikke hegnet ind, det er også en del af attraktionen. Det søde gys ved aldrig helt at vide, hvornår man står ansigt til ansigt med en løve.

Det skete faktisk engang for lejrens manager en tidlig morgen. Han kom gående på stien mellem hytterne, da en løve rejste sig fra sit natlige logi. Den havde ligget og hvilet sig klods op af en af hytterne (som reelt er et mega-villatelt, hævet op på træsøjler med fast trægulv og vægge af teltdug). Løven rejste sig med en brøl og forsvandt. Den slags gør selv en indfødt bange.
Men igen handler det om tillid. Når man ligger under myggenettet i sin lækre himmelseng og hører løven brøle, er man nødt til at tro på eksperternes erfaring: Vilde dyr opfatter telte og hytter som så underlig en størrelse, at de holder sig væk. Det samme gælder den åbne jeep, man kører rundt i om dagen. 

Næsehorns-sightseeing
Desert Rhino Camp ligger i det nordvestlige Namibia i et gigantisk privatejet naturområde i Damaraland.
Her er rigeligt plads til både mennesker og dyr – ergo kan de leve i fredelig sameksistens. Det er filosofien bag den uindhegnede lejr og safariselskabets nul-våben-politik. Ikke engang så meget som en riffel i den åbne bil. Lige lovligt spændende for en safari-nybegynder, men det er mere regelen end undtagelsen også i andre lande, får jeg at vide.

Desuden er det strengt forbudt at skyde det sorte næsehorn – om end man skulle mene, der også her var noget, der hed selvforsvar. Næsehornet er stedets store attraktion, sammen med det fuldstændig betagende landskab af halvørken med bjerge og græs, der skinner som guld. Mageløst. 

Men jeg er stadig ikke globetrotter nok til at ønske mig at møde et sort næsehorn til fods. Derfor har jeg tænkt mig at springe gåturen på dagens næsehorns-sightseeing over.

»Kom nu, der sker ikke noget,« lokker guiderne og tre franske turister, da vi sidder i den åbne jeep på vej ud for at spore et af de sjældne dyr.

Én forkert lyd, så kan hyggen være forbi
Efter en time har de lokale trackere fra Desert  Rhino Trust, der ikke laver andet end at spore og passe på næsehornene, fundet Denzie. Tre år og ikke til at spøge med. Næsehorn ser dårligt, så skulle uheldet være ude – at Denzi føler sig generet – kan man gemme sig bag en busk. Det skulle vistnok være en beroligelse.

De andre forlader bilen og bevæger sig forsigtigt i en slange ned mod vandløbet, hvor Denzie går og hygger sig. Én forkert lyd, så kan hyggen være forbi. Derfor er det også bedre at blive i bilen, hvis man selv er sådan cirka lige så utilregnelig som næsehornet, siger guiden.

En ny verden åbner sig. Også hjemme ved det fælles middagsbord om aftenen, hvor jeg sidder ved siden af en engelsk gentleman og næsehornsentusiast, som er »bidt af det sorte næsehorn«.
Han har mindst 20 gange været på safari forskellige steder i Afrika og er på den måde en typisk Namibia-rejsende. Namibia er for dem, som ikke har lyst til at rende i hælene på alle de andre i Kenya.
En anbefaling ud over det sædvanlige er vel også, at den britiske Virgin-grundlægger og eventyrer Richard Branson valgte lige præcis Desert Rhino Camp, da han for et par år siden skulle på ferie med sin gamle far.

Og så kan Wilderness Safaris for resten også prale med, at filmstjerneparret Brad Pitt og Angelina Jolie forsøgte at booke en af selskabets mest luksuriøse lejre, da de for et par år siden opholdt sig nogle uger i landet i forbindelse med fødslen af deres første barn.
De fik nej og lejede i stedet et helt Bed and Breakfast ved badebyen Swakopmund.

Blændende smukke solnedgange
Efter to dage i Desert Rhino Camp er jeg ved at blive naturmenneske og zebra-enthusiast. (De sky bjergzebraer, som ikke gør en kat fortræd, tiltaler mig mere end Denzie og co.)
Vi har haft det hele for os selv: Blændende smukke solnedgange, endeløse vidder og absolut ingen andre turister i kikkerten.
Men det skal vise sig, at man kan få både flere dyr og mennesker med i købet, hvis man også tager et par overnatninger i luksuslejren Little Ongava ved Namibias berømte naturpark Etosha.

Tilbage til civilisationen med hvad dertil hører af tryghed, men også flere forstyrrende elementer. Har man først fået smag for det øde, virker Etosha Nationalparken næsten som en slags zoologisk have på størrelse med Jylland. Mange flere dyr – oryx, gazeller, sjakaler, løver osv. osv. - mange flere jeeps.
Adrenalinsuset kan man stadig få. Heller ikke her på toppen af et lille bjerg kan man helt vide, hvad man møder på den lange sti på vej hjem til sin luksushytte.

»Nej, løverne er for dovne til at klatre helt her op!« påstår guiden.
Tillid. Det er vejen frem.

Hvilket safariland er bedst?
Namibia er for dem, som går efter noget andet og mere end safarioplevelsen alene. Attraktionen her er både en kæmpe variation i landskaber og muligheden for at få den dér jeg-er alene-i-verden-oplevelse, fortæller safarieksperten Bo Finn Poulsen fra Team Benns. Han anbefaler Sydafrika til dem, der foruden safarioplevelsen også har smag for vin og varierede landskaber.
Er det dyrene, du går efter – jo flere, desto bedre? Så rejs til Kenya, Tanzania og Botswana.

Filmfolkets Namibia
Verdens mest omtalte filmstjerne-baby kom til verden for et par år siden i Namibia. Det var Brad Pitt og Angelina Jolie, der havde bevæget sig så langt væk fra paparazzierne for at føde deres første barn. Også filmstjernen Charlize Theron – der voksede op i Sydafrika – har holdt ferie i Namibia: på Wilderness Safaris superluksuøse camp Serra Cafema. Den danske dogmefilm »The King is Alive« (af  filminstruktør Kristian  Levring) er optaget i det sydlige Namibia ved en nu delvist tilsandet diamantby, Kolmanskob.